Politisk idehistorie

historien bag en akademisk tradition

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001


Af Jonas Parello-Plesner
Om historie: "I often think it odd that it should be so dull, for a great deal of it must be invention"(Catherine Morland citeret i E.H. Carr, 1987).

Hvad er den politiske idehistorie en historie om? Politisk idehistorie bliver i forskellige grundbøger fremlagt som en tradition bestående af en ubrudt og direkte dialog imellem de store tænkere fra de gamle grækere og frem til vor egen tid. Denne kongerække anskues som en kæde af diskussioner om essentielle politiske begreber, og som en "relatively self-conscious and continuous tradition of understanding…[which]…goes back at the very least to the civilisation of ancient Greece and Rome" (Dunn 1996). Traditionen begynder med Sokrates og hans elev Platon, og derpå videreføres traditionen af Aristoteles og videre op igennem tiden til Cicero, Augustin, Machiavelli, Hobbes, Locke, Rousseau, Burke, Kant, Hegel og Marx. Kort og godt kører kongerækken derud af på smurte skinner lige fra "Plato to NATO" (Redhead 1984). Traditionen indenfor politisk idehistorie præsenteres ofte som en faktisk eksisterende forbindelse; som en dialog uden for tid og rum foretaget af kloge mænd der udelukkende havde hinandens værker for øje. Således trækkes der en direkte rød tråd mellem de forskellige tænkeres værker, og forestillingen er at den intellektuelle fakkel er blevet overrakt fra den ene tænker til den næste. Således ses Aristoteles’ politiske tænkning udelukkende som et opgør med Platons, ligesom Lockes ses som et opgør med Hobbes. Denne gængse fremstilling en stærk forenkling, og der har ofte ikke været en bevidsthed hos de pågældende tænkere om at skrive sig ind i en tradition, ej heller et forsøg på at besvare tidligere tænkeres fremsatte argumenter. Eksempelvis forsøgte Locke ikke at besvare og udbedre Hobbes’ kontraktteori, men argumenterede primært mod Filmer, en nu lettere ukendt tænker (se (Locke 1947, 3)). Ligeledes er der mange andre tænkere, hvis sigte var samtidige debatter. Derfor er den politiske idehistorie som en sammenhængende fortælling, som er den form den antager på moderne universiteter klart et produkt af de selvsamme institutioner. Det bør tilføjes at denne artikel udelukkende beskæftiger sig med politisk idehistorie indenfor en angelsaksisk ramme. Jeg plæderer for at politisk idehistorie ikke kan anskues som en ’ren’ tradition med en direkte overlevering, hvor de store tænkere udelukkende arver og videreudvikler hinandens tankegods. I stedet må den politiske idehistorie forstås som en akademisk tradition, der i sin konkrete udformning hænger sammen med udviklingen af fagdisciplinen politisk idehistorie, samt det dertil skabte institutionelle pres for en konsolidering af disciplinens genstandsområde. Derfor bliver det interessante at undersøge den historieopfattelse hvormed den politiske idehistorie fortælles i forskellige gennemgange. Det følgende er derfor en ekskursion igennem denne akademiske historie.

Et af de første og mest karakteristiske træk ved skabelsen af den politiske idehistorie som akademisk disciplin er grundbøger, der eksemplarisk gennemgår den store kanon af tænkere fra Platon og videre frem mod vor tid. Som ny akademisk disciplin fra begyndelsen af 1900-tallet havde politisk idehistorie brug for at afgrænse og afmærke sit fagområde1 . Som Miller skriver "perhaps the most obvious consequence of the professionalizing of intellectual life was the felt need for those who thought and wrote to have a ’subject’ or a ’field’" (Miller og Siedentop 1983, 5). Der var brug for en sammenhængende kanon til at konstituere et akademisk felt. Robert Blakeys bog fra 1855 blev den første af sin slags med en kronologisk gennemgang af en kanon af politiske tænkere. Blakeys gennemgang fokuserer dog på politisk litteratur i et langt bredere lys, og han inddrager en mængde forfattere og tænkere som ikke indgår i senere gennemgange af den politiske idehistorie (Boucher 1985, 74; Condren 1985, 60). Fra begyndelsen af forrige (20) århundrede og frem til nu er der kommet en lind og vedvarende strøm af gennemgange af den politiske idehistorie skrevet over samme læst med en gennemgang af de store politiske tænkere fra Platon og fremefter. Som eksempel kan ses gennemgangen fra starten af sidste århundrede i (Dunning 1902), og se derpå den nutidige, men relativt ensartede gennemgang i (Morrow 1998). Det forhold at der kontinuerligt skrives grundbøger over den politiske idehistorie fremmer cementeringen af kanon, og er medvirkende til at begrænse denne til en helt klassisk lineær kongerække med Platon, Aristoteles, Augustin, Machiavelli, Hobbes, Locke, Montesquieu, Rousseau, Burke, afsluttende med Marx eller Hegel. På den måde medfører etableringen af et fag også et institutionelt pres for vedvarende at definere og fastholde disciplinens genstandsområde. Derfor er skabelsen af traditionen som den fremtræder i grundbøgernes gennemgange tæt forbundet med etableringen af den politiske idehistorie som en selvstændig disciplin (Kelly 1999, 41ff)2 .

Det interessante i dette fokus er de forudsætninger, hvormed gennemgange er blevet skrevet, og som giver den politiske idehistorie sin sammenhængende struktur. Bag hver eneste gennemgang skjuler sig en særlig historieopfattelse, samt en måde at kæde forståelsen af vores nutidige vilkår sammen med det narrative forløb i den politiske idehistorie. Forskellige toneangivende politiske teoretikere og forfattere som Sabine, Strauss, Plamenatz og Skinners tilgange samt deres grundbøger står som gode eksempler på dette.

Sabine og den politiske idehistorie som den evolutionære udvikling mod liberalt demokrati.

George H. Sabine var amerikansk akademiker og ansat primært ved Cornell University, hvorved han skrev sin doktorafhandling i 1906 (Sandiford 1979, 50). Han skrev i 1937 A History of Political Theory som er blevet udgivet i fire reviderede oplæg frem til 1973 samt i utallige genoptryk (Sabine 1963(1937)). Sabines bog har påvirket og influeret opfattelsen af den politiske idehistorie hos utallige antal, samt flere generationer, af specielt amerikanske politologistuderende. Værkets indflydelse bekræftes i dette citat fra David Easton som skriver at bogen "exercised deeper influence over the study of political theory in the United States…than any other single work" (Easton, 1953, 249 citeret i (Gunnell 1983, 10).

Men hvorledes fremstår den politiske idehistorie i Sabines optik? Han kalder sin tilgang for "social relativism", og han tilføjer at "the essence of this method is the conception of historical continuity" (Sabine 1906, 17). Det essentielle i en historisk analyse er derfor ikke den rent antikvariske opremsning af spredte fakta, men påvisningen af hvordan ideer gennemgår forandringer på vej mod at blive vores nutidige politiske begrebsapparat. Således anskuer Sabine den politiske idehistorie med det særlige udgangspunkt, at udviklingen fører mod liberalt demokrati, specielt som modvægt mod datidens, det vil sige 1930’ernes, andre ganske fremtrædende og toneangivende ’ismer’ (Sabine 1963(1937), 929)3 . Sabine sammenfatter det således "Liberalism…may be spoken of as the culmination of the whole ‘Western political tradition’" (Sabine 1963(1937), 741). Andre samtidige politiske teoretikere som Gettell og McIlwain har et lignende udgangspunkt i deres gennemgang af den politiske idehistorie. (McIlwain citeret i (Gunnell 1993, 126f; Wanlass 1953(1924), 14). Altså fremstilles den politiske idehistorie som en fortælling med en begyndelse og en afslutning. Sammenfattende er en af forudsætningerne hos Sabine hans historieopfattelse, som består af en fremskridtstro kombineret med antagelsen om et bestemt demokratisk udviklingsmønster i den politiske idehistorie.

Strauss og den politiske idehistorie som nedgangen fra det klassiske til det moderne
Leo Strauss var oprindeligt tysk, men emigrerede til USA efter nazisternes magtovertagelse. Med sig i den tyske bagage havde Strauss en kritik af oplysningstiden, og en skepsis overfor det moderne pluralistiske demokrati, samt en respekt for de klassiske græske idealer. I USA blev Strauss ansat ved New School for Social Research i New York og senere ved universitetet i Chicago. I Chicago dannede hans tanker og ideer skole, og der tales til stadighed om ’straussianere’ som en gruppering indenfor politisk teori (Strong 1999, 3). I samarbejde med Cropsey udgav han en stor grundbog i History of Political Philosophy. Et værk som overtog den toneangivende plads på de amerikanske studerendes pulte efter Sabines grundbog (McWilliams 1998, 232).

I Strauss’ tilgang ligger der klart en forestilling om en tilbagegang i historien, om en indsnævring i perspektiv fra det klassiske til det moderne. På den måde vender han faktisk Sabines fremskridtstro på hovedet. Det er Strauss’ forestilling at der indvarsles en indsnævring i perspektiv med overgangen fra den klassiske til den moderne tradition indenfor politisk idehistorie. Denne forestilling om en tilbagegang i den politiske idehistorie deles af adskillige andre emigré tænkere som Arendt og Voegelin (Voegelin 1952; Gunnell 1978, 40ff). Strauss opdeler den politiske idehistorie, hvilken han kalder politisk filosofi, i en klassisk og i en moderne tradition. I en passage svinger Strauss pennen bredt og skriver at al moderne politisk filosofi har et stænk af Machiavelli i sig og at al klassisk af Sokrates (Strauss 1968, 24). Den klassiske starter med Sokrates og fortsætter indenfor de samme rammer, indtil disse brydes radikalt af Machiavelli. Strauss skriver at ambitionen for politisk filosofi blev nedsat af Machiavelli "…in order to increase the probability of its attainment" (Strauss 1953, 178). De bærende spørgsmål fra den klassiske tradition om det gode liv, samt om den bedste politiske orden blev skrottet til fordel for en moderne politisk filosofi, der tager sit udgangspunkt i hvordan mennesker nu engang er, og ikke efter hvordan de burde være. Det nyskabende i Machiavellis position var at vende de klassiske præmisser på hovedet. Politisk filosofi blev reduceret til at beskæftige sig med hvorledes mennesker faktisk er, og ikke længere hvordan de burde være (Strauss 1968, 110 note 5). Den udvikling og destruktive indsnævring i perspektiv som Machiavelli starter, ser Strauss fortsat hos Hobbes og hos senere politiske tænkere som Rousseau og Nietzsche. De indkapsler med deres tænkning hvad Strauss kalder "the three waves of modernity". Den første bølge skyller frem med moderne naturret og Machiavelli og fortsætter frem til Locke, den anden består af Rousseaus radikale kritik af det moderne samfund. Den tredje bølge skyller alt væk med Nietzsche og Heideggers historicisme og relativisme (Strauss 1989, 81ff). På denne vis analyserer Strauss den politiske idehistorie som en rammefortælling med sine helte og skurke, og analysen af enkelte tænkere som Machiavelli er betinget af den måde de skal indgå i det samlede historiske tableau.

Plamenatz og den politiske idehistorie som de evige spørgsmåls arena.

John Plamenatz var Chichele Professor of Political and Social Theory ved Oxford indtil 1975, en position som Isaiah Berlin overtog efter ham. John Plamenatz skrev et anerkendt tobindsværk om den politiske idehistorie Man and Society, som gennemgik og samtidig kritisk diskuterede moderne politisk idehistorie fra Machiavelli og frem (Plamenatz 1963).

Plamenatz repræsenterer en af de mest forekommende antagelser indenfor det akademiske studie af den politiske idehistorie; forestillingen om et sæt af evige spørgsmål. Igennem den lange kongerække bevæger sig de samme grundlæggende og ubesvarede (eller ubesvarlige i visses optik) spørgsmål. Det er eksempelvis store spørgsmål om frihed, retfærdighed, magt og legitim autoritet. Det bevirker at Plamenatz ikke anskuer den politiske idehistorie som et kumulativt fremskridt eller som en glidende nedgang, men som en konstant grublen over de samme nøglebegreber. Vi er som politiske tænkere bundet til at kredse omkring de samme grundlæggende spørgsmål. Plamenatz skelner mellem den måde, hvorledes ideer bliver forældede og falsificeres indenfor videnskab i modsætning til indenfor politisk idehistorie: "Plato’s theory of knowledge and Aristotle’s logic have been superseded in a sense in which their political philosophies have not" (Plamenatz 1963, xvii). Tidsopfattelsen er næsten flad. Der er ingen afstand mellem nutiden og fortiden. Derfor kan Plamenatz anskue sit forehavende som en direkte, nutidig debat med fortidens tænkere. Der er hverken tale om en tilbagegang som hos Strauss, hvor vi må forsøge at genetablere klassisk politisk filosofi, eller en ufravigelig fremskridtstro som hos Sabine. Dette perspektiv betyder tilgengæld, at der ikke er nogen ærefrygt for fortidens store tænkere. Det er udelukkende deres argumenter der tæller. Sammenfattende er Plamenatz’ opfattelse at politisk idehistorie og teori består i en konversation "among equals with thinkers of the past, where they might have as much to learn from us as we from them" (Kelly 1999, 50). I går, i dag og i morgen drejer det sig om at fortsætte den store dialog bevæbnet med gode læseevner og tilspidsede argumenter. De evige spørgsmål forbliver spørgende og ubesvarede, og hver generation af tænkere og studerende må forholde sig til de evige diskussioner om retfærdighed, magt og frihed.

Skinner og den politiske idehistorie som illusionsbryder
De tilgange som Sabine, Strauss og Plamenatz repræsenterer er blevet kritiseret fra forskelligt hold for at være anakronistiske mytedannelser. Gunnell har påpeget hvordan Strauss’ begreb om traditionen samt skellet mellem den moderne og klassiske tradition ensidigt farver dennes idehistoriske analyser (Gunnell 1978, 122ff; Gunnell 1985). Ligeledes har en gruppe af historikere, hvor Skinner ubetinget er den mest fremtrædende repræsentant, kritiseret de metodiske forudsætninger der ligger bag disse tre traditionelle tilgange til den politiske idehistorie (se specielt (Skinner 1988(1969)). I Skinners optik afstedkommer de traditionelle tilgange forskellige former for myter. De væsentlige af disse myter er myten om sammenhæng, "mythology of coherence", samt myten om en fast doktrin, "mythology of doctrine". Antagelsen af de evige spørgsmål i den politiske idehistorie, forleder den politiske teoretiker til i sin gennemgang at lede efter disse spørgsmål hos de politiske tænkere. Dette fører til anakronistiske analyser af doktriner som en given tænker menes at forholde sig til, men som vedkommende ikke meningsfyldt kan siges at have haft. På den vis kan en ’doktrinær’ læsning af den politiske idehistorie se ansatser til princippet om magtens tredeling hos Marselius af Padova i en periode (det 13ende årh.), hvor dette begreb i dets moderne forstand endnu ikke eksisterede (Skinner 1988(1969), 32ff). Således påduttes en tænker en mening vedkommende ikke kunne have haft, da begrebet ikke fandtes i hans samtids vokabularium. Denne "reification of doctrines" fører til "the tendency to search for approximations to the ideal type yields a form of non-history which is almost entirely given over to pointing out earlier ’anticipations’ of later doctrines" (Skinner 1988(1969), 35). Som modvægt bidrager Skinner selv med en lingvistisk kontekstuel metode til at læse den politiske idehistorie som tilstræber en korrekt forståelse af de politiske tænkere i deres historiske og sproglige sammenhæng. På den baggrund og baseret på sin metode har Skinner også skrevet en grundbog i den politiske idehistorie (Skinner 1978). Selvom Skinners ambition er at prikke hul på alle myter indenfor studiet af den politiske idehistorie skaber også han en rammefortælling på baggrund af en særlig historieopfattelse. Skinner skriver at "The classic texts…reveal the essential variety of viable moral assumptions and political commitments. It is in this, moreover, that their essential philosophical, even moral, value can be seen to lie" (Skinner 1988(1969), 67). Således er den en filosofisk næsten moralsk indsigt i den historisk omskiftelighed, hvilket Skinner også har benævnt en "anthropological justification". Vi opfatter og forstår os selv fra nye vinkler igennem afdækningen af de mange skiftende historiske opfattelser af politiske begreber. På den måde bliver Skinners angreb på antagelsen om evige spørgsmål vendt til en dyd. Frigjort fra antagelsen om vedvarende spørgsmål er vi rede til at anskue fortiden og dens politiske tænkning i dens farverige mangfoldighed. Dette tilvejebringer en opmærksomhed om kontingensen af og det foranderlige i vores nutidige politiske begreber. Ved at være blive opmærksom på fortidens forskelligartede politiske tænkning bliver vi bevidstgjort om vores nutid. På den vis giver frembringer også Skinner en fortælling i den politiske idehistorie. Kun ved at anskue tidligere politisk tænkning som forskelligt fra vores får vi et nyt blik på vore egne politiske konstellationer.

Der er et par væsentlige betragtninger der kan udledes af det ovenstående. Først og fremmest er det væsentligt for den studerende (og forskeren) ikke at anskue den politiske idehistorie der gennemgås i diverse grundbøger som en forudsætningsløs gennemgang. Den politiske idehistorie er en akademisk tradition og fortælling. Forskellige tilgange skaber den røde tråd som giver sammenhængen fra Platon til Marx og til hvordan denne fortælling skal forstås i forhold til vor egen tid. Og diverse grundbogsgennemgange bliver og vil blive ved med at afspejle sådanne forskellige historieopfattelser, som også i høj grad er med til at skabe det samlede billede af den politiske idehistories form og funktion. Det kan sammenlignes med det fokus som andre discipliner tager på grund af deres forskellige teoretiske indfaldsvinkler. At den politiske idehistorie tager sit udgangspunkt i en universitær sammenhæng gør den ikke til en uvederhæftig eller ukorrekt fremstilling. Men som med Biblen må man forstå at den politiske idehistorie ikke kom dumpende fra himlen, og derfor er det essentielt at gøre sig nogle af de forudsætninger klart som ligger til grund for studier i den politiske idehistorie. Grundbøger der på overfladen ser ens ud, i og med at de beskæftiger sig med de selvsamme politiske tænkere, kan tage ganske forskelligartede drejninger udfra deres grundlæggende antagelser. Dernæst og i modsætning til Skinner antager jeg ikke at brugen af forskellige – hvad Skinner benævner anakronismer, og jeg nærmere vil kalde forudsætninger - nødvendigvis gør en analyse af forskellige politiske tænkere ugyldig. Selv Skinner har med sin ambition om at fordrive alle myter sin egen specielle historieopfattelse som forudsætning til studiet af den politiske idehistorie. Desuden forestiller Skinner sig at anakronistiske forudsætninger som evige spørgsmål i den politiske idehistorie per definition medfører forfejlede analyser. Dette forholder sig ikke altid således. Nogle gange bruger vi politiske tænkeres argumenter i vores diskussioner helt revet ud af deres oprindelige historiske kontekst. Som at sætte Locke ind i en kontrakttradition overfor Hobbes på trods af at Locke argumenterede mod Filmer. Og det kan berige vores tænkning. Med deres metodiske forudsætninger har både Sabine, Strauss, Plamenatz og Skinner foretaget instruktive og interessante analyser i deres værker. Jeg plæderer i modsætning til Skinner for en metodisk bevidstgørelse kombineret med en metodisk pluralisme indenfor studiet af den politiske idehistorie. Dette har jeg forsøgt at skabe grobund for ved at eksplicitere de forudsætninger som ligger til grund for Sabine, Strauss, Plamenatz og Skinners analyser. Samtidig er de fire ganske repræsentative for forskellige tilgange til den politiske idehistorie og kan ses som paradigmer4  for tilgange til at studere den politiske idehistorie. Gadamer skriver at vi altid bevæger os indenfor en forståelseshorisont, der både begrænser og beriger vores fortolkninger. Jeg har forsøgt at klargøre og vise mangfoldigheden i den forståelseshorisont som både begrænser og beriger vores forståelse af den politiske idehistorie.

Litteratur

Boucher, D. (1985). Texts in Contexts: Revisionist Methods for Studying the History of Ideas. Dordrecht & Boston, Martinus Nijhoff Publishers.

Condren, C. (1985). The Status and Appraisal of Classic Texts: An Essay on Political Theory, its Inheritance, and the History of Ideas. Princeton, N.J., Princeton University Press.

Dunn, J. (1996). the History of Political Theory and other essays. Cambridge, Cambridge University Press.

Dunning, W. A. (1902). A History of Political Theories: Ancient and mediaeval. New York & London, MacMillan & Co.

Fukuyama, F. (1992). The End of History and the Last Man. New York, The Free Press.

Gunnell, J. G. (1978). "The Myth of the Tradition." American Political Science Review 72: 122-34.

Gunnell, J. G. (1983). Political Theory: the Evolution of a Sub-Field. Political Science: the State of the Discipline. A. W. Finifter. Washington D.C., APSA: 3-47.

Gunnell, J. G. (1985). "The Case of Leo Strauss." Political Theory 13(3): 339-361.

Gunnell, J. G. (1993). The Descent of Political Theory. Chicago & London, The University of Chicago Press.

Kelly, P. J. (1999). Contextual and Non-Contextual Histories of Political Thought. The British Study of Politics in the Twentieth Century. J. Hayward, B. Barry and A. Brown. London, Oxford University Press: 37-62.

Locke, J. (1947). Two Treatises of Government. New York, Hafner Press.

McWilliams, W. C. (1998). "Leo Strauss and the Dignity of American Political Thought." Review of Politics 60(April): 231-46.

Miller, D. and L. Siedentop, Eds. (1983). The Nature of Political Theory. London & New York et al., Oxford University Press.

Morrow, J. (1998). History of Political Thought: A Thematic Introduction. London, MACMILLAN PRESS LTD.

Parello-Plesner, J. (2000). Politisk idehistorie - tilgange til en akademisk tradition. Institut for Statskundskab. København, Københavns Universitet: 102.

Plamenatz, J. (1963). Man and Society: A Critical Examination of Some Important Social and Political Theories from Machiavelli to Marx. London, Longmanns, Green & Co.

Popper, K. R. (1962). The Open Society and its Enemies. London, Routledge & Kegan Paul.

Redhead, B. (1984). Plato to NATO. London, Penguin Books.

Sabine, G. H. (1906). "Hume’s Contribution to the Historical Method." Philosophical Review XV: 17-38.

Sabine, G. H. (1963(1937)). A History of Political Theory. London, George G. Harrap & Co. Ltd.

Sandiford, D. H. (1979). Perspectives on Writing the History of Political Thought. Ph.D. Government. London, University of London.

Skinner, Q. (1978). The foundations of modern political thought: Volume one: the Renaissance. Cambridge, London, New York et al., Cambridge University Press.

Skinner, Q. (1988(1969)). Meaning and understanding in the history of ideas. Meaning and Context: Quentin Skinner and his Critics. J. Tully. Princeton, N.J., Princeton University Press: 29-67.

Strauss, L. (1953). Natural Right and History. Chicago, University of Chicago Press.

Strauss, L. (1968). On Tyranny. Ithaca, New York, Cornell University Press.

Strauss, L. (1989). An Introduction to Political Philosophy: Ten Essays by Leo Strauss. Detroit, Wayne State University Press.

Strong, T. B. (1999). "Editorial." Political Theory 27(1): 3-5.

Viotti, P. R. and M. V. Kauppi (1993). International Relations Theory: Realism, Pluralism, Globalism. New York, MacMillan Publishers.

Voegelin, E. (1952). The New Science of Politics. Chicago, Il., University of Chicago Press.

Wanlass, L. C. (1953(1924)). Gettell’s History of Political Thought. London, George Allen & Unwin Ltd.

1 Det skal tilføjes at etableringen af faget primært foregik i USA. Se gennemgangen af fagets institutionelle udvikling i (Gunnell 1993). For en tilsvarende britisk gennemgang dog af mere kursorisk karakter se (Kelly 1999).

2 Man kan anskue den realistiske skole indenfor disciplinen International Politik som en tilgang der har forstået betydning af at konsolidere en akademisk tradition ved hjælp af en kongerække. Indenfor realismen henvises der til en historisk perlerække af lignende realistiske antagelser fra Thukydid til Machiavelli (Viotti and Kauppi 1993, 35ff). På den måde legitimerer man sine nutidige antagelser med henvisningen til fremragende forgængere.

3 Et forsøg på at påvise en særlig bevægelse mod liberalt demokrati som har paralleller i Popper og Russells efterkrigsudrensning af elementer af totalitær ideologi indenfor den politiske idehistorie. Således blev både Platon og Rousseau kraftigt kritiseret (se specielt (Popper 1962, 161)).

4 For en udførlig gennemgang af de forskellige forudsætninger hos Sabine, Strauss, Plamenatz og Skinner henvises til undertegnedes speciale fra Københavns Universitet (Parello-Plesner 2000).