Fortællinger fra Indre Nørrebro

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001

Det er en interessant og krævende bog, Bolette M. Christensen har skrevet om tre epoker i det politiske liv på Indre Nørrebro, fra den boligpolitiske kamp om Beboernes Nørrebro i 70’erne, centreret omkring Nørrebro Beboeraktion, over BZ-bevægelsens konfrontationspolitik i 80’erne til 90’ernes selvstyrende og systemkritiske projektkultur. Bogen indgår i den samlede afrapportering fra forskningsgruppen omkring delprojektet Demokrati fra Neden, der er en del af Demokrati Projektet.

Den oprindelige idé med det projekt som bogen er en afspejling af, var at kortlægge Indre Nørrebros politiske landskab forstået som summen af aktører, processer og relationer mellem aktører i kvarteret. Parallelt med dette udgangspunkt, der hurtigt viste sig at eksplodere i en kompleks underskov af konkrete erfaringer, og som jeg antager nødvendiggjorde inddelingen i de 3 fortællinger, bidrager projektet til den danske empowerment debat, der i Demokrati fra Neden kredsen blandt andet diskuteres under overskrifterne mægtiggørelse og myndiggørelse. Christensen har mange bolde i luften på en gang, men det følgende citat rammer ånden i projektet nogenlunde præcist: "På hvilken måde kan en uafgrænselig lokalitet i en storby, befolket af mobile, troløse og geografisk ubundne storbymennesker, generere lokal identitet og en handlekraftig lokal politisk kultur?" (s. 13).

Jeg opfatter bogen som to noget adskilte projekter, dels en teoretisk videreudvikling af myndiggørelses-temaet primært med inspiration fra Castells (1983, 1996, 1997a, 1997b), dels et omfattende empirisk arbejde med de tre deltagelsesbølger på Indre Nørrebro. Som jeg vil uddybe nedenfor, er vendingen "noget adskilte" min hovedanke mod Christensens i øvrigt væsentlige arbejde. Efter min mening ville bogen stå stærkere, hvis forholdet mellem teoretisk diskurs og lokale fortællinger var bearbejdet noget mere, lige som antallet af sider måske derved kunne reduceres en smule.

Bogens første del former sig som en teoretisk indkredsning af det centrale begreb kollektiv politisk myndiggørelse, som knyttes tæt sammen med et begreb om politisk handlen nedefra, der igen udledes af modstillingen stat-samfund. Samfundsmæssigt demokrati kan ikke drives frem ved statsligt fastsatte regler og love, det opstår i samspillet og konfrontationen med det formelle repræsentative demokrati, og en central dimension ved kollektiv politisk myndiggørelse er kollektivets evne til at forholde sig politisk til det formelle politiske systems grænsedragning mellem politik og ikke-politik, og politisere denne grænse.

Inspireret af empowerment temaet og den amerikanske diskussion af political efficacy, har Demokrati fra Neden gruppen udviklet et fælles begrebspar mægtiggørelse og myndiggørelse, der samtidig er formuleret med henblik på at fokusere de processer, der rækker ud over de formelle politiske institutioner. Mægtiggørelse har at gøre med institutionel responsivitet og politiske handlemuligheder, mens myndiggørelse bl.a. refererer til det at udvikle en evne til at gøre aktivt brug af muligheder for indflydelse.

I Christensens diskussion af termerne lægger hun mest vægt på myndiggørelse med henblik på at udvikle et teoretisk perspektiv på "kollektiv politisk myndiggørelse." Christensen beskriver mægtiggørelse som "tilegnelse (eller tildeling) af politiske handlemuligheder i forhold til fælles vilkår" (s. 112), mens myndiggørelse er det at tage skæbnen i egen hånd og påtage sig magt, ansvar og handlekraft i forhold til de samfundsmæssige vilkår (ibid.). Kollektiv myndiggørelse er "dannelsen af kollektiv subjektivitet i relation til samfundsmæssig forandring", og kollektiv politisk myndiggørelse har at gøre med udviklingen af kollektiv handlekraft rettet mod at ændre samfundsmæssige vilkår, en proces der indebærer udviklingen af sociale og politiske fællesskaber, kollektiv identifikation og en flerdimensional opbygning af handlekraftige lokalsamfund (s. 112). I det teoretiske kapitel 2 indkredses begrebet fra forskellige synsvinkler, og det præciseres med reference til et begreb om politisk praksis. Denne indholdsbestemmes blandt andet. ved kun at være rettet udad mod omgivende sociale forhold, det er ikke en praksis der "i snæver forstand er orienteret mod en selv og tilfredsstillelse af personlige behov" (s. 40). Christensen slår fast, at myndiggørelse hænger snævert sammen med udviklingen af en lokal identitet, der ikke er et "individuelt-kognitivt men et kollektivt praktisk" fænomen.

Det er spændende at læse de tre fortællinger, og det tydeliggøres undervejs i læsningen hvordan der i de tre forløb opstår træk, der på hver deres måde bidrager til en bestemt lokal tradition for politisk praksis på Indre Nørrebro. Karakteristisk for denne kultur er de stærke politiske og sociale netværk der mobiliseres i ekstraordinære situationer, og som på forskellig måde udtrykker en diffus kollektiv ansvarlighed for området, en kulturform der beskrives som "flydende netværk af handleberedskab" (s. 13). Hver fortælling illustrerer, hvordan de tre forløb udgjorde en smeltedigel af konkrete værdier og orienteringspunkter for kollektiv organisering, og en række af de samme spørgsmål og problemer går igen i hvert årti: det konkrete engagement som kilden til indflydelse på den fælles proces og dens resultater; politisk deltagelse som en del af en bevidst livsstil; reformisme over for (militant) konfrontation; spørgsmålet om al magt til de aktive versus repræsentativitet osv. På et tidspunkt opstår der en splittelse i Nørrebro Beboerforening, der accentuerer en række konfliktpunkter (betydningen af ideologi over for praksis, reformisme over for militant modstand, organisatorisk topstyring over for autonome selvstyrende grupper osv.), der kommer til at præge BZ-bevægelsen, der i diskussionen af de samme spørgsmål manifesterer en radikal autoritetskritik og anti-institutionalisme, der igen påvirker 90’ernes projektkultur på Indre Nørrebro. På tværs af de tre epoker sammenfatter Christensen en væsentlig kvalitet ved den nørrebro’ske politiske kultur som heltidsaktivisme, der er en "historisk og kulturel realitet: Kravet om intenst, allestedsnærværende fuldtidsengagement eksisterer som artikuleret idealnorm og som fortælling om hvem og hvad de politisk aktive på Nørrebro er" (s. 144).

Hvis man skal kritisere bogen, savner jeg som nævnt nogle flere betragtninger over forholdet mellem teoretisk diskurs og fortælling, et synspunkt der kan uddybes metodisk og indholdsmæssigt:

1. Med hensyn til videnskabsteori og metode forklarer Christensen, at hendes metateoretiske udgangspunkt er pragmatisk/eklektisk, og at hun ønsker at placere sig i en både-og position, der kombinerer en konstruktivistisk analyse af hvordan den sociale virkelighed er konstrueret, og en realistisk position, der fastholder, at "det immervæk er virkeligheden vi forholder os til" (s. 388). De problemer der er forbundet med at skræve over de to positioner optræder i et vist omfang i bogens struktur, og jeg savner en mere eksplicit operationalisering af dette udgangspunkt i forhold til konstruktionen af de tre fortællinger, og i forhold til teoriens anvendelse på fortællingerne. Der er en tendens til at epokerne fremstilles som virkelige, dvs. som forløb der "fortæller sig selv" fordi de opleves som virkelige af bestemte personer i en bestemt kontekst, og som konstruerede, i kraft af forskerens fokus på en række temaer opridset i det teoretiske afsnit. Denne form er lidt i modsætning til en brug af fortællinger i en betydning, der lægger afstand til optikken "en sand beskrivelse af processen" til fordel for "konstruktion af konstruktioner." Pointen er, at den pragmatiske fremgangsmåde gør det svært for læseren undervejs at kigge bag om teksten og vurdere på hvilke præmisser den teoretiske diskurs om kollektiv myndiggørelse mm. indgår i konstruktionen og i fortolkningen af de konkrete fortællinger. Men formen kan være tiltrækkende fordi fortællingen får et sandhedspræg, når forskerens historie fremkommer ved en bestemt kvalificeret og metodisk brug af feltets egne fortællinger, og fordi fortællingen per se konstruerer en Virkelighed (problem/valgsituation/organiseringsform/udfald osv. i et bestemt tidsmæssigt forløb). Det er svært at kritisere en fortælling, der er ikke meget perspektiv i at sige, at den er for dårlig, forkert eller usand, og kravet må være at fortællingen både konstrueres og analyseres i en eksplicit analytisk fortolkningsramme udledt af det teoretiske projekt.

2. I forlængelse af ovenstående er det interessant at vurdere forholdet mellem myndiggørelsesperspektivets relationelle og substantielle dimensioner i forhold til operationaliseringen af analysen. Den relationelle dimension kan beskrives som en proces, der som jeg forstår det, indebærer en relativ udvikling af transformativ kapacitet, forstået som en evne til at tage hånd om egen livssituation via gruppetilhørsforhold i den givne sammenhæng. Perspektivets substantielle dimension indeholder i Christensens optik "operatorer", og det er et kollektivt/praktisk fænomen, der har at gøre med lokal identitet, konstruktiv opbygning af lokalsamfund mm. Jeg mener, at der optræder et logisk modsætningsforhold imellem de to dimensioner, der trænger sig på, når man skal operationalisere en analyse og vurdere, hvorvidt en proces kvalificerer sig til at falde ind under kategorierne mægtig- og myndiggørelse. Fra et relationelt perspektiv vil udviklingen af indflydelsesmuligheder og brugen af disse afhænge af - og skulle vurderes i forhold til - kontekst og udgangspunkt, mens der omvendt ikke skal meget til før end processen ikke indeholder de substantielle kvaliteter, der skal til for at vi har at gøre med kollektiv politisk myndiggørelse.

Spændingen kommer til udtryk i analysen af fortællingerne. Den første epoke indeholder alle af de i kapitel 2 indkredsede kriterier for kollektiv myndiggørelse (interessemæssigt fokus, kulturelt samvær, organisatoriske operatorer, lyst og evne til at bruge systemerne) mens BZ-erfaringerne derimod falder lidt ved siden af, fordi BZ’erne kæmper, fordi de er vrede, og ikke nødvendigvis med henblik på at opnå direkte politiske resultater. Indebærer myndiggørelsesperspektivet som det bruges i denne sammenhæng nødvendigvis reformisme, når det er udledt af stat-samfundsdikotomien, med det resultat at BZ’erne på forhånd umyndiggør (afmægtiggør?) sig selv, når de ikke vælger samarbejdsstrategien, og oplevede de selv processen sådan?

3. Det er interessant at iagttage Demokrati fra Neden gruppens forskellige bud på udviklingen i deltagelsesformer og politisk kultur. Det er tydeligt, at det oprindelige fælles udgangspunkt fortolkes forskelligt i konkrete undersøgelser. Også med blikket rettet mod Indre Nørrebro beskriver Bang og Sørensen (1997) Hverdagsmageren som den typiske gør-det-selv og ad hoc orienterede deltagerprofil; de aktive interesserer sig for nære, personlige projekter, der tillader dem løbende at konstruere deres hverdag ud fra deres relative udgangspunkter, og med deres "tykke brugeridentitet" at shoppe mellem hvad de oplever som relevante politiske projekter. Her over for fremhæver Christensen heltidsaktivisme og et "intenst, allestedsnærværende fuldtidsengagement" som den gennemgående norm i den politiske kultur på Indre Nørrebro. Spørgsmålet er, om den kollektivistiske optik overser en del svaret på, hvad der får os troløse, mobile og ubundne storbymennesker til at engagere os lokalpolitisk? Hvilke former for politisk aktivitet falder uden for synsfeltet? Jeg mener, at kikkerten skal skubbes lidt tilbage i retning af individ-positionen, en pointe der også sniger sig ind i Christensens egen analyse af netværkskarakteren af den lokale politiske kultur, når hun refererer til betydningen af personlige biografier; "kontakter, overlap og personsammenfald mellem forskellige grupperinger, organiseringer og handlingssammenhænge, og [netværksstrukturen] udvikles og gendannes historisk gennem personlige biografier hvor de enkelte indgår i forskellige sammenhænge på forskellige tidspunkter. Det er måske den fremmeste lære man kan drage af fortællingerne fra Indre Nørrebro" (s. 98).

Politisk deltagelse kan forstås som et refleksivt forsøg på at koble mellem personlige eksistentielle overvejelser over specifik livskontekst og livsstil og (gruppe)strategiske forsøg på at påvirke kollektive beslutningsprocesser for netop at afspejle det individuelle i det kollektive, med inspiration fra Lash’s begrebspar (1994) handler politisk deltagelse bl.a. om at koble mellem selv- og strukturel refleksivitet. Konkret kan pointen illustreres med det aktuelle eksempel "borgerdeltagelse i kvarterløft"; når borgerne møder op til deres første kvarterløftmøde bringer de bestemte projekter med sig ind i den fælles sammenhæng, og et succes-kriterium for borgerdeltagelsens forløb er netop, hvorvidt det lykkes at skabe rum for de mange individuelle projekter i den fælles proces, samtidig med at deltagerne har og får mod på at revurdere deres projekter i lyset af de fælles muligheder.

Sat lidt på spidsen kan fortællingerne fra Indre Nørrebro tolkes som et kulturelt orienteringsskifte målt på den relative vægtning af individ/samfund: I Nørrebro Beboeraktion fortællingen var det centrale spørgsmål "hvordan organiserer vi gruppen så den store gruppe makker ret?" I BZ-bevægelsen var spørgsmålet "hvordan skaber vi overhovedet plads til vores gruppe med udgangspunkt i vores identiteter?" og i 90’ernes projektkultur var temaet "hvordan skaber vi gruppetilhørsforhold til (og med) den enkelte så han eller hun herigennem får tilknytning til den store gruppe?".

Understreger den historiske udvikling i de tre fortællinger ikke netop en ændring i de samfundsmæssige betingelser for politisk deltagelse, der skubber individet frem i en position foran gruppen, en udvikling, der gør det nærliggende at undersøge praksis, der "i snæver forstand er orienteret mod en selv og tilfredsstillelse af personlige behov" og analysere gruppedynamikker i lyset af individualiseringsprocessens konsekvenser for betingelserne for politisk myndiggørelse?

Bang, Henrik P. & Eva Sørensen. 1997. Fra græsrødder til hverdagsmagere. Arbejdspapir 3/1997, Demokrati Projektet, København: Institut for Statskundskab.

Engberg, Lars A. 2000. Reflexivity and Political Participation. A study of re-embedding strategies. Ph.d.-afhandling nr. 24/2000, Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde: Roskilde Universitetscenter.

Lash, Scott. 1994. Reflexivity and its Doubles: Structure, Aesthetics, Community. In Beck, Ulrich, Anthony Giddens & Scott Lash. 1994: "Reflexive modernization. Politics, Tradition and Aesthetics in the Modern Social Order", Cambridge: Polity Press.