When will they ever learn?
Om strategi, politik og krig

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001

Af Trine Villumsen
Hvorfor i alverden skal man i politisk teori beskæftige sig med strategi? Er det ikke blot en praktisk disciplin, der foregår i militærkomplekser i største hemmelighed? Hvad kan vi bruge en teori om strategi til? Colin Gray ønsker i sin bog "Modern Strategy" (1999a) at undersøge netop strategien. Hvorvidt strategiens natur har ændret sig over tid - eller mere specifikt om klassikeren Carl von Clausewitz’ udlægning af strategien i hans bog "On War" fra 1832 (Clausewitz 1982 [1832]) stadig er gyldig i en globaliseret tidsalder, hvor krigens dimensioner er udvidet fra to (land, sea) til fire - måske fem: land, sea, air, space og cyberspace. Gray bekender sig til den klassiske realisme. Således finder han, at den neorealistiske version (Waltz 1979) har gjort politikere og strateger dårligere rustet til at håndtere vor tids konflikter (Gray 1999b: 164).

Den universelle strategi i krydsfeltet mellem krig og politik
Strategien er det, der binder krig sammen med politik. "Strategy is what relates military power to political purpose; it is neither military power per se nor political purpose" (Gray 1999a: 17). På baggrund heraf opstiller Gray sin definition: "By strategy I mean the use that is made of force and the threat of force for the ends of policy" (ibid.) Strategien er med andre ord den plan, der skal forsøge at sikre, at politiske mål bliver nået. Anvendelse af militær magt - eller krig - er dermed ikke arbitrær eller uden formål. Krigen er et instrument i hånden på politikeren - via strategen.

Denne opfattelse af strategi kan virke som en common-sense beskrivelse af fakta. Strategi opfattes ofte som en rationel proces - man risiko-vurderer strategiske situationer og overvejer forskellige doktriner, konkrete taktikker og operationer til opnåelse af politiske målsætninger i den givne situation. Indledningsvist vil denne læser stille i hvert fald stille ét spørgsmål til denne common-sense opfattelse af strategi. Hvilket strategisk miljø handler strategen i? Og kan det ændre sig kvalitativt?

Colin Gray "stands ‘guilty as charged’; [I] believe in the realism of pessimism" (ibid.:10). Det strategiske miljø er ifølge Gray præget af en tendens til en war-interwar-war cyklus (ibid. 9-10). Den underliggende logik vedrører det, vi i International Politik-teorien benævner det internationale systems logik. Og logikken er anarki. "To those afflicted with the virus of hope for systemic improvement in international security conditions, one must recommend Hedley Bull’s observation that ‘the lessons of the realists have to be learnt afresh by every new generation’" (ibid.). Krigen er ikke blot et rationelt instrument i politikerens hånd. I den universelle strategiske situation, Colin Gray ønsker at placere os i, er krig også en tilbagevendende del af det internationale. Det er business as usual. Og plejer kan ikke dø ved kvalitative forandringer af relationerne i det internationale system.

Gray har således en universalistisk opfattelse af det internationale systems logik. På denne baggrund ønsker Gray at vise at: "Clausewitz rules, OK?. The future is the past - with GPS1 " (Gray 1999b). Ikke blot er det internationale systems logik permanent, strategiens basale dele gælder også universelt i tid og rum. Grays læsning af Clausewitz’ definition af strategi giver ham mulighed for at lave denne universalisering af strategien, som bogen er et udtryk for: "Both Clausewitz’s original definition and my adaptation of it easily lend themselves to expansion of domain so as to encompass policy instruments other than the military" (1999a:17). Clausewitz’ oprindelige definition lyder ifølge Gray: "Strategy [is] the use of engagements for the object of the war" (ibid.). Det er begrebet "engagements", Gray hiver fat i og "tænker ekspansivt" om (ibid.). Strategien forbliver bindeled mellem politisk målsætning og den vifte af instrumenter, Gray nu inkluderer i Clausewitz’ oprindelige definition. På dette punkt lader det til, at Clausewitz’ Napoleon-inspirerede opfattelse af krigen som "fortsættelse af politik med andre midler"(Clausewitz 1982 [1832]: 119) er opgivet. Det politiske forbliver den legitimerende faktor for al strategi, men midlerne er ikke længere udelukkende militære.

Den politiske del af strategi-definitionen hos Gray påstås dog at være universelt gældende. Den politiske legitimering af anvendelse af militær magt vedbliver at være omdrejningspunktet for Gray, som det var for Clausewitz. Men der er visse politiske projekter, der ikke kan gennemføres. Hvis et politisk projekt er uladsiggørligt militært i den politiske sammenhæng, giver det ingen mening overhovedet at fremføre dem (Gray 1999a: 23). Så i nogle tilfælde har den politiske del af definitionen åbenbart ikke primat.2  Gray anser dette for at være et rent strategisk spørgsmål. Og strategi ikke er bundet af etiske hensyn. Vesten kunne lige så godt have tabt de to verdenskrige - der er intet forspring til politisk korrekthed.3 

Den politiske legitimering af anvendelse af militær magt bunder i en dialog mellem politiker og militær. Men den politiske styring af "politik med andre midler" er ikke længere fuldstændig mulig. Afstanden mellem politik og militær er grundet den teknologiske udvikling nu så stor, at den påkrævede tovejs-kommunikation mellem niveauerne er besværliggjort (ibid. 48).4  Dette gør udhulingen af den politiske legitimerings primat endnu tydeligere. Derudover introducerer Gray et interessant kultur-begreb. Der er simpelthen et sammenstød mellem politisk og militær kultur i dag, som ikke tidligere er set i så stor udstrækning. "In modern times, there are few politicians who understand what Clausewitz called the ‘grammar’ of war, how war works as war, or even how war works at the preparatory stage of defence mobilization. Also, there are few generals who understand what Clausewitz called the policy ‘logic’ of war" (ibid.: 60). Derfor er sammenhængen mellem politik og militære midler ikke blot en politisk beslutning: "Politicians and the country as a whole have a right to expect senior military professionals to speak military, and hence probably strategic, truth to political power (...) the commander must call political fantasy what it is" (ibid.:61). Gray har et nobelt udgangspunkt for at sige dette: Det er ikke rimeligt, at sende soldater ud i de rene selvmordsmissioner (ibid.). Men samtidig er hans argumentation præget af en frustration over det politiske ønske om ikke at have tab i krig - noget han især ser i USA (ibid.: 63-64). Strategen er konstant forstyrret i sit arbejde ved at have inkonsistente politikere til at formulere den politiske målsætning (ibid.:67). Dette sammenholdt med etiske og retfærdighedsmæssige spørgsmål er ifølge Gray dog kun kontingente forhold (ibid.: 69) og ændrer ikke ved strategiens universelle karakter. "Scholars of strategy and international relations today, people generally lacking personal military experience as well as technical education, are inclined to be unduly dismissive of the world of military necessity, of the ‘grammar of war’" (ibid.: 73). Det er, ifølge Gray, en fejlslutning at tro, at etikken er en garant for mere retfærdig krigsførelse eller lavere tabstal. De etniske udrensninger i Jugoslavien er et eksempel herpå. Den etik, der influerede de politiske beslutninger i dette tilfælde, gav høje tabstal og ikke noget, vi i Vesten ville betegne retfærdighed. Etikken var en del af problemet (ibid. 73-74).

Sammenhængen mellem politik og anvendelse af militære midler er dermed meget kompleks. Og Gray synes ikke enig med Clausewitz’ instrumentelle og "nemme" kobling af krig og politik. Læresætningen, som næsten alle, der beskæftiger sig med international politik, har lært, synes dermed ikke at være Colin Grays omdrejningspunkt, når han taler om Clausewitz som den mest overbevisende teoretiker på feltet. Man får det indtryk, at strategen og militæret bør veje tungest i dialogen mellem politik og krig, da førstnævnte taler udfra militær nødvendighed og ikke politisk fantasi. Men deres tanker om krigens væsen kan måske skabe mere harmoni mellem Clausewitz og Gray. Denne er præget af en treenighed mellem "passion, chance and rationality" (ibid.: 92).

Normalt har man koblet bestemte aktører til disse tre elementer, der ifølge Gray udgør en noget underudviklet treenighed i Clausewitz’ værk. Lidenskaben (passion) tilskrives ofte folket, tilfældigheden/heldet (chance) tilskrives hæren eller befalingsmanden og rationaliteten til det politiske styre (government) (ibid.: 28 og 91). Denne kobling mener Gray ikke er entydig - og han finder, at en stor lære er gået tabt i denne mere eller mindre rigide opdeling. Styrken hos Clausewitz ligger i disse begrebers transcendentale natur (ibid.: 101).

Men ved at ophæve denne kobling synes Colin Gray at kunne forklare alt fra kultur/etik/politik som instrument i krig til staten som en forældet enhedsaktør5  i krigen (ibid.: 101-102). Clausewitz’ tvivl vedrørende information i krig som værende troværdig synes heller ikke at holde i en moderne/ post-moderne tidsalder - men dette sammen med hans stilhed omkring krigens etiske implikationer tilskrives hans historiske bias (ibid.: 106). Geniet i krigen - som Clausewitz bruger en del sider på at beskrive - skal heller ikke tages for seriøst. Militær planlægning og -kalkulering skal indgå som en væsentlig del af strategien. Og den defensive doktrins klare overlegenhed i forhold til offensive er blevet undergravet af den teknologiske udvikling (ibid.: 110).

Clausewitz opretholdes som den største klassiker på området for Gray med formuleringen: "He is so insistent upon the need to avoid ‘positive doctrine, a sort of manual for action’" (ibid.: 127) "Theory provides insights and questions, not answers" (ibid.: 128). På denne baggrund finder Gray at "On War (...) lends itself to application to any period" (ibid.: 103). Men hvilke dele af "On War", der fungerer som det universelle element af strategi i Grays univers, synes mere og mere uklart for læseren. I stedet skriver Gray: "Strategy is about achieving the policy goals that translate as peace with security, whatever those two contestable concepts may mean to particular communities" (ibid.: 155). Denne kobling kan ifølge Gray også søges hos den kinesiske krigsteoretiker Sun Tzu (Sun Tzu 1988 [6th cent. B.C.]), der ellers ofte beskrives som Clausewitz’ modsætning. Sun Tzus pointe er nemlig, at man vinder en konflikt bedre ved at undgå kamp (ibid.). Hermed synes den indledende distinktion mellem krig og politik at være opløst for øjnene af læseren, idet krigen hos Sun Tzu jo indgår som en del af politikken. Og dermed bliver politik krig og krig politik. Krigens elementer sniger sig ind i politik-formuleringen.

Grays argument følger således ikke Clausewitz på centrale punkter. Der synes at være en (teori)historisk faktor på spil hos Gray: Hvor Clausewitz var inspireret af Napoleons perlerække af militære triumfer med nationalstaten som aktør og et teoretisk miljø, der var præget af oplysningstidens fokusering på rationelle og universelle forklaringer og en begyndende romanticisme/historicisme (Aron 1972), synes Colin Gray inspireret af debatten om udvidelsen af sikkerhedsbegrebet, som vi kender den fra bl.a. Buzans "People, States and Fear" (Buzan 1991) og diskussionen om kulturens indflydelse på politiske beslutninger, som vi kender den fra bl.a. Katzensteins "The Culture of National Security" (Katzenstein 1996). Derudover lever Gray i en tid, hvor opløsningen af Jugoslavien samt andre irregulære krige har lavet overskrifter - både i teoretiske tidsskrifter og i nyhedsdækningen generelt. At søge en universel sammenhæng i strategien mellem to forskellige tidsperioder ville være historikkens mål. Men læser man Colin Gray som politisk teoretiker må man sande, at end ikke Lakatos’ idé om hjælpehypoteser (Gilje og Grimen: 1993: 81) kan legitimere den udhuling af Clausewitz’ definitioner, som "Modern Strategy" foretager. Hjælpehypoteserne står alene tilbage uden det centrale argument fra Clausewitz, som var Grays erklærede udgangspunkt. Gray har lavet en samtidsdiagnose - ligesom Clausewitz kan anses som samtidsdiagnostiker. Begge er gode og læseværdige bøger, men den teoretiske arv og det universelle argument er svære at få øje på. På det helt overordnede plan er de dog stadig enige: Det internationale system er, og vil altid være karakteriseret af voldeligt anarki: "When eighty-plus years of modern scholarship can produce no better insight for a general theory of the causes of war than was suggested 2400 years ago by Thucydides (...) probably the time is overdue to revisit basic assumptions. (Gray 1999a.: 196) Cyklus i det internationale system fortsætter sine skift war-interwar-war . "The sadness that sparks popular songs with rhetorical lines such as ‘when will they ever learn’? promotes the hard-nosed question, ‘learn what’?" (ibid.: 49).

Aron, Raymond (1972): "Reason, Passion and Power in the thought of Clausewitz", i Social Research volume 39/1, Spring 1972

Buzan, Barry (1991): People, States and Fear - an agenda for international security studies in the post-cold war era, Simon and Schuster

Clausewitz, Carl von (1832): On War, Genudgivet som Penguin Classics 1982

Der Derian, James (1998): The Virilio Reader, Blackwell, Oxford & Massachusetts

Gilje, Niels og Harald Grimen (1993): Samfunnsvitenskapenes Forutsetninger - innføring i samfunnsvitenskapenes vitenskapsfilosofi, Universitetsforlaget, Oslo

Gray, Colin (1999a): Modern Strategy, Oxford University Press, Oxford & New York

Gray, Colin: (1999b): "Clausewitz Rules, OK? The future is the past - with GPS", i Review of International Studies vol. 25, Special Issue, December 1999

Katzenstein, Peter J. (ed.) (1996): The culture of national security, Columbia University Press, New York

Tzu, Sun (1988 [6th. cent. B.C.]: The Art of War, Shambhala Publications, Massachusetts

Waltz, Kenneth (1979): Theory of International Politics, Random House, New York

1 »Geografisk Positionerings System« (Global Positioning System) anvender satellitter til at opnå præcis information om geografiske forhold og placering.

2 Clausewitz har selv nogle betragtninger omkring umulige politiske projekter: "But however powerfully this may react on political views in particular cases, still it must always be regarded as only a modification of them..." (Clausewitz 1832: 119).

3 Raymond Aron (1972) slår fast at Clausewitz lægger vægt på det politiske styres suverænitet - selv under krigsførelse. "Even in time of war, politics (...) must retain sovereignty" (Aron 1972: 609). I Arons læsning er Clausewitz klar omkring militærets rent instrumentelle natur i politikkens tjeneste.

4 Afstanden synes at være udelukkende forstyrrende på et rent praktisk niveau. Gray inddrager ingen etiske overvejelser, som dem man f.eks. kan finde hos Virilio (Der Derian: 1998)

5 Selvom de nye irregulære krige volder Gray problemer, fastholdes arven fra Clausewitz (Gray 1999a:277)