Anders Bordum: Diskursetik og den positive selvreference. 
Forlaget Samfundslitteratur. 2001.  333 kr. 378 sider

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 2  - KOSMOPOLITISME - MAJ 2001

Af Kristine Kyllesbech
‘Hvordan er det muligt at opnå en indbyrdes forståelse ved kommunikationens hjælp?’. Dette spørgsmål fremhæver Anders Bordum som den mest centrale problemstilling i den tyske filosof Jürgen Habermas’ forfatterskab. Derfor er samme spørgsmål også centralt placeret i Bordums nye introduktion til Habermas’ Diskursetik og den positive selvsreference. Denne bog er - med diskursetikken som tematisk centrum – en udmærket introduktion til Habermas.

Diskursetik
Som børn af oplysningen står vi i en tid, der af nogle er blevet kaldt 'postmoderne' med det dilemma, at troen på det universelt og normativt rigtige ofte problematiseres.

Derfor er det ifølge Bordum værd at sætte sig ind i Habermas’ univers. Habermas forsøger at fastholde oplysningens kollektive projekt, ud fra den devise, at vi for at undgå katastrofer er nødt til at forsøge at formulere fælles normative principper, der kan danne fundament for vort samfund. Vi må ifølge Habermas skelne klart mellem ‘er’ og ‘bør’ og opstille kontrafaktiske, dvs. abstrakte logiske principper, der kan danne udgangspunkt for et normativt ‘bør’. Bevidstheden om, at Auschwitz faktisk kunne finde sted, har ifølge Habermas’ vist, hvor vigtigt det er at skelne klart mellem fakticitet og gyldighed. (Faktizität und Geltung).

Men er det i vore moderne tider muligt at skabe et overordnet universalistisk etisk princip? Habermas’ svar er ja, og i diskursetikken udfolder han sine tanker om, hvordan en universel etik er mulig. Diskursetikkens grundlæggende princip kan ifølge Bordum formuleres: ‘Kun de handlingsnormer er gyldige, som alle om muligt berørte, i kraft af deres deltagelse i en rationel diskurs, ville kunne opnå enighed om.’

Det er, skriver Bordum, i en vis forstand den liberale indsigt, at demokrati fordrer lige adgang og lige muligheder, der her af Habermas overføres til også at gælde diskursen om en gyldig etik. Og da ingen kan udelukkes fra diskursen, kan den med rette hævde sin universalitet. Deltagelse må imidlertid ikke blot betragtes som en mulighed, men også til en vis grad som en nødvendighed. Deltagelse er nemlig forudsætningen for, at diskursen med rimelighed kan hævde at repræsentere den fælles interesse. Bordum konkluderer på den baggrund: ‘Diskursetikkens frihedsbegreb fordrer...det enkelte subjekts aktive deltagelse.’

Bordum betragter Habermas’ diskursetik som en mere moderne udgave af den kantianske etik. Kants kendte kategoriske imperativ gengiver han bl.a. således. ‘Act only according to that maxim whereby you can at the same time will that it should become a universal law’. Den kantianske tanke gengives videre som tanken om fornuftsvæsners etiske ‘selvlovgivning’, der også kan overføres til myndige menneskers politiske selvlovgivning. Det ‘moderne’ element hos Habermas’ består i placeringen af det kategoriske imperativ i en sproglig og derfor logisk set intersubjektiv sammenhæng.

Diskursetikken leder da også - som det kantianske imperativ - logisk frem til den betragtning, at demokrati må opfattes som den mest moralske styreform. Og som Bordum bemærker ligner Habermas’ ‘demokratiprincip’ da også til forveksling diskursetikkens princip. Demokratiprincippets indhold er i hovedstræk, at kun lovgivning, der bygger på den konsensus, borgerne er nået frem til gennem en fælles offentlig debat, kan opfattes som udtryk for en legitim (gyldig) retsnorm. Som hos Kant er der således hos Habermas en direkte sammenhæng mellem etik og politik. 

Tvangfri tvang

Bordum benytter sit afsæt i diskursetikken til en omfattende gennemgang af Habermas’ øvrige teorikompleks. Særlig vægt lægges der på Habermas’ opfattelse af, at der ud fra en filosofisk betragtning eksisterer en ‘universel sandhed’, samt at et udsagn kan betragtes som ‘universelt normativt rigtigt’.

Habermas – påpeger Bordum - overtager i en vis forstand Kants tanke om, at menneskene aldrig kan få direkte kendskab til ‘das Ding an sich’. I diskursetikken er forestillingen jo den, at vi aldrig kan transcendere sproget i vort forsøg på at beskrive verden. Vi må derfor gennem sproget forsøge at nå til den bedste forståelse af verden. Det sker bedst gennem kommunikativ handlen - debat og diskussion - mellem myndige mennesker. Vedvarende problematisering fører nemlig til præcisering af begreber og til en bedre forståelse af den objektivt eksisterende verden. Da der er indbygget et fornuftspotentiale i sproget, vil den kommunikative handlen føre til enighed gennem ‘det bedre arguments forunderlige tvangfri tvang’.

Bordum redegør på glimrende vis for, hvordan Habermas’ sproganalyse, der til tider kan forekomme temmelig teknisk, danner fundamentet for Habermas’ tro på muligheden af en universel sandhed og en universelt gyldig etik. To elementer fremhæves her af Bordum som særlige væsentlige. For det første fremhæves Habermas’ teleologiske sprogopfattelse som en grundantagelse, uden hvilken teorikomplekset vanskeligt kunne eksistere. Habermas citeres således for at have skrevet: ‘Vor første sætning udtrykker utvivlsomt intentionen om en universel og ubegrænset konsensus’. For det andet fremhæves Habermas’ skelnen mellem de tre gyldighedskriterier sandhed, rigtighed og oprigtighed. På baggrund af disse sproglige gyldighedskriterier, kan - mener Habermas - både videnskabelig sandhed og normativ rigtighed med universel gyldighed formuleres.  

De postmoderne kritikere
‘Diskursetikken og anden rationalistisk videnskab’ polemisere Bordum, ‘bliver sommetider med postmoderne distance fra alvoren, karakteriseret som værende kedelig og uinspirerende’. Men hvis vi ikke med Habermas fastholder oplysningens tro på fornuft og sandhed, ophæver vi tendentielt videnskaben, fortsætter han. For netop troen på, at det gennem fornuft er muligt at skabe en bedre forståelse af verden, er konstitutiv for al videnskab. Habermas fastholder i kraft af den erkendelse den opfattelse, at videnskab nødvendigvis må fastholde troen på eksistensen af en objektiv sandhed.

Både inden for videnskaben (hvor sandhed er gyldighedskriterium), og også, når talen er om etik og politik, er Habermas af den opfattelse, at det kun er en fastholden af fornuften, der kan sikre friheden. Han har selv udtrykt dette med ordene: Fornuftens enhed muliggør dens forskellige udtryk.

Alt i alt……
Alt i alt kommer Bordum vidt omkring i sin introduktion til Habermas, og på disse linjer er der kun givet en smagsprøve. Bordum forholder sig loyalt over for Habermas og giver et godt indblik i Habermas’ tankeunivers. Diskursetik og den positive selvreference er derfor en bog, der kan anbefales.

Et enkelt minus er dog, at Bordums introduktion kun til en vis grad lever op til et af sine egne mål - at være lettere tilgængelig end Habermas selv.