I 1970 definerede Albert Hirschman et af de begrebssæt, som har været med til at sætte strukturen for statskundskabsdisciplinen og vores forståelse af politisk deltagelse (Hirschman, 1970). Begrebssættet bestod i al sin enkelthed i beskrivelsen af tre strategier for politisk deltagelse nemlig: Exit (hvis man er utilfreds med den politik, der bliver ført, eller de politikere, der udfører den, så går man til en anden gruppe eller rejser til et andet sted - man „stemmer med fødderne”), voice (hvis man er utilfreds med den politik, der bliver ført, eller de politikere, der udfører den, så blander man sig, man „løfter sin stemme” og søger via et engagement at ændre de ting, man er utilfreds med) og Loyalty (det handler ikke så meget om at være tilfreds eller utilfreds; for det skifter lidt frem og tilbage, til gengæld så bliver man hos den gruppe, hvor man „hører hjemme”. Man reagerer efter et grundfæstet tilhørsforhold, der kan være baseret på både arv og miljø i den bredeste betydning).

Siden denne bog kom frem (men ikke kun på grund af den) er en af de forskningstraditio­ner, der har vokset sig stærkest, den der omhandler borgernes deltagelse i demokratiet, deres bevæggrunde, deres engagement og, hvilken betydning deres deltagelse har for demokratiet overordnet set. Hvad folket magter tilhører denne tradition, og bogen har - trods den mangfoldighed den afspejler - lagt sig klart på det fokus, som hedder betydningen af befolkningens valg af strategi for enten af vælge at deltage eller vælge at lade være (hvilket blandt andet afspejler sig ved de tilbagevende referencer til exit og voice-begreberne, der er gennem hele bogen).

I kapitel 1 fastlægges bogens grundlæggende præmisser, og det pointeres klart, at der primært diskuteres ud fra deltagelse på det lokale niveau i Danmark, og at vurderingen af denne deltagelses mange variationer bygger på en større spørgeskemaundersøgelse gennemført i 1998. Derefter diskuteres undersøgelsens metode i kapitel 2, hvorefter substanskapitlerne, der er delt op i to dele (henholdsvis kapitel 3, 4, 5 og 6, 7, 8, 9, 10) fylder resten af bogen.

Der skal først knyttes et par kommentarer til metodekapitlet, der er bogens korteste på kun 4 sider. Først og fremmest - hvis man „bare” er en interesseret læser, der gerne vil vide mere om danskerens deltagelse i demokratiet, så lyder anbefalingen herfra, at så skal man droppe metodeforklaringen. Er man til gengæld i forvejen lidt bidt af det der med statistik og metode og problemerne i forbindelse med at bruge surveydata, så er kapitlet klart anbefalelsesværdigt og faktisk en gave, som man sjældent får præsenteret så kompetent. Kapitlet lukker således lige fra starten af for en masse tvivlsspørgsmål, f.eks. ved at fortælle at der spørges ud fra en fuldt struktureret spørgeguide og ved at præsentere en formodning om, at politisk interesse har påvirket udvælgelsen af respondenter, således at der blandt deltagerne er en overrepræsentation af interesserede og modsat hos nægterne. I det hele taget det, at man bliver gjort bekendt med en række saglige overvejelser og afvejninger fra starten, gør, at resten af bogens resultater læses med en større tillid. Og så kan man i øvrigt få spørgeskemaet tilsendt, hvilket betyder, at man kan se forfatterne grundigt i kortene og selv modificere ud fra de spørgsmål, man ikke mener, der er lige ramt i plet. Til gengæld kan så tilføjes, at dette kapitel i højere grad burde have gjort, at den meget konstante modifikation af undersøgelsens konklusioner/resultater med fordel kunne have været i hvert fald delvist erstattet af henvisninger tilbage - nogle gange er det frustrerende at få gentaget, at i virkeligheden kan man ikke sige „det hele” på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse.

I kapitel 3 påpeges det ganske rigtigt, at der er bløde værdier, som det kan være svært at kvantificere og endda sværere at afrapportere. F.eks. ved man ikke helt som læser, om man faktisk selv mener, at det, at: „25% af befolkningen ofte diskuterer lokalpolitiske spørgsmål, mens 33% kun sjældent eller aldrig diskuterer dem....[ligeledes] vidner om et ikke ubetydeligt lokalpolitisk engagement” (s. 29), er en god indikator på engagement. Til gengæld er den eneste løsning, hvis man gerne vil sige noget, som her at gøre opmærksom på problematikkerne samt, hvis muligt, at relatere sig til andre undersøgelser. Begge dele gøres. Overordnet nås der i kapitel 3 frem til tre overordnede udsagn efter en - trods de rosende ord ovenfor - nogle gange lidt for grundig vejen for og imod. De 3 udsagn lyder: For det første at der er sociale forskelle knyttet til det at være aktiv versus passiv. For det andet at man - hvis man er aktiv - synes, at man har indflydelse, og det giver lyst til yderligere aktivitet / engagement. Og for det tredie at man har lettere ved at engagere sig i det nære frem for direkte i den overordnede politik (hvilket jo smukt følger op ikke bare på de i bogen refererede Kaase & Newton, men blandt andre også på Hayek, som allerede i 1946 lagde denne pointe som grund for sit ønske om decentraliserede politiske enheder, Hayek, 1981).

I kapitel 4 ses der på borgerens opfattelse af og deltagelse i brugerbestyrelser. Og her er en af de vigtigste resultater, at mange af de brugere, som ikke deltager, er godt tilfredse. „Den som tier samtykker”-devisen gælder her bedre end „Du får ret og jeg får fred”-devisen, der ellers også er et kendt dansk fænomen (der i øvrigt også vurderes i kapitlet). En mindst lige så vigtig og til dels modstridende konklusion er, at den uformelle påvirkningskanal, som fungerer via direkte kontakter og netværk, er den, der tæller mest.

I kapitel 5 er pointen, at foreningernes rolle i demokratiet ikke alene skal vurderes ud fra deres betydning i forhold til det formelle politiske system, men også ud fra om de er selvstyrefællesskaber. I kapitlet identificeres blandt andet to idealtype-forståelser af betydningen af foreninger for demokratiet. Hvor den ene er, at foreningerne i sig selv udgør autonome fællesskaber, som kan være for eller imod de etablerede institutioner. Den anden er, at foreningerne har en rolle som skabere af demokratisk kompetence. Foreningerne i denne sidste forståelse træner borgerne i demokratiet, og de fungerer samtidig som et bindeled mellem de politiske institutioner og borgerne.

Herefter gennemgår kapitlet samfundsudviklingen fra 1930`erne og frem til i dag, hvor alle udviklingstendenser peger på, at foreningskulturen skulle være svækket, hvilket gør aflæsningen af data ekstra spændende; for via dem bliver konklusionen, at borgerne stadig flittigt melder sig i forening endda som oftest i flere af gangen. Til gengæld er der flere ældre og færre unge, som føler sig tiltrukket at foreningslivet, og det giver jo en vægtig modifikation af resultatet. Desuden bør man holde sig for øje, at foreningerne her defineres meget bredt og ikke helt dækkes ind af beskrivelserne af de autonome versus medborgerskabsskabende foreninger (det skal dog retfærdigvis bemærkes, at dette kort diskuteres mod slutningen af kapitlet). Således trækker Brugsforeningsmedlemsskab godt op i det samlede medlemstal - især efter genindførelsen af rabatordninger for medlemmerne.

Samlet om første del (kap. 3, 4 og 5) kan siges, at der er en rigtig god udnyttelse af data og andre kilder; men nogle gange ville læsevenligheden have været større, hvis vi havde fået lidt mere at vide om lidt mindre, og hvis der var blevet opstillet færre analysespørgsmål.

 I kapitel 6 deles op i borgernes handlings- og vidensressourcer, hvilket knytter an til en spændende og kendt diskussion af forudsætningerne for at udøve magt (se f.eks. Downs, 1957). Ydermere deles op i ressourceanvendelse og opfattelse af ressourcer på lokalt, nationalt og overnationalt niveau. Og det underbygges - ikke overraskende - at borgerne føler systemet på lokalt niveau er mest responsivt. Undersøgelsen knyttes her an til andre undersøgelser - primært de store valgundersøgelser, da der (meget vist) er sat et par identiske spørgsmål ind om folks opfattelser af påvirkningsmuligheder.

Overordnet gælder for dette kapitel det samme som kapitel 2: Hvis man ikke føler sig hjemme i et univers med faktoranalyser, korrelationer, signifikansniveauer og variansmålinger samt effekter målt i beta, så er man tabt her; men hvis man gør, så er det spændende at følge teknikken, der i alt væsentligt går ud på at konstruere skalaer, der kan måle mere substans end de traditionelt anvendte, og som i følge resultaterne samtidig er disse skalaer statistisk overlegne.

Efter kapitel 6`s fokus på borgernes opfattelser af politisk lydhørhed kobles der i kapitel 7 naturligt over til borgernes engagement i demokratiet, hvor der analyseres ud fra en vurdering af, at deltagelsesdemokratiet er baseret på langt mere end det umiddelbart målbare deltagelsespro­cent ved valg. Der indgår i tolkningen også graden af interesse, engagement og kompetence. En vigtig konklusion på kapitlet - der dog nuanceres næsten i det uendelige - er, at dem, der både vil den politiske deltagelse og også føler, at de kan (overkomme) den, ikke er de mest kritiske. Samt at dem, der er kritiske og deltager, er borgere i en anden „kultur” end dem, som er kritiske og ikke deltager.

Den mest basale forudsætning for et (vel)fungerende demokrati er, at dets borgere har fælles spilleregler - at de deler et normsæt, og det er, hvad kapitel 8 (og til dels 9 og 10) omhandler. Der indkredses i kapitel 8 tre centrale normer, nemlig: lighed, offentlighed og politisk lydhørhed. Men det viser sig blandt andet, at i praksis er den enkeltes normoverholdelse til dels betinget af, om „de andre” også overholder normerne. Og at borgerne generelt vurderer, at der er afstand mellem ideal og praksis i det danske demokrati. Videre påvises der en sammenhæng  - men ikke en kausalitet - mellem det at deltage og have positive holdninger til demokratiske normer. Og der afdækkes en række skilleliner i befolkningen mellem unge og ældre, mænd og kvinder, de kyniske og de ambitiøse. Den skillelinie, der tillægges mest betydning, er, at de unges forhold til politik og demokrati er fjernere end de ældres. Konklusionen er, at for nu er demokratiet i „gode hænder”, men sådan fortsætter det ikke nødvendigvis.

Tolerance handler om at kunne tåle andre individer og deres holdninger, selvom man selv har en helt anden holdning. Derfor er tolerance „en grundlæggende betingelse for både individuel frihed og for demokrati” (s. 221). Og derfor er det interessant at afdække danskernes holdning til politisk tolerance og også deres egen tolerance. Det er, hvad kapitel 9 griber fat i. Her konstrueres en toleranceprofil, og danskerne deles op i tre grupper: De tolerante, De pragmatiske, De intolerante. Kategoriseringen er baseret på både en generel og en konkret „måling” af borgernes tolerance, og det gør, at man faktisk tror på, at profilerne holder. Og så er man også nødt til at finde den konklusion, der drages, troværdig. Den lyder desværre, at: „set under ét er intolerancen altså så udbredt i det danske samfund, at den godt kan give overvejelser om åbenheden i det danske demokrati” (s. 235 jf. s. 236). Som tidligere nævnt kunne forfatterne godt - efter deres indledende forbehold over for surveymateriale - tillade sig at sætte konklusionerne hårdere op; men selv ovenfor citerede „bløde” udsagn kan nok give anledning til en ganske stærk bekymring.

I kapitel 10 lægges med Putnam ud med en beskrivelse af demokratiske normer og vaner ikke bare set som en god sikring af demokrati, men også som en ressource for samfundets gode udvikling - en offentlig social kapitalopbygning. Kapitlets primære formål er at forsøge at spore kilderne til den sociale kapital. Og det påpeges i den forbindelse, at medborgernormerne alt andet lige må skabes i et offentligt rum, hvor alle kan indgå i fællesskab, af hvilken art disse nu må være. Denne holdning opblødes dog løbende, så det til sidst handler mere om fællesskaber end om offentlige rum. Der skiller sig fire kilder ud til en mulig dannelse af social kapital, nemlig: om man har for vane at diskutere politik med andre, om man føler sig politisk kompetent, om man har tillid til de politiske institutioner samt ens foreningsdeltagelse, og det fører frem til følgende formaning: „Styrk den offentlige debat og borgernes muligheder for at deltage i det samfundsmæssige liv” (s. 271).