POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 4  - FILM OG POLITIK -OKTOBER 2001

Af Anders Tjalve og Casper Sylvest

 I indledningen til sin nye bog International Relations. Political Theory and the Problem of Order gør forfatteren Nicholas Rengger meget ud af, at han har en baggrund i politisk teori og derfor ikke rigtigt følger sig hjemme i International Politik-disciplinen (IP). Indlysende er det da også, at han har en langt bredere referenceramme end de fleste; den alenlange ’udvalgte litteraturliste’ taler sit tydelige sprog. Alligevel må man efter endt læsning stille sig spørgsmålet: Hvor meget af Renggers ensomhed skyldes en proklameret anderledes tilgang til IP, og hvor meget skyldes en tilfredshed med et selvvalgt eksil?

Ifølge Rengger lider IP af akut vitaminmangel: Den er for praktisk fokuseret, selvcentreret og teoretisk anæmisk i forhold til de bredere human- og samfundsvidenskaber! Hvis disciplinen skal overleve må den hente inspiration fra teorier, der normalt opfattes som modstykker til IP. Her tænker Rengger navnlig på politisk teori. For at formulere og angribe det ordensproblem, der burde udgøre omdrejningspunktet i IP, er det nødvendigt at inddrage diskussioner fra politisk teori og filosofi. Omvendt kan den politiske teori også profitere af samarbejdet, idet den implicit opererer med staten som demarkation for fællesskabet, en antagelse, Rengger ikke mener, er tidssvarende. Når Rengger således agiterer for, at vi teoretisk må overskride skellet mellem det indre og ydre af staten – mellem politisk teori og IP – kan det næppe siges at være en ny og epokegørende pointe, og det er da heller ikke det, der retfærdiggør bogen. Det nye er perspektivet: Rengger vil analysere, dissekere og evaluere IP’s forskellige svar på ordensproblemet.

Orden på ordensproblemet

Med inspiration fra den noget oversete franske sociolog og IP-teoretiker Raymond Aron formulerer Rengger et ordensbegreb, der samtidigt indeholder en kritik af traditionel IP: ”Order must be both ’normative’ and ’explanatory’. In IR Theory, as we shall see, it has, in fact, always been both, though not always explicitly” (p. 18). I dette citat gemmer der sig to pointer: For det første den vante, at ethvert begreb om orden aldrig er en normativt uskyldig beskrivelse af verden. Det vil sige, teorien og i dette tilfælde ordensbegrebet påvirker, hvad man ser. For det andet bør ordensbegrebet deskriptive og normative elementer begge være eksplicitte.

For at illustrere hvor centralt ordensproblemet (i en specifikt moderne afskygning) står i IP, hævder Rengger, at disciplinen grundlæggende har besvaret spørgsmålet om orden på to måder: På den ene side finder vi dem, der vil forvalte orden (realisme, Engelsk Skole og varianter af liberalistisk teori). På den anden side dem, der vil udover ordensproblemet (på de præmisser det i dag formuleres), da de mener det aldrig definitivt kan - eller bør – løses (kritisk teori og poststrukturalistisk teori). Udforskningen af både de beskrivende og normative dele i disse fem teoriklyngers syn på orden udgør bogens fem centrale kapitler.

Her undrer man sig imidlertid: Hvis formålet er at udvide IP-disciplinens horisonter og undslippe dens selvcentrerede teoriverden, hvorfor er det så netop IP-disciplinens (nye og gamle) kanon, der skal strukturere bogens argument? Renggers formål hermed må være at vise, at netop IP mangler redskaber til at kunne formulere og ’løse’ ordensproblemet på tilfredsstillende vis, da sammenhængen mellem deskriptiv og normativ teori negligeres. Selvom man kunne forledes til at tro, at netop Renggers svar på ordensproblemet ville være bogens hovedpointe, er det desværre først i den noget korte epilog, at læseren får et bud på, hvordan det bør håndteres – og inden læseren når så langt gennemfører Rengger en sand tour de force gennem IP’s noget brogede teori-landskab.

Bogens fem centrale og meget IP-fokuserede kapitler er generelt af høj kvalitet. Læseren får bestemt indtryk af, at Rengger kan mere end at parafrasere teorierne. Det er dog som om analyserne har svært ved at finde sit publikum. De indeholder både pædagogiske introduktioner til forskellige teorier og umiddelbart efter avancerede og abstrakte analyser af selvsamme teorier. Man kunne ønske sig mere balance i fremstillingen. Ligeledes undrer det, at man kun i begrænset omfang hører om den famøse politiske teori, på hvis vegne den tværdisciplinære ambition også fremsættes. Til tider antager analysen form af at være en avanceret introduktion til teorier om international politik og er som sådan skrevet udelukkende til læsere med interesse for (selvcentreret?) IP – og det er næppe intentionen.

Det ændrer dog ikke på, at analyserne er indsigtsfulde, og at de faktisk formår at bidrage med nye indsigter, selvom emnerne er grundigt gennemtærskede. Specielt i kapitlerne om realisme (kap. 1), varianter af liberalistisk teori (kap. 3) og kritisk teori (kap. 4) får læseren en fornemmelse af Renggers stærke analytiske blik. Analyserne af Engelsk Skole (kap. 2) og af nyere (og næsten udelukkende etik-orienteret) poststrukturalistisk teori (kap. 5) fremstår derimod mere på det jævne.

For at fremhæve et blandt mange eksempler på Renggers utraditionelle analyser: Den demokratiske fredstese har i de senere år fået en meget fremtrædende position både i den akademiske disciplin og i vestlige udenrigsministerier. Tesen udfordrer til at blive analyseret, idet den både indeholder et deskriptivt element (demokratier ikke går i krig med hinanden, men er ganske villige til at gå i krig med andre ikke-demokratiske stater) og et normativt element (stater bør være demokratiske). Den mere traditionelle debat om den populære tese er oftest fokuseret på validiteten af de historiske data eller definitionen af krig (typisk et tabstal på over 1000 mennesker). Hos Rengger bliver tesen derimod ’dissekeret’ med henblik på at vise, hvilken normativ forståelse af orden den indebærer. Det altoverskyggende problem er tesens forståelse af demokrati, der defineres som noget teknisk eller proceduralt: Eksistensen af frie valg gør et demokrati. Denne demokratiforståelse er ekstremt bundet til staten som autoritetsform. Med dette fokus er tesen kun i stand til at forholde sig til en ”…decreasing part of overall international conflict” (p. 119).

Det har primært to normative konsekvenser: For det første dækker tesen over, at liberale demokratier opfører sig som stater – ”that is, badly” (p. 120). Hermed skal forstås, at andre mere fremtrædende aspekter af magtanvendelse i moderne international politik end den mellemstatslige krig forbliver uproblematiseret i den demokratiske fredstese. For det andet hævder Rengger, at tesen legitimerer en normativ orden bygget på de dominerende stater – ”a world politics that is still clearly and effectively structured around fundamental and increasing inequality and either active or passive power” (Ibid.). Som i dette tilfælde tilbyder Rengger gennem hele bogen sine læsere (i hvert fald de af dem, der har kendskab til IP) en række klare, kritiske og dybdeborende analyser. Spørgsmålet er snarere, om Renggers ambition om tværfaglighed opfyldes.

Sociologien der blev væk

Nicholas Rengger ved meget og har læst endnu mere, hans referenceramme er overvældende, og hans litteraturliste som nævnt uendelig. Netop derfor er det ekstra mærkeligt, at man efter læsningen af hans bog sidder tilbage med en følelse af, at der mangler noget ganske oplagt, nemlig diskussioner af sociologisk teori herunder især den såkaldte historiske sociologi, som den bedrives af Charles Tilly, Michael Mann og Anthony Giddens. Man undrer sig over, hvorfor Renggers tværdisciplinære ambition ikke rækker til den sociologiske søsterdisciplin, der om noget kan siges at have ordensproblemet som omdrejningspunkt.

Allerede Karl Marx var interesseret i at afdække, hvordan den kapitalistiske sociale orden var fremkommet i Europa, og hans teori indeholder som bekendt også i høj grad normative perspektiver. Samme tankegang går igen hos Max Weber, der ligeledes gennem komparative historiske analyser søger at besvare spørgsmålet om, hvorfor den europæiske orden er anderledes end i andre dele af verden. På det seneste har en bunke sociologer med Giddens, Mann og Tilly i spidsen taget samme komparative og historiske perspektiv op igen, og selv om deres analyser bestemt må siges at indeholde flere deskriptive analyser end normative overvejelser af den herskende nationalstats-dominerede orden, må man alligevel undre sig over, hvorfor ingen af disse forfattere er nævnt. Man kan selvfølgelig ikke kritisere Rengger for ikke have læst alt, men når han nu netop har læst så uforholdsmæssigt meget, undrer det alligevel, at ønsket om tværfaglighed ikke også udfordrer de institutionelle grænser mellem politologi og sociologi. Styrken forbliver klart den kritiske analyse af IP, og ikke overraskende falder Rengger da også (ifølge ham selv) uden for alle de teorier, han analyserer.

Den teoretiske huleboer

Helt i tråd med Renggers forsøg på at sætte sig uden for traditionelle IP-debatter, formulerer han sin særstatus i de teoretiske krige med inpiration fra Tolkiens Fangorn: ”Like Tolkien’s Fangorn, therefore, if I have not bothered myself too much about the great (theory) wars, in the sense of feeling that, in this book at least, I have to take one view over another, it is because I am not, in fact on anybody’s side for the simple reason that none of these theories I have examined here are exactly on my side…” (p. 198). Fejlen ved fronterne i ’the great wars’ er, at de ikke eksplicit rummer både et deskriptivt og et normativt ordenselement. Eller rettere; at det normative – hvordan den internationale orden bør være – smugles ind i det deskriptive – hvordan den internationale orden er. Dette skift i perspektivet sker ifølge Rengger, fordi international teori ikke er politisk: Den har ikke gjort sig tilstrækkelige politiske og etiske overvejelser over, hvad det gode liv er, og hvordan man fører det. Med denne pointe og ved at holde sig på et meget abstrakt plan argumenterer Rengger for nødvendigheden af en international politisk teori, der trækker på indsigter fra IP, politisk teori og filosofi.

Udviklingen i Renggers forfatterskab kommer her langsomt til syne: Netop den politiske teori og dens hovedproblematik – hvad er det gode liv – var temaet i Renggers forrige bog[i].  Seks år efter at denne udgivelse forsøger han således at koble den politiske teoris problematik med IP’s ordensproblem, hvilket fører til følgende (re)formulering af den international politisk teoris opgaver: At forstå ’hvor vi er’ og ’hvordan vi kom hertil’; at spørge hvordan vi kommer videre,  herunder specielt hvordan vi kan dømme mellem forskellige identiteter og forpligtelser; og sidst men ikke mindst at give svar på hvor vi skal bevæge os hen og hvordan for at opnå det gode liv (p. 198).

Eftersom disse spørgsmål ligner nogle man kender, er Renggers pointe ikke spørgsmålene alene, men det niveau de skal stilles på. Således skal de ikke kun stilles inden for en allerede etableret orden, men være med til at skabe, præge og bestandigt ændre alle perspektiver af ordensproblematikken. Med denne udlægning er det tydeligt, at Rengger skriver i et konstruktivistisk paradigme, hvilket indebærer en anerkendelse af politikkens vedvarende karakter – og det er også kilden til Renggers utilfredshed med eksisterende teorier. Politik og orden skal ikke etableres en gang for alle i faste rammer, men skal opfattes som en proces: ”The ’problem of order’ is a permenant feature of politics, whether global or otherwise … I would also hold that it cannot be ’transcended’… but that we have to do more than simply ’manage’ it” (p. 203). Udfordringen er at leve med politikkens vedvarende og konfliktfyldte karakter samtidig med, at mellemmenneskelige relationer organiseres og reorganiseres, så de passer til vores praktiske, forskellige livssituationer. Det er, hvad Rengger selv kalder en ikke-universalistisk kosmopolitisme, og i dette nye lys stiller ordensproblemet sig anderledes: ”’Order’ becomes simply the continuous process of ordering (and reordering) ends” (p. 202).

Set i sammenhæng med bogens eksplicitte ambition er det ikke en konklusion, der opfylder alle de forventninger, man på forhånd kunne have. Den er vagt formuleret, og det er ikke indlysende, hvordan denne vedvarende ’ordningsproces’ skal finde sted og med hvilke konsekvenser. Til gengæld opvejer de stærke analyser en stor del af de problemer, der er med Renggers sparsomme etik. Paradoksalt udtrykt: En glimrende bog, der mislykkes på egne præmisser.

NOTER