Comprehensive Security in East Asia

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001

Af Bjørn Møller
Bogen giver en god oversigt over udviklingen i det Østasien, der af mange regnes for verdens potentielt farligste regioner - dels på grund af det store konfliktpotentiale, dels fordi mange af regionens stater er endog meget store, både med hensyn til befolkningstal, økonomi og militær kapacitet. Forfatteren fokuserer især på tre problemkomplekser: Situationen på den koreanske halvø, konflikten mellem Kina og Taiwan og de territorielle stridigheder i det Sydkinesiske Hav omkring Spratly-øerne. Især de to første bliver yderligere eksplosive ved næsten pr. automatik at involvere USA.

Det „koreanske problem" hænger især sammen med selve det nordkoreanske regimes natur: et ekstremt lukket og gammelstalinistisk (eller -maotistisk) styre med en økonomi i ruiner. Sidstnævnte har dog ikke afholdt Kim Jong-Il og konsorter fra at bevare deres overdimensionerede militær (over en million mand under våben) med såvel ballistiske missiler som formodede ambitioner om at blive en atommagt. Man kunne dog have ønsket sig en lidt mere dybtgående analyse af Pyongyangs mulige motiver for at starte krisen i 1994, hvor „den gamle Kim" (Kim Il-Sung) formente inspektører fra IAEA (International Atomic Energy Agency) adgang til landets atomare installationer og truede med at trække Nordkorea ud af NPT (Non-proliferation Treaty). En oplagt forklaring er naturligvis, at man havde noget at skjule, f.eks. at man nærmede sig atomvåben-tærskelen og ønskede at tage de sidste skridt i det skjulte. En alternativ forklaring kunne dog også være, at man ville skjule, at man ikke havde noget at skjule, dvs. at man ikke var i nærheden af den magiske tærskel. Ved at lade omverdenen - og især Sydkorea, Japan og USA - frygte at man var det, opnåede både den gamle og den unge Kim imidlertid en rigtig god deal: Dels økonomi og teknologi til modernisering af energisektoren, dels en form for international „anerkendelse" - ikke som en stat, andre kunne lide og respekterede, men det næstbedste: som en stat, man ikke kunne tillade sig at ignorere, men var nødt til at forhandle med. Herved åbnede man med andre ord nogle diplomatiske kanaler, der ellers nemt kunne være forblevet lukkede. Hvilken af de to forklaringer, der holder stik, er det endnu umuligt at afgøre.

Det taiwanske problem er næsten lige så komplekst. Forfatteren fanger ikke engang hele kompleksiteten, idet han går lidt for let hen over spørgsmålet, hvad der egentlig er Taipeis politik: På den ene side har man opgivet fortidens planer om en generobring af det tabte fastland og søgt international repræsentation, f.eks. i FN, på egne (snarere end Beijings) vegne. På den anden side har man stadig ikke helt opgivet ét-Kina politikken og f.eks. ikke erklæret sig selvstændigt. At Kina ville se med endog meget ublide øjne på en sådan erklæring, har forfatteren naturligvis ret i. Han lægger dog formentlig lidt for meget i de kinesiske trusler ved at påstå, at en uafhængighedserklæring ville være en casus belli for Folkerepublikken. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at Beijing næsten konsekvent har udtrykt sig i dobbelte negationer (à la „ikke udelukke brugen af magt"). Hertil kommer, at Beijing ikke i dag (f.eks. ifølge CIAs skøn) ville være i stand til at vinde en krig mod Taiwan i betydningen at generobre øen - selv i det usandsynlige tilfælde at USA „blandede sig udenom". Direkte trusler ville derfor være tomme, selvom man naturligvis sagtens kunne affyre nogle missiler mod den „forræderiske provins".

Konflikterne i det Sydkinesiske Hav er i en forstand enklere, idet de handler om noget så håndgribeligt som territorialfarvand, fastlandssokler og eksklusive økonomiske rettigheder. Kompleksiteten består her i antallet af stridende parter, idet mindst fem lande både har gjort krav på, og taget militære skridt til at implementere disse krav, nemlig Kina, Vietnam, Philippinerne og Malaysia samt Taiwan (der strengt taget ikke er et land, jf. ovenfor). Vi har også set mindre militære sammenstød mellem disse lande, og det kan langtfra udelukkes, at dette vil optrappes: Dels fordi alle involverede parter får militære styrker med længere rækkevidde, dels fordi betydningen af at „sætte sig" på øerne kan vokse. Sidstnævnte afhænger dog af udviklingen i oliepriserne, eftersom områdets primære værdi stammer fra dets olieressourcer, der ikke i dag er profitable. Stiger oliepriserne tilstrækkeligt, kan det dog pludseligt betale sig at bore.

Alle disse konflikter er kort, men grundigt og klart behandlet i den lille bog. Hvad man især kan kritisere den for er, at den i for høj grad tager amerikanske vurderinger alvorligt, selv når det er åbenlyst fornuftsstridige. At Nordkorea måske kunne være i færd med at udvikle missiler, der måske til sin tid vil kunne nå dele af USA (dvs. højst Alaska) fortjener næppe, at blive opfattet som et alvorligt problem, al den stund USA tegner sig for verdens langt højeste militærudgifter, de fleste langtrækkende missiler og det største atomarsenal. Generelt synes forfatteren at overvurdere (i samklang med de fleste amerikanske analyser) problemerne ved missiler, selv langtrækkende og i hænderne på „rogue states". Så længe stater ikke har atomvåben at udstyre disse missiler med, er deres militære værdi såre begrænset. Har disse lande atomvåben, er missiler på den anden side blot ét blandt mange mulige fremføringsmidler.

Man kan også stille spørgsmålstegn ved visse af forfatterens spekulationer, herunder om Ruslands og Kinas skjulte motiver for at kritisere USAs og NATOs intervention i Kosovo-konflikten - nemlig at de skulle ønske at beholde Milosevic’s Serbien som et sidste brohoved i Europa. Der er mange mere oplagte forklaringer (som f.eks. generel modstand mod Pax Americana) og det angivelige materielle „bevis" (at Kina skulle have „sendt" så mange som 100.000 immigranter til Serbien) er slet ikke dokumenteret.

Bogen afsluttes med en række forslag til en „comprehensive security pact" for Østasien, der indeholder mange ønskværdige tiltag, hvoraf dog ikke alle forekommer lige realistiske. Den skulle forhandles indenfor rammerne af ARF (ASEAN Regional Forum), der i dag er et rent konsultativt forum, men som måske kunne videreudvikles til at kunne rumme egentlige forhandlinger.

Ib Damgaard Petersen: Comprehensive Security in East Asia - as Viewed in the Light of The European Experience. A Case for Cooperative Security (København: Copenhagen Political Studies Press, 2000). Paperback, 101 sider, 75 kr.