Farvel til Clausewitz?

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001

Af Jakob Ejlers
I år er det 10 år siden de første krige på Balkan brød ud. Siden har verden været vidne til en række brutale, uhyggelige og for langt de fleste mennesker, uforståelige krige. Med krigen i Kosovo mener mange med forstand på Balkan, at den sidste Balkankrig er blevet udkæmpet. Men hvad var det for kræfter, der startede disse krige ? Og hvad har de betydet for den teoretiske forståelse af begreber som krig, fred og politik ? Det er spørgsmålet som disse Mary Kaldor og Michael Ignatieff søger at besvare i bøgerne New and Old Wars og Virtual War. Begge tager de udgangspunkt i krigene på Balkan og begge forsøger herudfra at forstå, hvad det som Kaldor benævner "nye krige" handler om.

Kaldor argumenterer for, at krigene på Balkan er eksempler på nye krige, og at disse adskiller sig markant fra "gamle", clausewitzianske krige. For Clausewitz var krigen som bekendt en forlængelse af politikken med andre midler. Krig var produktet af politik, og krigene blev ifølge Clausewitz udkæmpet mellem velorganiserede og veludstyrede nationalstater. Hvor de gamle krige blev udkæmpet mellem ‘civiliserede’ stater karakteriseret ved deres legitime voldsmonopol og adskillelsen mellem det offentlige og det private, forholder det sig anderledes med de nye krige. De nye krige karakteriseres af Kaldor som værende en blanding af massive menneskerettighedsovertrædelser og organiseret kriminalitet.

Nye krige opstår, når stater som eksempelvis de post-koloniale og post-kommunistiske, pga. globaliseringen, mister deres legitimitet, hvorefter en proces, man kunne kalde uciviliserende, sætter ind. Under de nye krige eroderer statens voldsmonopol således, og sondringen mellem offentligt og privat forsvinder. De nye krige udkæmpes derfor ikke mellem statslige hære, men af private militser, der bekæmper grupper i civilsamfundet. Krigen finansieres ikke af skattekroner men af penge, der skaffes fra organiseret kriminalitet og fra afpresning af nødhjælpsgrupper. De nye krige udkæmpes således ikke mellem stater, men er en kamp om staten. De nye krige udkæmpes derfor internt i staten, der er blevet privatiseret og således kan tjene som et middel til at berige sig med.

De nye kriges omdrejningspunkt er således ikke kampen mellem forskellige etniske grupper, selvom det på overfladen kunne se sådan ud. Tværtimod konstrueres de eksklusive identiteter ved hjælp af krigen, med det formål at opnå politisk magt. Overgreb på civilbefolkningen er således ikke en uheldig sideeffekt i de nye krige, men snarere de nye kriges væsen. Kampe imod en del af civilbefolkningen begået i en anden befolkningsdels navn er således med til at skabe de identiteter, som ved første øjekast ligner krigenes egentlige årsag. Hvor de gamle krige var en fortsættelse af politik, er de nye krige således politik. Kaldors pointe er derfor, at hvor de gamle krige civiliserede de europæiske stater, er de nye kriges formål at nedbryde de institutioner, som kendetegner de moderne civiliserede stater. Kaldors eksempel på en ny krig, er krigen i Bosnien. Og netop den vestlige verdens forsøg på at stoppe denne krig bruger Kaldor til at illustrere en af bogens vigtigste pointer: At det internationale samfund ikke har forstået de nye kriges logik, dvs. ikke forstået, at de nye krige ikke skyldes etnisk had, men at de derimod skaber etnisk had. I stedet for at forsøge at dele Bosnien skulle man have støttet de politiske grupperinger i befolkningen, som vendte sig imod den partikularistiske og ekskluderende politik, skriver Kaldor. Ganske sigende for bogens generelle pointe, kalder hun disse befolkningsgrupper for "islands of civility". Pointen er, at de nye krige ruller den civiliserende proces tilbage og derfor skal de stoppes ved, at det internationale samfund forsøger at opretholde de civiliserede grupper, der findes i de stater hvor de nye krige udspilles. Lykkedes det ikke må det internationale samfund sætte ind med det, som i bogen kaldes "cosmopolitan law enforcement": Dvs. at skabe sikre (civile)zoner, humanitære korridorer og flyveforbudszoner. Kaldors argument er, at de nye krige kun kan stoppes, hvis den uciviliserende proces standses, hvilket kræver, at der påbegyndes en civiliserende proces på globalt/internationalt niveau. Mary Kaldor gør sig således i bogens sidste kapitler til fortaler for, at det hun kalder det globale kosmopolitiske civil samfund styrkes. Det globale civil samfund forstås i bogen som hvad, man kunne kalde et regime, bygget op omkring FN’s menneskerettighedserklæring og den humanitære folkerets principper.

Mary Kaldors store styrker er således karakteristikken af de nye krige og den indledende typologisering af de gamle kriges forskellige udtryk. Bogens store svaghed er imidlertid, at den ikke formår at give en konsistent teoretisk forklaring på, hvorfor de nye krige opstår. Eksempelvis opererer Kaldor med et meget stærkt globaliseringsbegreb. Det er således globalisering, som underløber de svage stater som herefter kastes ud i de nye krige. Men samtidig gør Kaldor en del ud af, at de nye krige netop handler om at få magt over det statsapparatet, som globaliseringen er ved at erodere. Disse to syn på staten behøver for så vidt ikke skabe en inkonsistent argumentation, men de kræver en diskussion af globaliseringsbegrebet, og den diskussion tager Kaldor ikke. Ligeledes kan man argumentere for, at bogen mangler en diskussion af det nationalisme og identitetsbegrebet, der er så vigtigt i forhold til de nye kriges konstitution.

Michael Ignatieff tager sit udgangspunkt i det 20. århundredes sidste Balkankrig: Krigen i Kosovo. Og det i ret bogstavelig forstand. Bogens første 5 kapitler er nemlig alle "on location" skildringer, som Ignatieff under konflikten skrev til det amerikanske tidsskrift The New Yorker. I et kapitel beskriver Ignatieff således Richard Holbrooke og hans mæglingsforsøg, i et andet fortæller Ignatieff hvordan hans serbiske venner i Beograd opfattede NATO’s natlige bombeangreb og i et tredje følger vi Wesley Clark, NATO’s daværende øverst kommanderende i Europa. Som Timothy Garton Ash bemærkede i sin anmeldelse af bogen, så er Ignatieffs værk en af de meget få akademiske bøger, som giver læseren et indtryk af, hvordan det er at være midt i brændpunktet.

Bogens sidste kapitel er et essay, hvori Ignatieff reflekterer over, hvad der sker, når krig bliver virtuel: når krige ikke længere handler om national overlevelse, ikke forudsætter værnepligt, ikke kræver borgernes engagement og ikke påvirker de nationale økonomier sønderligt. Ignatieffs pointe er således, at måden at føre krig på, altid vil påvirke de samfund, som udkæmper krigene. Derfor vil den virtuelle krig også få betydning for den måde begreber som eksempelvis krig og fred konstitueres. Og derfor rejser den virtuelle krig også en række nye moralske dilemmaer.

Ignatieffs meget personlige bog er således ikke et typisk akademisk værk, men snarere en akademisk journalists præcise beskrivelser og refleksioner. Den kan ligesom Mary Kaldors bog varmt anbefales.