POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 4  - FILM OG POLITIK -OKTOBER 2001

Tragedien i USA syntes for mange uvirkelig, da den udspillede sig i al sin frygtelighed. Det virkede som en film. De globale nyhedsmedier og almindelige menneskers tilfældigt rullende optagelser af hverdagslivets gøren og laden bibragte hele verden en stadig strøm af levende billeder fra den 11. september. Vi har billeder af det hele. Aldrig har en tragedie derfor været så tæt på os alle. Sjældent har en tragedie fremstået så umiddelbar og truende for så mange mennesker. Vi er efterhånden vænnet til fiktionens jonglering med menneskeliv, effekter og action, så det åbenbart først sent går op for os, når frygtelige hændelser faktisk sker for øjnene af os. Man kniber sig i armen for at vågne af mareridtet, og priser sig efterfølgende lykkelig over det privilegium ikke at være direkte impliceret i det uvirkeligt virkelige helvede. Andre var ikke så heldige og måtte bøde med uforståelige tab. Det, der i virkeligheden i de senere år har været en realistisk, om end (i det offentlige rum) upåagtet trussel, dukkede op til overfladen og blev for alvor en del af vores civilisation. Det virkede som science fiction - som katastrofefilm, men var i stedet vores nye virkelighed. Der er ingen ord. Uskylden er tabt. Fiktionen er blevet virkelighed.

Film har spillet en kolossal rolle i de over 100 år, der er gået siden Auguste og Louis Lumière opfandt cinematografen. Den rolle fiktion spiller for den politiske og sociale selvforståelse er i de senere år blevet genstand for øget samfundsvidenskabelig opmærksomhed, samtidig med at de visuelle mediers rolle er så stor som aldrig før. Måske har mediet haft sin tid og overlevet sig selv i kraft af nye teknologiers fremkomst. Måske får filmmediet en ny eksistens i konvergens med informationsteknologien. Måske kommer virkeligheden i fremtiden tættere på fiktionen. Det vides ikke. Men at det populære medie har haft - og stadig har - betydning for skabelsen af vor forståelse af verden, kan vanskeligt anfægtes. Film er fortællinger fra fantasiens virkelighed, og naturligvis også fortællinger fra virkeligheden og om virkeligheden. Film er både følelser, fakta og fiktion. Men film er mere end en oplevelse af fortælling. I alle kulturelle produkter er der politiske implikationer. Film er dermed også politik, selv når fortællingen ikke handler om politik.

Film både rummer og rammer. I dette nummer af Politologiske Studier ser vi derfor nærmere på sammenhængen mellem film og politik.

Som en central del af alle politiske kulturer, narrativiserer den politiske fortælling typisk den ideelle enhed af stat og nation samtidig med, at den giver fællesskaberne form og indhold. Ulf Hedetoft indleder temaet med en artikel om den politiske fortælling. Herefter kan vi, som de første i verden, præsentere en udforskning af forbindelsen mellem film og politik mellem Slavoj Žižek og William E. Connolly. Meningsudvekslingen introduceres af Lars Tønder.

Kommunikation bliver stadigt mere visuelt orienteret. Et billede siger mere end 1000 ord, og det stiller nye krav til politologien. Andreas Wester Hansen har hos Gilles Deleuze fundet både relevante analyseredskaber og en politisk etik, der passer til den visuelle verden.

Det danske filmprojekt Dogme 95 handler for nogen udelukkende om æstetik og form, der omkranses af en række formelle produktionsregler. For andre er projektet blot et kynisk PR-stunt, der skal trække opmærksomhed til filmene. At der er mere end form og PR i projektet, viser Mette Hjort.

Hos såvel Franz Kafka som David Lynch er det politikkens obskøne form, snarere end indholdet, der er politisk. Claus Krogholm Sand viser, at det hos Kafka, er Lovens obskøne nærhed, der er det politiske, mens blotlæggelsen af den amerikanske families vrangside og dermed amerikansk kulturs perverterede form, er det politiske hos Lynch.

Familiens hemmeligheder og obskøniteter kan blotlægges gennem en Big Brother-agtig overvågning. Eksponeringen på film eller TV af familielivet, kan dermed måske vise ”den sande virkelighed” om familiens myter, værdier og interaktionsmønstre. Familiefilm kan således bidrage til mere viden om virkelige familiemønstre, end man umiddelbart tror, skriver Merete Watt Boolsen.

Det obskøne går igen i Karsten Fledelius’ artikel om film, politik og propaganda. Man kan med god ret mene, at manipulation og propaganda er både uanstændigt og fordækt – og ganske normalt i menneskehedens historie. Fledelius viser, at manipulationens veje ændrer sig, men at dens mål og midler grundlæggende vil forblive de samme, uanset hvordan informationskanalen er skruet sammen.

Hvor der er kamp om indflydelse, er der også manipulation. Lilie Chouliaraki ser på, hvordan TV-mediets debatprogrammer udlægges som et forum for offentlig debat og som et sted, hvor ”sandhedens politik” skabes.

Filmkultur er de senere år blevet en eksportvare for Danmark. Johannes P. Bøggild og Jonas Parello-Plesner har, som afslutning af temaet, talt med embedsmand i Kulturministeriet, Claus Hjorth, om forvaltningen af dansk filmstøtte.

Udenfor temaet bringer vi en artikel af Iver B. Neumann, om den strategiske tænknings plads i politisk-militær sammenhæng. Sædvanligvis afsluttes med en række anmeldelser.

God fornøjelse og velkommen til nye læsere!