POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001

Hvad kommer efter Nice? Allerede før EU topmødet sluttede, var "Efter Nice" blevet en reference til dér, hvor de egentlig beslutninger om Europas fremtid skulle tages. Der ligger således to dimensioner i udtrykket. Først og fremmest står det europæiske projekt overfor problemer, som de europæiske regeringer tilsyneladende ikke evner at løse, når de mødes til regeringskonference. Men måske netop derfor er de europæiske politiske luftlag lige så overfyldte som luftrummet over Europa i juni måned. Fyldt med ideer er en ny dagsorden for Europa. En dagsorden hinsides Nices »business as usual«.

Nice topmødet viste et Europa i - om ikke flere hastigheder - så dog i flere dimensioner. Det fler-dimensionelle Europa har vi i dette nummer af Politologiske Studier forsøgt at indkredse. Vi bringer således en lang række artikler, der beskriver Europa efter den seneste regeringskonference i Nice og dimensionerne i det europæiske samarbejde.

Niels-Jørgen Nehring trækker i artiklen Europæisk Jeopardy B EU’s regeringskonferencer siden 1990 indledningsvist en linie gennem 90’ernes regeringskonferencer op til forhandlingerne i Nice. Ifølge Nehring mangler EU-samarbejdet en klar retningssans, hvilket står i skærende kontrast til den fremherskende danske opfattelse af EU som et velsmurt lokomotiv på lige skinner.

Det fremtidige samarbejde afhænger blandt andet af Det Europæiske Råds charter om EU’s grundlæggende rettigheder. Som statsminister Nyrup Rasmussens repræsentant ved det konvent, der udarbejdede charteret, havde Erling Olsen indflydelse på dets udformning. Politologiske Studier har talt med folketingets tidligere formand om, hvordan charteret efter hans mening vil påvirke det fremtidige samarbejde.

Ove K. Pedersen har i Hverdagsintegrationen B forvaltningen af EU i Danmark foretaget en sammenlignende analyse af, hvorledes centraladministrationerne i Danmark, Sverige, Finland B og Norge oplever de europæiske integrationsbestræbelser i hverdagen. Der er tydelige tegn på, at europæiseringen i alle fire nordiske lande har vitaliseret forvaltningen, men samtidig at opbygningen og organiseringen af forvaltningen er afgørende for, hvorledes den politiske styring og parlamentariske kontrol finder sted i de forskellige lande.

Nice traktaten har skabt fundamentet for etableringen af Europarties, der går på tværs af nationale grænser. Julia Speht beskriver i European Parties and the Treaty of Nice, hvorledes Europarties ses som en mulig leverandør af den vare, som de nationale partier endnu ikke har formået at levere: Skabelsen af et større tilhørsforhold i befolkningerne til EU og det europæiske projekt og dermed en forøget legitimitet.

Med etableringen af retten til fri bevægelighed har medlemslandene ikke mistet retten til at organisere den sociale sikring af deres borgere, men de kan ikke længere benytte territorielle faktorer til at bestemme, hvem de ønsker at være socialt forpligtede overfor. Retten til fri bevægelighed tvinger os dermed til at tænke på begrebet frihed som noget, der ikke er defineret ud fra forholdet mellem stat og borgere, skriver Majken Houborg Pedersen i artiklen Fri bevægelighed B EU’s indflydelse på socialpolitik, territorieprincippet og frihed.

Hvis der er noget, der har udviklet sig voldsomt i de seneste år, så er det EU’s forsvarsdimension. Sten Rynning viser i artiklen Det europæiske forsvar efter Nice, at fremskridtene fra Nice-topmødet dog hovedsageligt er sket på tekniske og organisatoriske områder. I de kommende år må EU derfor tage afgørende fat på strategiske spørgsmål og give mulighed for et forstærket samarbejde på forsvarsområdet.

I den danske EU-debat er italiensk EU-politik et overset emne, på trods af at landet er et af de fire store i EU-samarbejdet. Mens EU i Danmark ofte betragtes som elitens projekt, forholder det sig diametralt modsat i Italien. Asser Berling-Rasmussen tegner i Hellere Bruxelles end Rom B EU som italienernes projekt et portræt af italiensk selvforståelse og samfundshistorie, for her igennem at identificere Italiens EU-politik.

Tyrkiet skal med, men hvorfor egentlig? I en afslutning på temaet ser Lars Erslev Andersen på EU=s politik overfor Tyrkiet. For at kunne fastholde en konstruktiv dialog med tyrkerne, har EU valgt at holde døren åben for Tyrkiet, vel vidende at det tager mindst 20 år, før landet kan træde ind ad den.

Som sædvanlig bringer vi en artikel udenfor temaet. Jonas Parello-Plesner giver i Politisk idehistorie B historien bag en akademisk tradition et bud på, hvad den politiske idehistorie er en historie om. Forfatteren bryder med opfattelsen af idehistorien, som en lang ubrudt dialog mellem de store tænkere fra de gamle grækere og frem til vor tid.

Endelig er der en række boganmeldelser og omtaler af bøger med relevans for samfundsvidenskaberne.

God fornøjelse!