POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 4  - FILM OG POLITIK -OKTOBER 2001

Af Jakob Ejlers

I de senere år har der her i landet, fundet en ofte både heftig og passioneret offentlig historisk debat sted. Særlig to emner har været genstand for debatten: Besættelsestidens historie, og den Kolde Krigs historie. Claus Bryld, historieprofessor fra RUC, har været aktiv deltager i begge debatter. Først udgav han i 1995 bogen Hvilken befrielse. Fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge (Bryld 1995), hvori han beretter om at være barn af en fremtrædende nazist i efterkrigstidens Danmark. Derefter udgav han i 1998, sammen med Anette Warring, bogen Besættelsestiden som kollektiv erindring (Bryld Og Warring 1998), der skildrer, hvorledes besættelsestiden siden 1945 er blevet fremstillet og fortalt i den danske offentlige debat. Særlig den sidste bog skabte en voldsom debat i landets aviser, og fik bl.a. en række modstandsfolk til at rette en skarp kritik imod de to forfattere. Sideløbende har Claus Bryld ligeledes skrevet en række kronikker og indlæg om venstrefløjens ansvar under den Kolde Krig, og om den efterfølgende debat.

I dette forår har Bryld så udgivet bogen Kampen om historien, hvori han reflekterer over disse to debatter, og forsøger at give dem et bredere perspektiv, ved hjælp af en række histografiske overvejelser. Bogen består således af 15 essays, hvoraf de 12 har været publiceret før. Det er både bogens styrke og svaghed. Bogen kommer således rundt om en række spørgsmål, hvilket naturligt nok bevirker, at ingen af bogens mange temaer bliver så grundigt behandlet, som man kunne ønske sig. Ligeledes optræder der en række gentagelser, samt et par essays, der tilsyneladende falder udenfor bogens overordnede tema.

De 15 essays er inddelt efter emne, i bogens i alt 4 dele. Den første del diskuterer, hvad Bryld kalder ”konstruktionen af besættelsestiden”, hvorefter de efterfølgende dele diskuterer debatten om venstrefløjens ansvar under den Kolde Krig, og Francis Fukuyamas tese om historiens afslutning. Endelig analyseres i bogens sidste del den mere teoretiske sondring mellem historie, erindring og identitetspolitik. Del 1 og 4 er afgjort de mest interessante, hvorimod diskussionen af venstrefløjens ansvar ikke hæver sig over den debat, der foregår  på avisernes debatsider. Og diskussionen af Fukuyama synes malplaceret. Hvilket egentlig er lidt synd, for Bryld begår faktisk et glimrende essay om Fukuyama, men dets relevans for bogens øvrige 3 dele er til at overskue.

Lad os derfor se nærmere på bogens første og sidste del. I de fire essays, der udgør bogens første del, analyserer Bryld, hvorledes besættelsestiden er blevet kollektiv erindring i Danmark, og hvordan denne erindring tager sig ud. Det er med andre ord fortællingen om besættelsen, der diskuteres. Det er Brylds argument, at der siden 1945 er opstået en offentlig fortælling om besættelsen, hvis omdrejningspunkt er historien om, at hele nationen stod bag modstanden imod tyskerne, og at de få, der ikke gjorde det, var landsforrædere: ”Modstanden blev kernen i et alt omfattende nationalt erindringsfællesskab. Den blev nationaliseret, dvs. overført til hele den danske nation som fortidskonstruktion og nutidsprogram” (p. 30). Som citatet afslører, er det Brylds argument, at konstruktionen af besættelsestiden ikke blot handlede om et opgør med fortiden, men også om at skabe rammerne for den udenrigspolitik Danmark valgte at føre efter krigens afslutning. Da Danmark i 1949 trådte ind i NATO var det jo netop under sloganet ”aldrig mere 9. april”, hvilket symboliserede, at hele befolkningen fra besættelsens begyndelse havde forsøgt at modarbejde den tyske invasion. Konstruktionen af besættelsen blev en vigtig brik i opgøret med den danske neutralitetspolitik. Med de 4 essays om konstruktionen af besættelsestiden, forsøger Bryld at vise, hvorledes forståelsen og fortolkningen af besættelsestidens historie spiller en vigtig rolle for den politiske udvikling, der siden har fundet sted i Danmark. Samtidig påpeges det, at besættelsestiden ligeså vel kunne være blevet tolket anderledes, hvis de dominerende politiske kræfter havde ønsket det. Det historiske forløb kunne, ifølge Bryld, ligeså have givet grundlag for en anden fortælling end den, som blev dominerende.

Det er Brylds argument, at den fortælling om besættelsen, der sejrede, stadig præger den offentlige debat, og at dette er blevet tydeliggjort i de debatter en række nyere historiske bøger om besættelsen har skabt. Tænk blot på den opmærksomhed bogen om danskere ved Østfronten fik for et par år siden, og ligeledes den omtale journalisten Peter Øvig Knudsens nylige bog om stikkerlikvideringerne fik, da den udkom i dette forår (se Davidsen og Lindhardt 1999, samt Øvig Knudsen 2001). Kendetegnende for disse to bøger er, at de begge går imod den institutionaliserede fortælling om besættelsen, hvorfor mange givetvis følte sig provokerede af deres budskab.

Med udgangspunktet i skildringen af konstruktionen af besættelsen, foretager Bryld i bogens sidste del en række histografiske betragtningen om historiedisciplinen og dens vilkår. Bogens sidste del er således en refleksion over spørgsmål som: er det muligt at drive objektiv historievidenskab? Og hvilke ansvar har den enkelte historiker ift. konstruktionen af offentlige fortællinger, som eksempelvis den om besættelsen? Brylds udgangspunkt er, at historie videnskaben aldrig kan være objektiv og positivistisk: historien findes ikke ude i den virkelige verden, men for får først liv når den fortælles af nulevende personer. Med Brylds ord gælder det, at ”Historien får betydning gennem den betydning vi tildeler den, og den fortid der ikke tildeles betydning kan dårligt nok kaldes historie” (p. 57). Bryld synes således at mene, at det ikke er en tilfældighed, at historieskrivningen opstod i antikken, som et våben i den politiske kamp mellem de græske bystater (p. 164). Historien og myterne var konstituerende for bystaterne, og var på denne vis en vigtig del af den politiske proces. Dette gjorde sig også gældende, da historie opstod som en videnskabelig disciplin i kraft af hofhistoriografien, der udsprang af den enevældige stats opståen i 16.-tallet.

Men mener Bryld så, at al historie er lige god, og alt derfor er muligt? Hertil er svaret nej. Med inspiration fra den britiske historiker, Eric Hobsbawm, påpeger Bryld, at historikeren har et fagligt og etisk ansvar, og derfor skal afstå fra at bruge historien i  identitetspolitikkens øjemed. For Bryld gælder det, at historikeren skal påvise, hvorledes historien bruges til at skabe fortællinger og identitetskonfigurationer, der bruges politisk. Præcis som Bryld har forsøgt at gøre det med både sin bog om besættelsen som kollektiv erindring, og med den her foreliggende bog.

Samtidig er Bryld dog klar over, at der ikke findes en ”sand historie”, eksempelvis om besættelsen. Med inspiration fra Jürgen Habermas mener han derfor, at historiedisciplinen må tage udgangspunkt i tolkningspluralisme, og på den vis holde vandene åbne, og eksempelvis erkende, at der ikke findes én udlægning af besættelsestidens historie, men flere (p. 228). For Claus Bryld er historie en diskussion, der aldrig slutter.

Litteratur

Bryld, Claus (1995): Hvilken befrielse: fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge. København: Gyldendal.

Bryld, Claus & Anette Warring (1998): Besættelsestiden som kollektiv erindring: historie og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Davidsen, Leif & Karsten Lindhardt (1999): Østfronten: danskere i krig. København.: Høst og Søn.

Øvig Knudsen, Peter (2001): Efter drabet: beretninger om modstandskampens likvideringer. København: Gyldendal.

 Claus Bryld: Kampen om historien. Brug og misbrug af historien siden 
Murens fald. Frederiksberg : Roskilde Universitets Forlag. 
2001. 236 sider. 198 kr.