En politologisk buket

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001

Af Peter Lind
Politologi i praksis er udgivet af Roskilde Universitetsforlag med Anders Berg-Sørensen som redaktør. Bogen indeholder otte artikler, som ifølge bagsiden skaber "et overblik over den politologiske traditions forgreninger og pejlemærker". Det er overdrevet. Der er ikke tale om oversigtsatikler som sådan, og det er det nye, som er i fokus - og der er meget at hente.

Bogen indeholder således en række forskellige bud på hvad der aktuelt føres af empirisk forskning indenfor forskellige politologiske forskningsfelter, ofte kombineret med sobre tekniske og teoretiske betragtninger. Lad mig give nogle eksempler fra bogen.

Thomas Christiansen og Knud Erik Jørgensen demonstrerer for eksempel på udmærket vis anvendelse af en socialkonstruktivistisk tilgang inspireret af Giddens’ strukturationsteori på næsten 50 års reformer af forskellige traktater i Den Europæiske Union. De vigtigste processer for disse reformer af EU er for forfatterne de regler og vaner, som langsomt etableres gennem kontinuerlige kontakter mellem en lang række mere eller mindre anonyme institutionelle aktører, og ikke diskussionerne på ofte dramatiske topmøder med massiv dækning fra pressens side. Disse mere beskedne aktører kan være dommere fra EU-domstolene eller fra de nationale domstole, medlemslandenes parlamentarikere eller embedsmand fra ministerrådssekretariatet eller kommissionen.

I tidsrummet mellem regeringskonferencen i Maastricht og Amsterdam har der således være tale om mere eller mindre vedvarende kontakter, forslag, diskussioner, vedtagelser, som ikke alene involverer regeringsmedlemmer, men også mange andre politiske aktører. Gennem deres indbyrdes samspil dannes en lang række fortilfælde, forudgående aftaler, skrevne og uskrevne regler, nye internationale normer og sædvaner, som hele tiden opdateres i takt med ny udvikling i forskellige sammenhænge. Det kalder forfatterne med et vistnok lidt ukorrekt fransk udtryk for "acquis confériencielle".

Det er spændende læsning for enhver, der forsøger at følge bare lidt med i, hvad der rører sig i Europa. Det giver også et godt indblik i nye tanker og betragtningsmåder indenfor faget International Politik. Forfatternes hovedpåstand, at de hermed kan pege på processer, som de nationale regeringer ikke har kontrol med og som nærmest gør Europæisk udvikling mod en føderation uafvendelig, er derimod nok stærkt overdrevet. De nævner selv Luxembourg forliget fra 1965, hvor De Gaulle fik stadfæstet vetoretten for "high politics". Fra nyere historie kan nævnes eksempler på, at indgriben fra enkelte nøgleaktører netop kan ændre historiens gang. Mitterand og Kohl traf udenom de normale kanaler en aftale, hvorefter de nationale valutaer skulle udgå kort tid efter indførelse af Euro. Det må siges at være en sådan historisk beslutning.

Jens Peter Frølund Thomsens artikel om statens autonomi under Thatcher i England giver ikke anledning til tilsvarende forbehold. Den er usædvanligt klart og velskrevet, og læseren efterlades med følelsen af, at bedre kan den historie ikke fortælles. Han bringer ind en diskussion af engelske Bob Jessops begreb om hegemonisk autonomi i sammenhæng med tilsvarende betragtninger af to amerikanske statsteoretikere, Theda Skocpol og Erik A. Norlinger. Artiklen sluttes af med velovervejede refleksioner om anvendelse af den valgte teoretiske ramme.

Hverdagsmagere, myndiggørelse og governance er nogle af de begreber, som Allan Dreyer Hansen anvender i sin artikel om "Demokrati og studiet af demokratiske identiteter". I forhold til de øvrige er artiklen nok mere tentativ og eksplorativ, hvilket er forståeligt, når forfatteren træder på forholdsvis ny grund og samtidig på prisværdig vis søger at holde forbindelse tilbage til de danske klassikere Hal Koch og Alf Ross.

Langt mere sammenhængende og velartikuleret er et forsøg af Henrik P. Bang og Torben Bech Dyrberg på at knytte tilsvarende begreber ud fra eksempler hentet fra indre Nørrebro med betragtninger fra James Fishkin, Benjamin Barber og ikke mindst John Rawls’ politiske liberalisme. Diskussionen om demo-eliter, hverdagsmagere, netværkssamfund og empowerment sættes i forbindelse med begreber fra Rawls såsom overlappende konsensus, "comprehensive doctrines" og fornuft i forskellige former. Der argumenteres solidt og stringent på et terræn, som stadig forekommer noget uvant for de fleste. Det er god læsning.

Der er 3 andre bidrag, som kun vil blive nævnt. Thomas Pallesen interesserer sig for institutionel teori i det offentlige, Anders Berg-Sørensen beskæftiger sig med etik i politik og forvaltning og Hanne Malene Dahl med diskursanalyse med kønsbriller. Der er noget at hente i hver af disse artikler.

Det bedste bidrag af dem alle er dog det af Jakob Torfing og Eva Sørensen. Det et studium af hvordan kulturhuset i Skanderborg er blevet til. Det er også et overbevisende eksempel på hvordan Foucaults magtanalyse med fordel kan anvendes.

Kort fortalt er historien den, at Skanderborg i 1960’erne og 1970’erne var en by i markant nedgang, truet af Århus i nord og Horsens i Syd. Et nyoprettet kommunalt erhvervsråd fik held til at omdefinere Skanderborgs profil og ikke mindst til at tiltrække egensudviklingsmidler. For dem at se ville et kulturhus ville være et plus for byen. Afgørende var dog en højmotiveret og dygtig gruppe af kulturinteresserede, som formåede at udvikle en diskurs, som trængte igennem de lokale dagblade, diverse borgermøder og mange kulturarrangementer. Diskursens hovedpointe var, at et kulturhus ville skabe en tiltrængt fællesskabsfølelse og virke til inspiration for nuværende og kommende borgere. Denne diskurs fik opbakning fra erhvervskredse, kulturaktivisterne og dele af rådhuset, herunder især borgmesteren fra Venstre.

Diskursen udviklede sig i markant modsætning til det højkulturelle musikhus i Århus, og der blev lagt vægt på det jævne og det tilgængelige, blandt andet ved at et antal arrangementer blev organiseret i forskellige ledige lokaler i byen. Denne diskurs formåede at undertrykke andre, konkurrerende diskurser

Den ene af disse var, at pengene bedre kunne anvendes på social-, ældre og børneområdet, og blandt andet havde et medborgerhus længe været tiltrængt. Den diskurs var holdt af Socialdemokratiet og SF i byrådet. Det blev imødegået med, at et medborgerhus var for sociale tabere, som ikke kunne medvirke til at sætte Skanderborg på landkortet på samme måde som et kulturhus. Medborgerhusets tilhængere havde heller ikke ressourcerne til at trænge igennem medier på samme måde som kulturhustilhængerne. Der blev også gjort et ihærdigt arbejde med at understrege, at tingene gik efter tur i Skanderborg og at det nu var kulturhusets tur. Endvidere ville kulturhuset blive drevet af frivillige. Folket var med.

Den anden diskurs var, at kommunens omegnslandsbyer igen ville blive forfordelt i forhold til centrum. Der var ressourcestærke folk, der identificerede sig med denne alternative diskurs, men de kom for sent og formåede ikke at skabe en alternativ stemning. De fik nogen støtte til lokale forsamlingshuse og blev i øvrigt udmanøvrerede..

Jacob Torfing og Eva Sørensens artikel indeholder desuden en kortfattet redegørelse for de forskellige magtbegreber, som indgår som fast pensum her på instituttet. Det er kendt stof og behandles kursorisk. Deres mere indgående redegørelse for netop Foucaults diskursive magtopfattelse er velskrevet, klar, koncis. Der er naturligvis tale om en fortolkning, hvor de uden tvivl skeler til andre diskursteorier, men det er en fortolkning, som gør hans begreber forståelige, praktiske og direkte anvendelige for politologisk forskning. Dertil knyttes en række overvejelser om de nordiske magtudredninger i ly af disse forskellige magtbegreber.

De kombinerer på heldig vis en udmærket teoretisk fremstilling med en levende, detaljeret og overbevisende "case-study". Deres artikel udviser således på sin vis mange af de samme kvaliteter, som gør Robert Dahl’s snart 50 årig studium "New Haven" til en klassiker.