|
„Vi bad om
arbejdskraft og vi fik mennesker"
Af
Jacob David Jaskov Den store indvandringsbølge startede i 1960’erne, da Danmark havde brug for arbejdskraft. Men, som en schweizisk embedsmand så relevant har udtrykt det i forbindelse med sit land, så fik vi mennesker i stedet. Ifølge Kornø Rasmussen står Danmark snart igen over for samme situation. Vi får igen brug for at importere for unge mennesker, der kan arbejde og være med til at løfte forsørgerbyrden i det aldrende Danmark. Men, som begge bøger tydeligt viser, så er det ikke nok at tænke i arbejdskraftsbaner, når man henter fremmede til landet. Bag opholdstilladelserne gemmer sig mennesker af kød og blod. Mennesker, som har behov, problemer, familie, nysgerrighed, angst, håb og begrænsninger.
"Os og Dem" handler om det multi-etniske Danmark. Det er ikke så meget det Danmark vi kender i nutiden – for landet kan svært kaldes multi-etnisk, når andelen af indvandrere og flygtninge samt deres børn ikke er større end 4,7% af den samlede befolkning – men det, vi uundgåeligt kommer til at se i fremtiden. Det er et faktum, at indvandrerkvinder føder flere børn end etnisk danske kvinder. Indvandrerkvinder føder i snit et barn mere end deres danske medsøstre. Det betyder, at selv om vi vælger at lukke grænserne for al yderligere indvandring, så vil befolkningssammensætningen uundgåeligt ændre sig i en mere farverig retning. Ydermere har vi naturligvis også visse internationale forpligtigelser til at tage os af forfulgte mennesker. Dem kan vi ikke uden dårlig samvittighed og traktatbrud holde ude af landet. Immigranternes hovedvej til landet kan vi næppe heller skære bort. At forbyde familiesammenføringer ville både være umenneskeligt og i øvrigt ramme lige så mange danskere som indvandrere. Halvdelen af alle ægtefolk, som bliver hentet hertil fra udlandet, bliver nemlig hentet af oprindelige danskere. Udgangspunktet i diskussionen bør altså være, at det slet ikke er muligt at bevare landet, som det så ud i gamle dage. Det er desuden heller ikke så underligt, for hvad kan man i det hele taget bevare, som det var i gamle dage – ud over museumsgenstande? Danmark er altså allerede nu et indvandrerland. Det slår Kornø Rasmussen fast med syvtommersøm. Problemet er blot, at danskerne ikke har erkendt det endnu. På trods af vort indvandringsstop modtager vi det, der svarer til 0,23 % af landets befolkning hvert eneste år. Indvandrerlandet USA har til sammenligning en indvandringskvotient på 0,30%. Væsentligste forskel på os og amerikanerne er derfor indstillingen og tonen over for de fremmede, ikke mængden af dem. I USA debatterer man naturligvis også hæftigt, hvordan man skal håndtere de tilkomne og hvorvidt de er til skade eller gavn for landet. Men udgangspunktet er, at nogen kommer til landet. Herhjemme kredser vore tanker derimod stadig om idéen om lukkede grænser. Vi betragter indvandring som et brud på det normale og dermed som noget, der slet ikke burde finde sted. Amerikanerne har en meget mere frugtbar holdning. De ved godt, at der kommer nogen, så derfor handler deres debat mere om, hvem det er, som de får ind i landet – ikke om de får nogen ind. Det betyder ikke, at alle immigranter over there er nøje udvalgte – det er kun 5%, der er så priviligerede – men det betyder, at immigranterne ikke allerede i udgangspunktet bliver skåret over én kam. Og så betyder det naturligvis, at de kan vælge i hvert fald nogle mennesker ud, som de mener måtte være til stor gavn for deres samfund. Sådan tænker vi ikke, selv om det som nævnt snart bliver særdeles aktuelt. De næste 20 år vokser landet befolkning med ca. 300.000 mennesker. Hele tilvæksten sker blandt gruppen af mennesker over 60 år. Det er en fordobling af den gruppe. Yderligere er de danske arbejdskraftsreserver ved at være opbrugt. Kvinderne er kommet væk fra kødgryderne og arbejdsløsheden er historisk lav. Hvem skal udføre al arbejdet, hvis ikke vi får nye unge immigranter ind i landet til at hjælpe os? Sådan lyder Kornø Rasmussens lidt købmandsagtige formaning til danskerne. Tag godt imod dem, for alle andre lande vil også kæmpe om at lokke dem til sig! Hvis ikke, så kan vores velfærdsstat risikere at knække ryggen. Han prøver ikke at moralisere, men søger i stedet at gå fordomsfrit og pragmatisk til værks. Det betyder ikke, at bogen er tom for moralske holdninger, for det er den bestemt ikke, det er bare ikke de tangenter, som der spilles på, når læseren skal overbevises om noget. Det er de økonomiske. Hele bogen kredser om det ovennævnte tema, og belyser det kyndigt ud fra nationalpolitiske, EU-politiske, holdningsmæssige, økonomiske og demografiske vinkler. Den er et godt indspark til debatten mod for eksempel Dansk Folkeparti. For hvordan kan de hævde, at de arbejder for velfærdsstaten og de ældres velbefindende, når de samtidig er imod indvandring? De to mål er ikke modsætninger, men to sider af samme sag. Uden indvandring kan vi ikke sikre de ældre! Bogen er skrevet i en let causerende tone, som gør den meget nemt tilgængelig. Så godt som alle pointer er empirisk underbygget, men alle tal er flettet behændigt ind i teksten, som derfor flyder godt. Eneste indvending mod bogen kunne være, at den mangler at gå dybere ned i det kulturelle/antropologiske felt. Hvad ved vi om kulturel tilpasning? Hvor lang tid tager det? Hvilke kulturer spiller bedre sammen end andre? Her skinner det alligevel lidt igennem, at bogen er skrevet af en økonom.
"Integration i Danmark omkring årtusindskiftet" er et værk med flere forfattere. Hermed opnår man en specialisering, som står helt i modsætning til Kornø Rasmussens syntese-tilgang. Hver del er naturligvis skrevet med helheden for øje, men kan også læses separat. Bogen er primært baseret på 3615 spørgeskema-interviews i otte af de største indvandrergrupper i Danmark samt 50 dybdeinterviews foretaget af den eneste ikke-økonom på holdet, nemlig politologen Hans Jørgen Nielsen. Uden hans afsnit til sidst i bogen mener jeg ikke, at den kunne kaldes for ét samlet værk. Hans medlevende kvalitative tilgang formår heldigvis at runde alle de mange tal af og skaber en mening i al empirien. Hvis det ikke var for det afsnit, ville bogen næsten begå samme fejl, som den førnævnte Schweiziske embedsmand reagerede imod. Som bogen fremstår samlet, er den dog både ekstremt godt statistisk underbygget og får det menneskelige aspekt med. Et eksempel på bogens manglende sans for historie er følgende uddrag: "De to tabeller viser betydelige forskelle fra land til land. Op imod halvdelen var selvstændige inden for primære erhverv eller forretning i Somalia, Pakistan og Vietnam, men der er betydelige andele i faktisk alle lande bortset fra Polen, hvor der til gengæld er relativt mange funktionærer og personer i liberale erhverv og håndværk". Det fortælles ikke, at menneskene fra Polen i høj grad er flygtende dissidenter og jøder, begge grupper fra byerne samt kvinder hentet hertil af danske mænd. Den slags historiske sammenhænge kommer Hans Jørgen Nielsen heller ikke så meget ind på. Det er lidt ærgerligt, men skyldes nok forfatternes valg af metode, som i høj grad er induktiv. Konklusionerne baseres derfor på de forhåndenværende data. Metoden sikrer konklusionerne effektivt mod fordomme, men betyder naturligvis også, at visse overordnede sammenhænge går tabt. Bogen er svær at referere, da der er så mange oplysninger i den. Disse oplysninger er endvidere formidlet nøgternt videnskabeligt og sideordnet. Der er tale om dokumentation og ikke om, at forfatterne prøver at hente en pointe hjem som Kornø Rasmussen. Nogle af oplysningerne er så vigtige eller overraskende, at de fortjener at blive fremhævet. Der er for eksempel kun 1% af indvandrerne, som selv angiver diskrimination som årsag til manglende arbejdsplads. Det tyder endvidere ikke på, at der er tale om megen skjult diskrimination andre steder i systemet, da heller ikke manglen på fx praktikpladser opfattes som at være et problem. Derimod oplever immigranterne, at den største hæmsko for dem på arbejdsmarkedet, er sproget. Dernæst kommer manglende, forældet, irrelevant eller udokumenteret uddannelse. Der er altså tale om konkrete færdighedsproblemer og ikke kulturelle barrierer. Andet steds vises det også, at sproglige færdigheder og arbejdsmarkedstilknytning hænger nøje sammen. Selv om kausaliteten her naturligvis kan gå begge veje, så er der ingen tvivl om, at sproget har betydning. Især ikke når man tager det moderne danske arbejdsmarked i betragtning, hvor behovet for ufaglært arbejde falder støt. Samme problem dukker også frem, når man ser på indvandrernes indpasningstider på arbejdsmarkedet. De bliver længere og længere. Det tager længere tid for dem at finde et job efter, de er kommet til landet i dag end for tyve år siden. Skal man tro på, hvad de selv siger, så er det ikke så meget udtryk for diskrimination, som det er udtryk for vanskeligheder med at opfylde de krav, som en moderne arbejdsplads stiller. Formuleret med Kornø Rasmussens ord, så er mindstelønnen et problem for indvandrernes integration på arbejdsmarkedet. De kan simpelthen ikke honorere de krav, som den løn stiller. Ydermere kunne det tænkes, at incitamenterne til at arbejde er for små. Som Marie Louise Schultz-Nielsen skriver: "21 pct. af de beskæftigede a-kasse medlemmer blandt indvandrere og efterkommere fik færre penge til rådighed ved at have et 37-timers job, fremfor at være ledige på dagpenge. Sættes grænsen op til hvem, der tjente mindre end 500 kr. ved at gå på arbejde, øges andelen til 36 pct. De pågældende andele blandt hele befolkningen i 1996 var hhv. 10 og 20 pct." Selv om man ikke må glemme de langsigtede gevinster ved at have arbejde, så er det alligevel tegn på, at noget ikke hænger helt sammen. Blandt andre interessante oplysninger kan nogle af Eskil Wadensjös resultater nævnes. Efter korrigering for arbejdsløshed og fertilitet, ligger indvandrere og efterkommere nemlig ikke det offentlige mere til last end danskerne. Fødte de lige så få børn og havde de samme arbejdsløshed som danskerne, så ville det være en overskudsforretning at få fremmede hertil. Da det ikke – specielt på lang sigt – er et problem, at de får flere børn, så lader det til, at arbejdsmarkedet må befinde sig i centrum af bestræbelserne på at gøre det rentabelt at få fremmede til landet. Kultur, religion og opholdsgrund er variable uden selvstændig betydning for hvad "de" koster "os". Og så er der naturligvis Hans Jørgen Nielsens kvalitative og sammenfattende del sidst i bogen. Han påpeger, at de fremmede ikke kan anskues som en homogen gruppe. Immigranter har således lige så meget i mod andre immigranter, som danskerne har det. Hvis de fremmede skal anskues i gruppetermer, så er oprindelseslandet en langt mere relevant referenceklasse end det, at de er "fremmede" i landet. Den oplysning går direkte imod et af Kornø Rasmussens forslag om, at de etniske minoriteter organiserer sig så "de" kan gå i dialog med resten af det danske samfund. "De" er ikke en homogen gruppe, som står i modsætning til resten af samfundet. De er lige så forskellige – hvis ikke mere – som danskerne er det indbyrdes. Hans Jørgen Nielsen sammenfatter værkets resultater i følgende konklusion. Årsagskæden fra ankomst til job går groft sagt over den hjemlige kultur som variabel. Den påvirker den almene integration i det danske samfund, som igen påvirker arbejdsmarkedsintegrationen. De fremmede kommer altså ind på arbejdsmarkedet, hvis de også på andre måder bliver en del af samfundet. Det nytter ikke blot at
anskue de fremmede som arbejdere, men det er vigtigt at se, at det er
hele mennesker, vi får til landet. Indrømmet - Kornø Rasmussens bog er mere spændende at læse end Rockwool Fondens moppedreng, idet "Os og Dem" - ud over at være meget velskrevet - også formår at sætte problemerne ind i en interessant sammenhæng. På den anden side kunne man ikke have været foruden netop Rockwool Fondens bog, idet den leverer primært en statistisk men også en kvalitativ dokumentation, som er enestående på området i Danmark. Alle, som er interesserede i emnet bør derfor anskaffe begge bøger, da de samlet står meget stærkere end hver for sig.
Hans Kornø Rasmussen:
Dem og os. |
||||||
|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
© 2001 | Copyright Tusch Design | Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet |
||||||
