DEMOKRATIETS SMÅ PARADOKSER

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001

Af Lasse Thomassen
Den centrale pointe i The Democratic Paradox er en kritik af liberalismens og Den Tredje Vejs vægt på konsensus. Chantal Mouffe tager således fat i John Rawls og Jürgen Habermas som repræsentanter for konsensustankegangen indenfor liberalismen og Anthony Giddens og Tony Blair som repræsentanter for den samme tankegang indenfor den såkaldte Tredje Vej. Fælles for disse er, at de overser, at ethvert samfund nødvendigvis og grundlæggende er konstitueret ved konflikt. For Den Tredje Vej udmønter det sig i den ide, at politik ikke er et nul-sums-spil men et plus-sums-spil. Derved overser Den Tredje Vej dels at samfundet er konstitueret ved en modsætning mellem "os" og "dem" og dels freder Den Tredje Vej økonomisk og social ulighed. Rawls’ og Habermas’ ideer om henholdsvis retfærdighed og den ideelle samtalesituation er ikke bare empiriske umuligheder, men er begrebsligt umulige, dvs. de bygger på en indre og dermed nødvendig umulighed. I det fuldstændigt retfærdige samfund såvel som i den ideelle samtalesituation er der ikke længere brug for politik endsige samtale. I et fuldstændigt retfærdigt samfund og den ideelle samtalesituation står alt stille, og et demokrati à la Rawls eller Habermas ville dermed overflødiggøre sig selv. Heroverfor hævder Mouffe, at demokratiets grænser – f.eks. ulighed - også er dets mulighedsbetingelser. Mouffe plæderer således for, hvad hun kalder et agonistisk demokrati, hvorved hun forstår en mangfoldighed af opfattelser af hvad frihed og lighed skal betyde. I et agonistisk demokrati er personer med forskellige opfattelser af betydningen af frihed og lighed således ikke fjender men derimod "modstandere" (adversaries), som accepterer visse fælles spilleregler. Disse modspillere kæmper om hvilken betydning de to grundlæggende ideer i moderne demokrati skal have: frihed og lighed. Disse demokratiske spilleregler og grundlæggende værdier er hvad de agonistiske modstandere har til fælles; Mouffe taler her om en commonality. Dette er ikke substantielt forskelligt fra en Rawlsiansk eller Habermasiansk opfattelse af demokrati. Der hvor Mouffe er uenig med de liberale er, når det kommer til distinktionerne mellem politik og det politiske samt mellem agonisme og antagonisme. For Mouffe er der ikke blot tale om, at demokrati er en mangfoldighed af politiske opfattelser; for hende er det derimod centralt, at denne mangfoldighed i sidste ende ikke objektiveres. Det skal forstås på følgende måde. I et agonistisk demokrati accepterer de politiske modstandere som sagt et fælles grundlag, og det er dette fælles grundlag, som gør det muligt at objektivere forskellene mellem de politiske modstandere. Det er med andre ord det fælles grundlag, som gør det muligt at afgøre hvem der er agonistiske demokrater og hvem der ikke er. Det, der foregår i et agonistisk demokrati kan vi derfor kalde politik. Men dette er ikke hele historien. I sidste ende er det umuligt at objektivere hele det sociale felt. Ethvert forsøg på at objektivere det sociale felt – f.eks. et pluralt agonistisk demokrati – må derfor bygge på en række eksklusioner. Enhver politisk og social order er således konstitueret ved eksklusion. Det er eksklusionen, som gør objektiveringen mulig (uden eksklusion ingen objektivitet), men samtidig er denne eksklusion grænsen for objektivitet, fordi der ikke er et objektivt grundlag hvorpå man kan forene det ekskluderede med den politiske og sociale orden. Med andre ord: Eksklusion er både mulighedsbetingelse og grænse for enhver social og politisk orden. Forholdet mellem den sociale eller politiske orden og det som denne orden må ekskludere som betingelse for sin egen eksistens er, hvad Mouffe kalder antagonistisk (modsat agonistisk). Mouffe kalder denne dimension for det politiske (the political modsat politics), og det er denne dimension, som den agonistiske demokrati-model modsat den traditionelle liberale demokrati-model tager med i betragtning. Liberalismen og Den Tredje Vej postulerer et punkt, hvor alt kan objektiveres. For Den Tredje Vej er dette punkt det konfliktløse samfund, for Rawls er det uvidenhedens slør, og for Habermas er det den ideelle samtalesituation. I alle tre tilfælde bygger demokratiets legitimitet på, at alle kan inkluderes i det samme – retfærdige - rum. Agonistisk demokrati er derimod ifølge Mouffe i stand til at transformere antagonistiske relationer om til agonistiske relationer. Fordi agonistisk demokrati insisterer på en gensidig mediering af antagonisme og agonisme, mister det aldrig sit antagonistiske fundament helt af syne, og dermed kan den agonistiske demokrati-model bedre forholde sig til og være en bedre modspiller til f.eks. højreekstremisme.

The Democratic Paradox er en let læst lille samling af artikler med desværre alt for mange til tider næsten ordrette gentagelser. Man kan således med fordel nøjes med at læse en eller to af bogens artikler. Jeg er stort set enig med bogens politiske såvel som teoretiske konklusioner. Alligevel har jeg en række forbehold over for den måde Chantal Mouffe argumenterer på, forbehold som udtrykker at bogens argument med fordel kunne uddybes og udvikles.

For det første er der Mouffe’s konklusion om, at der er en nødvendig indre modsætning i demokrati, som jeg er enig i. Det, vi må spørge os selv om, er imidlertid om dette kun er en modsætning mellem folkesuverænitet og rettigheder, som Mouffe påstår, eller om der ikke i tillæg er en indre modsætning i henholdsvis folkesuverænitet og rettigheder. Jeg kan ikke se hvorfor Mouffe - med sit post-strukturalistiske udgangspunkt – ikke går dette skridt videre.

For det andet er der et problem med den måde, hvorpå Mouffe argumenterer. Mouffe tager udgangspunkt i Jacques Derrida, Ludwig Wittgenstein, Carl Schmitt med flere, og herudfra kritiserer hun opfattelsen af demokrati som konsensus. Det er således ikke en empirisk kritik af ideen om konsensus som grundlag for demokrati. Dette er helt på sin plads i og med at eksempelvis Rawls og Habermas ikke ville blive ramt af en sådan kritik, da de ikke behøver en empirisk konsensus, men kan nøjes med en konsensus som en slags regulativ ide. I og med at Mouffe ønsker at påpege en indre begrebsmæssig modsætning, ville det dog være mere galant og ikke mindst effektivt at lave en intern og begrebsmæssig kritik af Rawls, Habermas og Den Tredje Vej. Som argumentet står nu, må man først acceptere det post-strukturalistiske udgangspunkt (dvs. Derrida, Wittgenstein og Laclau & Mouffe) før man kan acceptere konklusionerne. Hvis du som udgangspunkt ikke har accepteret det post-strukturalistiske argument, er det svært at se, hvordan bogen skal overbevise dig.

Endelig er der Mouffes skelnen mellem antagonisme og agonisme. Et rigtigt antagonistisk forhold (antagonism proper) er et forhold mellem fjender, dvs. mellem "personer som ikke har noget fælles symbolsk rum" (side 13). I et antagonistisk forhold er man ikke blot uenige, uenigheden kan tilmed ikke udtrykkes symbolsk, dvs. objektiveres. Samtidig lægger Mouffe vægt på, at der ikke kan være et perfekt venskab, fordi et perfekt venskab ville være som en perfekt og fuldstændig gennemsigtig konsensus. I et samfund med fuldkommen venskab og konsensus ville der ikke være brug for eller plads til politik. Det som vi må føje til Mouffes argument her er, at der heller ikke kan være et rent fjendskab. Ligesom venskab ikke kan opstå uden man har hemmeligheder for hinanden, dvs. uden at der er noget som ikke er fuldkomment gennemsigtigt, således kan fjendskab heller ikke opstå uden nogen fælles berøringsflade. Hvis vi kunne forestille os en ren fjende, dvs. en fjende som kun var en "ren" fjende, ville en af konsekvenserne være, at elimineringen af fjenden være enden på al politik. Vi må derimod insistere på, at politik starter med den gensidige mediering og dermed kontaminering af ven og fjende, og at denne gensidige mediering og kontaminering ikke kan overkommes. Det betyder også, at når demokrati betyder transformeringen af antagonisme til agonisme, må det betyde, at en demokratisk orden må forholde sig til, at det er konstitueret af eksklusioner, og at demokrati må forholde sig til disse eksklusioner. Det kan ikke – og her er det ikke helt klart hvad Mouffe egentlig mener – betyde en oversættelse af antagonistiske relationer til agonistiske relationer, fordi antagonisme netop er det, som ikke kan oversættes og objektiveres. Chantal Mouffes argument mod liberalismen og Den Tredje Vej er således ikke et argument for mere eller mindre inklusion, men derimod et argument for et andet forhold til hvad eksklusion betyder.