POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 4  - FILM OG POLITIK -OKTOBER 2001

Af Anders Wivel

Europa har forspildt det seneste årti. Afslutningen på den Kolde Krig gav de europæiske beslutningstagere en unik mulighed for at udvide deres integrationsprojekt både i dybden og i bredden. I stedet for at gribe denne chance for at skabe et EU, der opfyldte de mål om fred, velstand og en stadig tættere union, der blev formuleret af integrationsprocessens fædre i 1950erne, undlod europæerne at tilpasse deres politik til de nye muligheder og forlod sig i stedet på en fortsættelse af den markedsintegration, der havde vist sig mulig under den Kolde Krig. Ganske vist er det europæiske integrationsprojekt blevet uddybet, når det gælder pengepolitik og sikkerhedspolitik, og ganske vist er det jerntæppe, der delte Europa i mere end fyrre år nu væk, men integrationsprojektet er fortsat baseret på nationale interesser, og jerntæppet er nu erstattet af et glastæppe, der gør det muligt for central- og østeuropæerne at se ind til - men ikke være en del af - det forjættede Europa, som de længe er blevet lovet adgang til. Det er det provokerende udgangspunkt i Erik Holms nye bog The European Anarchy: Europe’s Hard Road into High Politics. Bogen identificerer en række aktuelle europæiske problemer, analyserer årsagerne til problemernes opståen og fortsatte eksistens og formulerer en vision for hvordan Europa kan løse - eller i det mindste mindske - problemerne i de kommende år.

Som udgangspunkt for analysen skelner Holm mellem high politics og low politics. High politics definerer han som ”the core policies of a sovereign state relating to the common interest in peace and prosperity which in the post-modern world are represented by the issues of security and of money”, mens low politics defineres som “the politics of reconciling conflicting interests” (p. 10). Bogens formål er at give en grundig analyse af, hvad Holm betegner som de to væsentligste dimensioner af high politics, sikkerhed og penge, for at undersøge, hvordan de er koblet til moderne politisk kultur. Hovedargumentet er, at det er muligt at skabe et Europa, der giver plads til både nation og union, hvor fred kan opretholdes og nationalstater kan øge deres velfærd, men at dette vil kræve en grundlæggende nytænkning af den europæiske orden, der kræver, at EU bliver i stand til at varetage både penge- og sikkerhedspolitik langt mere effektivt end i dag.

Bogen er - som Holm gør eksplicit opmærksom på i forordet - ikke en akademisk afhandling men snarere et personligt manifest, der indarbejder indsigter fra en række akademiske discipliner, primært økonomi og statskundskab og sekundært historie, jura, sociologi, socialpsykologi og antropologi. Der er ydermere ikke tale om et forsøg på at skabe en syntese mellem ideer fra disse discipliner eller give en systematisk diskussion af relevante teoretiske perspektivers forklaringskraft i forhold til bogens emne, men snarere en eklektisk og bredt anlagt analyse, der følger den europæiske udvikling fra de antikke græske og romerske civilisationer og frem til i dag. Den eklektiske og multidisciplinære tilgang gør, at bogen ikke umiddelbart lader sig placere indenfor en teoretisk skole. Dog spores inspiration fra klassiske, engelske realister og dele af argumentationen tager afsæt i engelsk skole teoretikeren Hedley Bulls tanker om det internationale samfund, der dog havde fortjent en grundigere og mere præcis diskussion. Også den centrale skillelinje mellem high og low politics antyder et slægtskab med klassisk realisme, selv om Holm tager eksplicit afstand fra Morgenthaus og andre amerikanske realisters suverænitetsopfattelse, og selv om det er tydeligt at bogens inspirationskilder er mange og forskelligartede.

The European Anarchy er utraditionel for en bog om Europas aktuelle politiske orden i den forstand, at den søger at medtænke - og i en vis grad sammentænke - regionens politiske kultur og idéhistoriske udvikling i et meget langt historisk perspektiv og regionens politiske udvikling efter Anden Verdenskrig. Dette utraditionelle udgangspunkt afspejler sig i bogens struktur. I første kapitel introduceres de centrale problemstillinger og analysens grundlæggende begreber defineres. Kapitel 2 opsummerer udviklingen fra tiden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag og identificerer de problemer, som Europa står overfor. Kapitel 3 og 4 diskuterer Europas politiske kultur fra de græske og romerske civilisationer over renæssancen og den europæiske nationsdannelse og frem til det tyvende århundrede. Kapitel 5, 6 og 7 behandler Europa i dag med fokus på henholdsvis pengepolitik, sikkerhedspolitik og østudvidelse. Endelig præsenterer Kapitel 8 en vision for de kommende års europæiske samarbejde.

Historiske udviklinger og aktuelle udfordringer: På vej mod et europæisk imperium?
Det er en af bogens væsentligste pointer, at vi må medtænke Europas politiske kultur og idéhistoriske udvikling, hvis vi skal forstå Europa i dag og formulere visioner for regionens fremtid. Holm identificerer derfor tre politiske sub-kulturer i Europa - styre ved Gud, styre ved staten og styre ved folket - der diskuteres i sammenhæng med Europas historiske udvikling og kobles til fremkomsten af den moderne europæiske nationalstat. Ikke alt i denne del af bogen er lige relevant for den efterfølgende analyse af Europa i dag, og den meget lange historiske periode, som diskussionerne behandler, betyder at en del pointer kun berøres ganske kort og overfladisk.

Analysens fokus på fremkomsten af den moderne europæiske nationalstat er dog velvalgt og leder naturligt frem til en identifikation af den udfordring, som Holm anser for at være den væsentligste for EU i disse år: Dilemmaet mellem på den ene side at gøre EU til en handlekraftig og effektiv aktør i penge- og sikkerhedspolitikken og på den anden side at respektere nationalstaterne og give plads til deres fortsatte eksistens. Dette dilemma viser sig både i relation til penge- og sikkerhedspolitikken og i forhold til østudvidelsen. Samtidig står Europa overfor nye udfordringer i forhold til USA, der fortsat spiller en afgørende rolle i regionen. Holm præsenterer en spændende analyse af den pengepolitiske udvikling og viser overbevisende, hvordan denne udvikling har medført en afpolitisering af penge indadtil i regionen og en politisering af penge udadtil, særligt i forhold til USA. Analyserne af sikkerhedspolitik og EU’s østudvidelse har en mere generel karakter. Særligt kapitlet om østudvidelsen formår dog at problematisere sit emne på tankevækkende vis og illustrerer, hvordan et fortsat fokus på økonomiske faktorer kombineret med fraværet af en effektiv politisk dimension fungerer som hæmsko for integrationen af disse lande.

Bogens sidste kapitel formulerer med afsæt i disse temaer en vision for fremtidens Europa med udgangspunkt i den tyske udenrigsminister Joschka Fischers tale på Humboldt Universitetet i maj 2000. Fischers fortjeneste er, ifølge Holm, at han kobler spørgsmålet om Europas fremtidige orden til de nuværende nationalstater på en måde, der gør os i stand til at tænke ud over den politiske orden, som vi kender i dag. Europas opgave i dag er således ikke ulig den opgave, som europæerne og amerikanere stod overfor i sidste del af det attende århundrede: At skabe en ny politisk enhed, som vi endnu ikke har et dækkende navn for.

Bogens løsning på denne problematik er konstruktionen af “an overarching order for a European Empire - a “framework union” whereby Europe defines itself politically and geographically, and within which not only the present European Union of low politics can thrive, but where the existing nation-states have room to breathe” (p. 253). I overensstemmelse med bogens generelle argument må denne orden både have pengepolitisk og en sikkerhedspolitisk dimension, “adapted to the two dimensions of high politics, whithin which there is a clearly defined authority, legitimised by consent and equipped with power” (p. 253-254). I pengepolitikken betyder det en zone for monetær stabilitet, og en erkendelse af at penge handler lige så meget om politik som om økonomi. I sikkerhedspolitikken betyder det øget fokus på beskyttelsen af demokratisk stabilitet og menneskerettigheder i Europa.

Dette er en noget overraskende vision for en bog, der de foregående kapitler har fokuseret på europæernes manglende evne til effektivt at håndtere storpolitiske emner som sikkerhed og penge. Som Holm erkender, umiddelbart før han fremlægger sin vision, “if we stopped here, we would have to conclude that the path into high politics for the European project is nothing but a dead-end street” (p. 251). Hvilke faktorer kan på den baggrund føre til visionens gennemførelse? For Holm synes svaret at være den nuværende ordens ineffektivitet kombineret med politisk vilje baseret på både fælles interesser og fælles identitet. Her kunne man have ønsket sig en mere præcis analyse af, hvordan visionen kunne realiseres, herunder hvilke aktører både i og udenfor regionen, der kunne spille en væsentlig rolle for visionens gennemførelse, og hvilke der kunne have interesse i og magt til at forhindre den.

Et europæisk anarki?
The European Anarchy rummer en række spændende pointer og delanalyser, ikke mindst i diskussionen af ØMU’ens politiske konsekvenser og forholdet mellem Europa og USA. Bogen er dog også problematisk. Det gælder særligt karakteristikken af Europa i dag samt af udviklingen det seneste årti. Holm har et væsentligt argument og en original tilgang til emnet, men en yderligere problematisering og dokumentation af hans grundlæggende pointe om, at 1990erne var et spildt årti savnes, selv om bogen påpeger en række væsentlige problemer i den nuværende orden. Samtidig havde det styrket argumentet, hvis Holm i højere grad var gået ind i en diskussion af to af analysens kernebegreber anarki og imperium. På baggrund af at det ene begreb indgår i bogens titel, mens det andet er centralt i den vision, der opstilles, er det overraskende, at læseren kun efterlades med få og overfladiske bemærkninger om disse begrebers karakter. Det samme gælder som nævnt ovenfor diskussionen af det internationale samfund. Endelig kunne en strammere redigering og prioritering af stoffet, særligt i bogens første halvdel, have styrket analysens sammenhæng, og et skarperes fokus på pengepolitikken og en udvidelse af analysen af denne problematik på bekostning af bogens andre emner have bidraget til at bogen med større præcision end det er tilfældet nu kunne skrive sig ind i aktuelle debatter. Trods disse indvendinger har Erik Holm skrevet en usædvanlig bog, der på ofte interessant vis kobler aktuelle europæiske problematikker med Europas politiske kultur og idéhistoriske udvikling.