POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 4  - FILM OG POLITIK -OKTOBER 2001

Af Johannes P. Bøggild og Jonas Parello-Plesner

Kultur – og dermed film – er blevet en vare, der i de senere år har fået større betydning for Danmark. Politologiske Studier mødte Kulturministeriets Claus Hjorth til en snak om filmkunstens fremtidige vilkår. 

Dansk film har haft vedvarende fremgang igennem 90’erne og har placeret sig eftertrykkeligt på den internationale filmscene. Med film som Breaking the Waves, Festen, Dancer in the Dark og her for nylig med Italiensk for begyndere, har dansk film vist sig istand til at tiltrække mere end blot et dansk publikum. Disse publikumsmagneter er med til at illustrere, at danske film har mere succes end nogensinde. Herhjemme er hver tredje billet, der skubbes gennem billetlugen, til en dansk film. En andel af markedet, som i øvrigt er den højeste i Europa.

Men hvordan forvaltes denne succes? Filmområdet ligger under Kulturministeriet, men der er i disse år optræk til at dansk films succes skal fastholdes gennem et større engagement fra private investorer. Politologiske Studier har talt med Kulturministeriets embedsmand på filmområdet, cand. scient. pol. Claus Hjorth, om nogle af de nye erhvervsmæssige tiltag og hvilken betydning de får for den måde, filmområdet hidtil er blevet støttet på. 

Traditionelt har Danmark et marked, der er for lille til, at det kan betale sig at producere spillefilm. Det har været holdningen i Kulturministeriet i mange år, og netop derfor er det nødvendigt, at det offentlige støtter dansk filmproduktion.

»Man har en forestilling om, at danske film ikke kan hvile i sig selv,« siger Claus Hjorth.

»Hidtil har det været sådan, at filmstøtten hovedsageligt har været udfra nogle kunstneriske kriterier. Udfra en målsætning om at man gerne vil give støtte til filmproduktion og et filmmiljø i Danmark med et kunstnerisk indhold. Man har primært støttet filmene udfra kunstneriske kriterier uden at skele til markedspotentiale og indtjeningsmuligheder.«

Støtten bliver bevilget af Filminstituttet, der i 1997 blev en samlet betegnelse for Statens Filmcentral, en biograf, filmmuseet og filminstituttet.

Hvad er det man ønsker med filmstøtten?

»Det, som er kulturministerens hovedprojekt er, at dansk film fylder i biograferne. De bliver set, og der er mange af dem, og der skal være en volumen, så Danmark er på biograflandkortet. Og så vil man også gerne have at danske film bliver set i udlandet, men ministeren ved godt, at det ikke er hendes primære opgave at sikre det.  Hendes opgave er heller ikke at sikre, at filmbranchen tjener penge, men at der kommer danske film i biografen. Man er jo også med til at understøtte et vækstlag i dansk film, så som førstegangsinstruktører, der ellers ikke ville have en jordisk succes på det danske marked. Man skal have succes, før man kan tiltrække investorer. Lidt karikeret, men hvis den eneste måde at sikre et dansk filmmiljø på var for offentlige midler, så måtte man overveje at gøre det. Eksempelvis hvis vi var et meget mindre land, og der slet ikke var markedspotentiale.« siger Claus Hjorth.

Men fra midten af 90’erne og frem, bliver der rykket ved en af de fundamentale antagelser bag dansk filmpolitik. Nogle af de danske film bliver ikke blot populære i Danmark, også internationalt er der interesse for filmene. Dogme konceptet slår igennem, og i en periode af 1999 er Thomas Vinterbergs Festen den næstmest sete film af europæiske film i Europa. Det betyder, at nogle af filmene pludseligt giver overskud. Der er langt i mellem, men ikke så langt, som der tidligere har været. Problemet er bare, at overskuddet kun kommer hjem til Danmark i ringe grad, fordi udenlandske investorer tjener pengene.

Det er en af grundene til, at daværende erhvervsminister Pia Gjellerup (S) og kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) finder sammen om rapporten »Danmarks Kreative Potentiale«, hvor de lægger op til, at kultur- og erhvervslivet skal arbejde bedre sammen. Erhvervslivet skal drage nytte af kunstneres evne til at fortælle historier. Til gengæld skal erhvervslivet have øjnene op for, at danske kunstneres evner sagtens kan benyttes merkantilt.

Claus Hjorth forklarer om baggrunden for rapporten:

»Kultur som vare har fået større betydning. En af de sektorer, der har været størst vækst i, har været kulturproduktion. Hele indholdsproduktionen, det at skabe indhold og drømme for folk, det er noget der er penge i. Og kan vi ikke også være med i det? Tanken med »Danmarks Kreative Potentiale« er, at vi har et kulturunivers, der hovedsageligt er baseret på nogle kunstneriske og kulturelle værdier som dansk identitet, kulturel og kreativ udvikling uden på nogen måde at skele til et erhvervsliv. Så har vi et erhvervsliv, der er baseret på indtjening, og så var der nogle mennesker, der gerne ville forene det. For filmen sker der det, at den langsomt får vind i sejlene, og man begynder at sige, hvis vi giver mere i støtte, så kan man måske skabe et filmmiljø i Danmark, et miljø der i langt højere udstrækning kan hvile i sig selv. Vi ser, at danske film bliver mere populære, flere går i biografen, så det gælder om at opnå en kritisk masse, så det kører rundt, man skal have en form for spiral i gang. Så er der flere instruktører, der kan få lavet deres film, fordi der kommer større risikovillighed.«.

Hidtil har danske investorer ikke vist stor interesse for at åbne checkhæftet for danske film. Derfor har udenlandske investorer skummet fløden, når dyre danske film er blevet kassesucceser. I planerne fra rapporten indgik det at bruge VækstFonden til at få private investorer til filmområdet. Hvis det lykkes vil det så betyde, at kulturstøtten igennem Filminstituttet falder væk?

»Nej. Der vil stadigvæk være brug for at bevilge film efter filmloven (via Filminstituttet, red.) Film, der får støtte fra Filminstituttet er typisk dansksprogede med et budget omkring 12 millioner. Hvis de er heldige, spiller de sig hjem på 300.000 tilskuere, men så skal de være meget heldige. Det at lave de film er typisk ikke rentabelt. Men det er heller ikke meningen. Det er ikke kapital, der skal forrentes og Filminstituttet behøver ikke at tage beskik af en films markedspotentiale. Støtte bliver tildelt udfra kulturelle kriterier,« svarer Claus Hjorth.

I øjeblikket befinder de store danske produktioner sig lidt i et vadested.

»Nu står vi på den grænseflade, hvor nogle film virkelig kan tjene mange penge, og det er der andre, der begynder at interessere sig for. Det vil vi gerne være med til. Vi vil gerne være med til at befordre den proces. Der er investorer, der scorer på danske film af von Trier og Vinterberg. Det kunne være fedt, hvis der var nogen i Danmark, der kunne tjene på det.« siger Claus Hjorth.

Thomas Vinterberg fik i første omgang afslag på støtte fra Filminstituttet til sin nye film It’s all About Love. I stedet fik Vinterberg en finansieringsmulighed igennem Eksportkreditfonden. Fonden gik ind i projektet udfra den betragtning, at dansk film er en god eksportvare. Til sidst endte Filminstituttet dog alligevel med også at støtte filmen og ligeledes støtter Filminstituttet Lars Von Triers nye film Dogville der også er et engelsksproget storfilmsprojekt. Det er denne type af film som VækstFonden ifølge Claus Hjorth burde komme ind og dække.

»De film man taler om, at VækstFonden skal investere i, er måske fire film om året, og så er det engelsksprogede film. Det er film i Pelle Erobreren og Dancer in the Dark klassen«. Men indtil videre har Vækstfonden haft problemer med at finde investorer og lanceringen af et udviklingsselskab på filmområdet er udskudt indtil videre. Konsulent Morten K. Pedersen fra VækstFonden oplyser, at kulturkløften mellem private investorer og filmbranchen er større end antaget, men han er dog optimistisk og regner med at få projektet på benene igennem en mere opsøgende taktik. 

Succesen i dansk films får dig udgifterne i branchen til at stige, hvilket kan føre til at kulturstøtten ikke er nok. Claus Hjorth forklarer at »Det er klart jo mere succes dansk film får, jo dyrere skuespillere tiltrækkes og jo dyrere bliver de danske spillere. Og der er også en skrue der, så den samme film kan blive 20 procent dyrere at lave om 2 år. Det er så bagsiden, sådan er succes«.

Der er ikke tegn på, at Kulturministeriet vil mindske deres kulturstøtte til danske film. Tværtimod har man hævet bevillingen i kølvandet på succesen i dansk film. Men spørgsmålet er, om støtteordningerne kan følge med, specielt til de virkelig store produktioner, hvis ikke private investorer kommer med i VækstFonden.