POST-KEDELIG EUROPAFORSKNING

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Da jeg sin tid fik et Ph.d.-stipendium på et forskningsprojekt om europæisk integration, mødte jeg mange, der var forbløffede over, at jeg mente at kunne holde den slags ud i 3 år. På dem virkede hverken studiet af Europa eller integration videre spændende eller intellektuelt udfordrende. Ud fra et empirisk synspunkt er det en dybt urimelig holdning. Det danske samfund er i en grundlæggende forandringsproces, og i centrum af denne proces står europæisk integration. Europæisk integration er således ikke blot interessant, fordi diverse folkeafstemninger bringer emnet højt på den politiske dagsorden, men fordi selve betingelserne for politik er ved at forandre sig. At studere europæisk integration, mens den foregår, er en chance for at studere en forandring af konstruktionen for politik, som man ikke har haft tilsvarende siden den franske revolution.

Måske fordi der sker så mange interessante ting, har den bedste Europa-forskning i mange år været den håndfast empiriske. Man har derimod med en vis ret kunne beskylde integrationsteori for at være forsøg på at universalisere partikulære begivenheder. Ankerteorien, funktionalisme (klassisk såvel som neo) er et godt eksempel. Funktionalisme var den epistemologi, hvorefter de europæiske fællesskaber blev skabt, men det gør den ikke til den bedste beskrivelse af dette systems ontologi. Tværtimod. Funktionalisme var det, der skulle beskrives, ikke en teori til at beskrive med. Resultatet af denne manglende refleksion over teoriernes status var både, at teoriudviklingen i det store og hele stoppede i 1960’ernes behavioristiske rationalisme og at fokuset for teorierne blev unødigt snævert. Det Europa, som teorierne søgte at forklare, var Vesteuropa og den integration, de søgte at forklare, den, der fandt sted i EF/EU.

At USA definerede sig selv som en ’europæisk magt’; at NATO var rammen om en integrationsproces, der på mange måder var mere dybtgående og mere succesrig end EF; at man i Øst også definerede sig som europæisk - alle disse spørgsmål (og flere lige så vigtige) kunne integrationsteori i det store og hele ikke konceptualisere. Afslutningen af den Kolde Krig viste, at disse spørgsmål, om ikke var vigtigere, så i hvert fald mindst lige så vigtige som integrationsteoriens traditionelle spørgsmål. På mange måder var disse spørgsmål en tilbagevenden til de spørgsmål folk som Mitrany og Deutsch havde stillet sig i 1940’erne og 1950’erne.

For at besvare de nye, gamle, interessante spørgsmål må der således teoretisk nytænkning til, og det er netop her, at den største fortjeneste ved Michael Williams og Morten Kelstrups antologi ligger. International Relations Theory and the Politics of European Integration søger netop at give de interessante spørgsmål et teoretisk sprog at blive formuleret i. Undertitlen antyder, at redaktørerne finder, at disse spørgsmål drejer sig om ’power, security and community’.

Bogen udspringer af en konference holdt af det forskningsprojekt, som jeg var tilknyttet som Ph.d.-stipendiat (CORE), og som blev afholdt netop som jeg begyndte mit studie. Allerede den gang var svaret således givet til de, der ikke finder studiet af europæisk integration udfordrende: der er post-kedelig integrationsteori. Williams og Kelstrups bog viser tydeligt, at der er en ny teoretisk dagsorden, der giver mulighed for at stille nye spørgsmål. Det er ingen ringe bedrift.

Robert Walker giver i bogens første artikel et bud på, hvilket ’puzzle’ Europa udgør. For det første er ’Europa’ et komplekst fænomen. Det er karakteristisk for den hidtidige integrationsdebat, mener Walker, at den er blevet holdt i alt for simple termer til for alvor at kunne takle integrationens kompleksitet. For det andet følger det af integrationens omfang, at man ikke kan forlige sig på hidtidige politiske/analytiske kategorier til at forstå den. For det tredje mener Walker, at man netop derfor ikke kan bruge den traditionelle integrationsteori til forklare, hvad der sker, fordi den ’grew out of prior distinctions between sovereignty and governance effected by the likes of Hobbes and Locke’ (s. 20).

Dette er en vigtig del af bogens budskab. Selve pointen med europæisk integration er jo, at skellet mellem det nationale og det internationale blødes op eller direkte forsvinder. Dermed forsvinder skellet mellem statskundskab og international politik. Men det betyder ikke, at international politik bliver til statskundskab - eller omvendt. Selve skellet mellem den nationale og den internationale politik, der er konstituerende for denne fagopdeling, er ikke længere relevant. Det betyder, at begge professioner må tage et nyt hensyn til hinandens konstituerende spørgsmål. IP har faktisk været ganske god til at tage spørgsmål om f.eks. governance og legitimitet op. Men statskundskab har i mindre omfang forstået at værdsætte IP’s spørgsmål om f.eks. den sociale organisation af krig og fred.

Begge sæt spørgsmål er imidlertid repræsenterede i International Relations Theory and the Politics of European Integration. Walker, Steve Smith, Nicholas Rennger og Marlene Wind afsøger konstitutionen af ’Europa’ ud fra et teoretisk synspunkt, mens Lene Hansen, Jef Huysmans, Rendall Germain og Lykke Friis og Anna Murphy analyserer konstitutionen af EU som socialt og politisk fællesskab.

Denne serie af artikler - især Walker, Smith, Rennger og Wind - opnår det som må være enhver antologiredaktørs mål, nemlig at artiklerne indbyrdes refererer til hinanden og læst sammen således udgør en tekst, der er langt mere end summen af sine enkeltdele. For folk, der måtte planlægge en litteraturliste om teorier for europæisk integration, er denne serie artikler selvskrevet.

Den empiriske spejling til denne serie viser netop, hvor vigtig disse konceptualiseringer er, fordi de (især for Hansen og Huysmans’ vedkommende) udgør den teoretiske baggrund for stærke, interessante og kompetente analyser.

Bogens anden del beskæftiger sig med sikkerhed. Deltagerne på seminariet, som bogen udspringer af, var sig meget bevidst, at de befandt sig i Københavnerskolens hjemby, og hvis sikkerhedsserien har et fælles referencepunkt er det da også Københavnerskolen. Didier Bigo leverer en interessant kritik af begrebet ’societal sikkerhed’ og kritiserer på denne baggrund københavnerne for ikke at være konstruktivistiske nok. Ole Wæver reflekterer netop over det konstruktivistiske/post-modernistiske element i sin teori og hvordan det forholder sig til det realistiske element. James Der Derian forholder også til konstruktivismen i, hvad der måske er antologiens mest morsomme artikel, hvor han finder, at konstruktivisme er som taget ud af 1950’er SciFi-filmen The Blob (s. 77). The Blob er en gelékugle fra det ydre rum, der æder alt på sin vej.

Alle tre sikkerhedsartikler har et stærkt analytisk element. Bigo ser på, hvordan skellet mellem national og international sikkerhed brydes ned, Der Derian ser på militærteknologiens forandring som betingelsen for en ny sikkerhedskonstruktion og Wæver ser på EU som sikkerhedsaktør (eller måske rettere ordensskaber) i Europa. Det er centrale emner. Imidlertid kunne man som læser have ønsket sig, at det fælles teoretiske referencepunkt blev modsvaret af et empirisk. Der er for eksempel en forbindelse mellem Der Derians beskrivelse af militærteknologi, Bigos analyse af sikkerhedsorganisationer og Wævers fokus på sikkerhedsorden, som de tre artikler peger imod, men som ikke behandles i antologien. Det er beklageligt. Især da det er en forbindelse, som opkomsten af EU’s udrykningsstyrke har givet stor politisk aktualitet.

Men tilbage står, at dette er en ualmindelig helstøbt antologi, og et godt sted at starte for de, der stadig tror, at Europaforskning er kedeligt.