Hvor dansk er dogmefilm?

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 4  - FILM OG POLITIK -OKTOBER 2001

Af Jonas Parello-Plesner

Hvordan hænger film sammen med nationen og national identitet? Skaber nationale forestillinger film eller skaber film nationale forestillinger? Det er de grundlæggende spørgsmål artiklerne i denne bog tager fat på. Spørgsmålene analyseres og besvares meget forskelligt og udfra flere fagmæssige vinkler. Redaktørerne har fået samlet akademikere fra forskellige felter som filmvidenskab, sociologi og nationalitetsstudier. Ambitionen bag artikelsamlingen har været at lade disse varierende perspektiver inspirere hinanden, således at ellers afgrænsede forskningsområder kommer i dialog. Et sådant tværdisciplinært sigte er jo oppe i tiden i den akademiske verden (specielt som middel til at opnå bevillinger!), men i denne sammenhæng er det faktisk lykkedes ganske eksemplarisk. For eksempel begiver Anthony D. Smith sig - nationalismeteoretiker par excellence - i sin artikel Images of the nation: cinema, art and national identity efter de vanlige diskussioner om nationalisme med Gellner, Hobsbawn og Anderson, ud i en diskussion af Eisensteins filmkunst.

Der er mange gode artikler og nogle mindre gode, men samlet set holder bogen distancen. Det er spændende og interessant læsning fra dogme over Hollywood til indonesisk film. Artiklernes forskelligartede emner under det overordnede tema gør, at det ville være omsonst at prøve at yde enkelte af artiklerne retfærdighed. Derfor vil denne anmeldelse forholde sig til de overordnede spørgsmål samt løbende supplere med eksempler og diskussioner fra artiklerne.

Filmens forhold til nationen og staten er ambivalent. Nogle anser det for prisværdigt og nødvendigt med en national filmtradition. Således er det en uundværlig komponent for en nationalstat ligesom en national litteratur, et flag og et sprog? Modsat kan en national filmtradition også anskues som endnu et af nationalstatens forsøg på homogenisering. Begge synspunkter er repræsenteret i bogens forskellige artikler. På den ene side har film været med til at styrke nationale forestillinger og er blevet brugt som statspropaganda. Fra filmens tidligere år tænker man på Nazi-Tyskland og på enkeltstående film som Birth of a Nation (analyseret i Gaines’ artikel Birthing nations). En velkendt tysk propagandafilm fra denne periode skildrer jøder som rotter, der inficerer den tyske nation. I den sammenhæng viser filmen sin evne til at skabe stærke billeder, der indgyder os som publikum med følelser og forestillinger stærkere end skreven propaganda. En funktion, filmen stadig bruges, som man kan læse om det i Karsten Fledelius’ artikel film, politik og propaganda i dette nummer af Politologiske Studier. 

Film kan også fungere i modspil til staten og nationen og fremme regionale identiteters spillerum. Dette ses f.eks. i Skotland, hvor en lokal (national?) filmtradition forsøges opbygget uafhængigt af England. I den kontekst bliver det at have en national distinkt filmtradition anset som en væsentlig del af en national identitet. I Petries artikel The new Scottish Cinema er der den implicitte antagelse, at det er godt for den skotske nation at have en national filmtradition. Man fristes til at spørge om det ikke ville være bedst for Skotland at lave gode film hellere end blot at lave skotske film? Men forhåbentlig kan de skabe begge dele.

Flere artikler stiller spørgsmålet om begrebet national film ikke er med til at negligere interne forskelle og konflikter i nationalstaterne. På den måde kan begrebet national film blive en del af det fundament, der opretholder nationalstatsmytologien om enhed og homogenitet. Når man definerer f.eks. dansk eller fransk film, som bestående af nogle ganske bestemte elementer og værdier, overses den forskellighed i udtryk og intern uenighed en national filmtradition består af. Jarvie anser det (i artiklen National cinema: a theoretical assessment) for et overset træk, i hvor høj grad de europæiske nationalstater har brugt film til at konsolidere nationalstaten og som en del af et politisk forsøg på centralisering og homogenisering (p. 86). Jarvie mener, at begrebet national film i højere grad bør afspejle den konstante konflikt, i stedet for at forsøge at skabe en glansbillede af en homogen national filmtradition. Som Higson sammenfattende skriver (i artiklen The limiting imagination of national cinema) ”to argue for a national cinema is not necessarily the best way to acheive either cultural diversity or cultural specificity” (p. 73). Derfor kan film ligeså tit ses som en problematisering af nationale myter, som en konsolidering af dem. Film og nationale filmtraditioner er i bevægelse ligeså vel, som nationale identiteter vedvarende er det.

Jarvie giver der tre forskellige argumenter som begrundelse for statsstøtte til filmproduktion. For det første er der et protektionistisk argument om beskyttelse af en form for industri, som kræver en vis størrelse for at kunne overleve økonomisk. For det andet er der argumentet om kulturbeskyttelse, og at en national kultur er truet, hvis den ikke producerer sine egne film. For det tredje kan man argumentere for at filmproduktion er en væsentlig komponent i at skabe en nation. Jarvie mener, at kun det første argument har noget på sig. Tilgengæld sikrer det ikke, at der produceres film med nationale temaer, men det sikrer udelukkende det økonomiske fundament for en national filmindustri. Argumentet om kulturbeskyttelse er for Jarvie tegn på en kultur, der er usikker på sig selv, og som anskuer kultur som noget statisk (tag den Frankrig!).

I andre artikler gives der interessante eksempler på brug af argument tre, hvor film er med til at skabe et billede af nationen. I Tyrkiet har filmcensuren sørget for, at tyrkiske film skulle afspejle temaer som national enhed og industrialisering (skildret i artiklen af Robins & Aksoy om Deep nation: the national question and Turkish cinema culture). I en film blev en hensygnende kornmark udskiftet af censuren med andre og friskere billeder (købt udenlands!), da en tør mark ellers ville give indtrykket af, at Tyrkiet var uproduktivt! Desuden er temaer, der vedrører den kurdiske og andre minoriteter udelukket fra det tyrkiske nationale projekt, som det afspejler sig i censuren af filmen Journey to the Sun (p. 212 & 218).

En analyse af film som del af et nationsskabende projekt findes også i Roberts’ artikel med den spidsfindige titel Indonesia: the movie. Suharto fik lavet en række IMAX film, som fremviste den indonesiske nation med dens forskellige områder. Filmene skulle fremme en bestemt version af den indonesiske nationalstat. Endvidere understreger disse film endnu et aspekt ved filmproduktion; nemlig spørgsmålet om i hvor høj grad det globale og lokale spiller sammen. Det påpeges i indledningen, at de indonesiske film repræsenterede ”Globalisation of North American popular culture” and the ”Javanisation of global cultural forms” (p. 11). Filmene benyttede den nye amerikanske IMAX teknologi, som københavnere kender fra Planetariet, og var dermed udtryk for den teknologiske globalisering, men på samme tid blev filmene og den moderne teknologi brugt til et lokalt og nationalt projekt.

Et andet strålende eksempel på sammenblanding af globalt og lokalt findes i MacKenzies artikel Mimetic nationhood: etnography and the national. Som en del af et antropologisk projekt blev Waiãpi indianere udstyret med videokameraer for at kunne dokumentere deres levevis og forskellige ritualer (p. 253). Resultatet blev, at indianerne ændrede på deres ritualer, fordi nogle af ritualerne ikke så ’vilde’ nok ud på film. Desuden opstod begrebet ’traditionelt’ hos indianerne, og de gik i gang med at udforske, hvordan deres ritualer oprindeligt blev udført og for at føre dem tilbage til deres udgangspunkt. Filmene skulle fungere som kulturel bevidstgørelse og beskyttelse mod forandring af indianernes kultur. I stedet forandredes indianernes kultur, da de begyndte at filme deres egne ritualer.

Hollywood er ofte fremhævet, som et foretrukkent eksempel på globalisering samt en filmtradition, der er transnational i sin fremtoning. Hollywood leverer film til hele verden og gør national film til en anakronisme. Samtidig påpeges det, at globalisering er ensbetydende med homogenisering og en udviskning af det nationale. Men er sammenhængen så simpel? Hedetofts artikel, Contemporary cinema: between cultural globalisation and national interpretation, viser at modtagelsen (reception), et ellers overset aspekt, skifter meget udfra den nationale kontekst. Hedetoft analyserer modtagelsen af Spielberg filmen Saving Private Ryan i både Danmark, Frankrig og hjemlandet USA (p. 281ff). Modtagelsen og opfattelsen af denne film har været væsentlig forskellig i de tre lande. Derfor påpeger Hedetoft, at globalisering ikke nødvendigvis er lig med homogenisering. I stedet modificerer den nationale kontekst modtagelsen af en film. Hedetoft påpeger også, at publikum (i europæiske lande) ser filmen som en amerikansk national film og aflæser dens fortælling derudfra. Publikum ser altså ikke filmen, som noget globalt eller transnationalt, men aflæser den som en specifik amerikansk fortælling.

Anmeldelsen begynder med et spørgsmål om hvor dansk dogme er. Dette hænger sammen med det bredere spørgsmål, som mange af artiklerne beskæftiger sig med: er der en national film-(tradition/skat) (national cinema)? Hvornår er en film dansk? Er det, når den er dansk produceret? Støttet af det Danske Filminstitut? Lavet af en dansk instruktør? Eller når filmen handler om danske nationale temaer? Det Danske Filminstituts programerklæring lyder således: ”The Institute’s support policy is to guarantee the availability of films that express and sustain Danish culture, language, and identity” (citeret i Hjorts artikel p.103). Ergo fremstår det her, som om en film skal udtrykke og opretholde dansk kultur, sprog og identitet for at få støtte. Den debat går Mette Hjort ind i (i artiklen Themes of nation), og hun konkluderer på grundlag af interviews med kendte danske filminstruktører at nationale temaer ikke ligger dem kraftigt på sinde. Det gør til gengæld universelle og evige temaer som liv, død og kærlighed. I stedet fungerer de nationale aspekter tit som det Mette Hjort kalder ’banal aboutness’ (p. 108). Det vil sige, at nationale elementer indgår, som den lokale indpakning filmene fremstår i. Eksempelvis beskrev filmen Festen universelle temaer som familieforhold og incest, men pakket ind i en fødselsdagsfest spækket med specifikke danske kulturelle regler og omstændigheder.

En interessant parallel fra den hjemlige scene, som Hjort ikke har kunnet nå at inddrage, er diskussionen om støtten til Thomas Vinterbergs nye film. Med Festen slog Vinterberg sit navn udtrykkeligt fast, og han regnede ikke med at få problemer med at få støtte til sin nye film It’s all about Love, men det danske Filminstitut lukkede uventet kassen i, med den begrundelse at filmens indhold ikke var dansk nok! Sproget i filmen er engelsk og hovedpersonerne bor i N.Y. Det er en svært definerbar grænse det danske filminstitut balancerer på i øjeblikket. Der er nok ingen, der ønsker at Filminstituttet skal hæmme danske instruktører med krav om, at danske værdier og problemstillinger skal indgå i deres film, så der kun kan produceres Morten Korch-agtige hjemstavnsfilm. Og som Mette Hjort påpeger, er det de universelle temaer som kærlighed, svig, stolthed og generøsitet, der inspirerer danske filminstruktører (p. 116), og det er også de temaer, der bevæger os som publikum. Men på den anden side er det jo klart, at f.eks. en stor Hollywood lignende produktion ikke kan trække danske støttepenge, selvom der er dansk engagement i den. Hvor grænsen går, for hvornår en film er ’dansk’ nok til støtte fra Filminstituttet, vil tiden vise. Med Vinterbergs film endte det med at Eksportkreditfonden som noget nyt gik ind og ydede lån til produktionen udfra den betragtning, at film er en god forretning som eksportvare.

Det er meget at hente i bogens mange forskellige artikler. For personer med baggrund i statskundskaben er der mulighed for at dykke ned i nye emner. Mange velkendte begreber som globalisering og national identitet får nye aspekter ved at blive anskuet i sammenhæng med film. Det virker som om film, i modsætning til andre massemedier, er et overset aspekt i nationsdannelse og konsolidering. Desuden er det ikke tit, at de politiske aspekter af film og filmproduktion undersøges indenfor politologien. Artikelsamlingen ”Cinema and Nation” giver rig mulighed for at få en bedre

Mette Hjort & Scott Mackenzie (eds.): Cinema & Nation.
London: Routledge. 2000. 332 sider. £ 14.99.