- fra Olsen banden til An American Family

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 4  - FILM OG POLITIK -OKTOBER 2001

Af Merete Watt Boolsen

Den små-kriminelle livsstil koblet med en elegant evne – samt ti balloner, et dusin søm og en jordemodertaske - til at drille offentlig ansatte og få dem til at fremstå som ”hængerøve, hundehoveder …” og evt. det, der er værre (socialdemokrater?) er nogle af grundelementerne i familiefilmen ”Olsen banden”.

Keld, Yvonne og lille Børges familieliv er kendt – og respekteret – ikke kun af vennerne Egon og Benny, der sætter liv og kræfter på spil for at få almindelige familieforpligtelser og –dyder indfriet og opfyldt. Eksempelvis når Yvonne ønsker sig nye (dyre) møbler, en sommerferie til Mallorca, en ”anstændig” konfirmation for lille Børge og så videre.

Kønsrollemønstret virker velkendt, og det problematiseres ikke. Snarere kan man sige, at det i sammenhængen er ”selvfølgeligt”, når Yvonne beder Keld (og dermed også hans kammerater Egon og Benny) om nu at få fat i ”de millioner, du taler så meget om Egon”, som hun allerede har brugt en del af. (Det stresser tilsyneladende også Egon mere, at hun allerede har brugt af dem, end det stresser ham, at han skal få fat i dem.) Naturligvis har han ”en plan”; det har mænd jo – de tænker tanker, mens kvinder har følelser. Og følelser har Yvonne; hun kan blive så ”vred, hvis vi ikke kommer hjem med pengene” som Keld får sagt ind i mellem, når det ikke går helt glat med ”indtjeningen”. Scenen, billedet og ideologien er tydelige: Der er nogle bestemte roller og nogle tydelige forskrifter - mænd handler – kvinder har følelser, mænd er rationelle – kvinder irrationelle, og far tjener pengene, mens mor bruger dem.

Der er mange gode forklaringer på Olsen bandens succes ud over familiemønstret og kønsrollerne. I flæng kan nævnes en sjov grundidé med utallige finurlige ”historier i historien”, tydelige figurer, fremragende instruktion og skuespil. Men som sagt først og fremmest masser af identifikationsmuligheder i de tegnede ”typer”, i familiefigurerne, -situationerne og hertil utallige muligheder for at få grinet af (umulige) ”skrankepaver”, (emsige) embedsmænd og andre, der via deres arbejde kan finde på at genere en af familiens væsentligste funktioner: den økonomiske funktion.

Historier om virkeligheden

Familiefilm og familie-tv-serier er populære; måske fordi det bliver fremstillet som ”kendt” territorium med faste roller og forudsigelige reaktioner på relativt ukomplicerede situationer, men også fordi familien er  ”kendt” territorium; vi er alle medlem af mindst én familie – nemlig den, vi er født ind i eller den, vi danner sammen med en partner og evt. børn. Vi ”orienterer” os via familien, vi tillægger os og tillægges visse vaner, mønstre, kulturer mv. via vores familieskab. Meget af det, der foregår i familien, omhandler og involverer følelser – ægteskab, skilsmisse, børneopdragelse, seksualitet, trivsel, trøst, osv.

Vi hader familien, vi elsker familien; vi forlader den og vi opsøger den.

Alt dette ved filmbranchen, og derfor er det oplagt at fremstille familien kærligt, hadefuldt, konfliktfyldt, kompromisfyldt - og frem for alt modsætningsfuldt. Lige meget hvordan, vil der være roller og situationer, vi genkender. Det behøver ikke nødvendigvis være af den dybsindige slags; men der lægges op til handlingsforløb, vi kan forudsige – og det giver ”tryghed”. 

Vi lever med i kendte og populære familieserier som Matador, Huset på Christianshavn, Krummerne, Far til fire og fra det engelsktalende udland er vi velforsynet med andre livsstils- og familiebilleder, som vi også elsker at hade: Dallas, Dollars,  osv.

Alle familiefilm er historier; historier om virkeligheden, drømme om virkeligheden – eller politikker om virkeligheder.

I Weekendavisen (22.juni-28.juni 2001) blev det eksempelvis problematiseret, at et familiemønster med den enlige mor, dominerer i amerikansk film: ”Ved Oscar-uddelingen havde ti af de nominerede film sådan en i en hovedrolle: Frances McDormand i Almost Famous, Gwyneth Paltrow i Bounce, Juliette Binoche i Chocolat, Björk i Dancer in the Dark, Julia Roberts i Erin Brockovich, Cate  Blanchett i The Gift, Connie Nielsen i Gladiator, Helen Hunt i Gi’ det videre, Ellen Burstyn i Requiem for a Dream og Laura Linney i You can Count on Me.”[i]

Det er helt sikkert, at de enlige mødre i disse film ikke repræsenterer enlige mødre i USA eller England eller andre steder. Men her er de fremstillet som ”Hverdagens heltinder, der klarer sig på trods”[ii] – og hvorfor nu det? Den danske film  Far til fire er også en slags ”helte-serie” fra 1950’erne, og den enlige far her er heller ikke en afspejling af de faktiske samfundsforhold.

En familiefilm er en bestemt måde at se virkeligheden på – en bestemt optik – en bestemt diskurs. Men for at det skal kvalificere som populær familiefilm, skal ”problemerne” helst være af den slags, der kan forudsiges og løses (det sidste hurtigere af publikum end af de involverede).

Bevæger vi os ud af filmens-og-historiefortællingens verden og ind i den (samfunds)videnskabelige, viser det sig også her, at ”familien” er et populært område; familieforskningen udgør således et betragteligt samfundsvidenskabeligt forsknings- og udredningsområde.

En hurtig gennemgang af den globale familiesociologiske forsknings litteratur peger på følgende:

• Familien er den ældste og mest universelle institution,
• Vi kender intet samfund uden familien,[iii]
• Vi er (næsten) alle medlem af mindst én familie,
• Familien har følgende funktioner: (1) økonomi, (2) reproduktion, (3) socialisering, (4) sex og (5) trivsel og trøst-funktionen.

Funktionerne kan identificeres til alle tider og i alle kulturer, men varetagelsen af dem – og den måde det kommer til udtryk på – afhænger af de omgivende samfundsforhold.

At forske i familien betragtes ikke altid som specielt kreativt eller interessant; snarere anses familieforskning for at være en ”naiv disciplin”, formentlig fordi det er kendt territorium, men ikke desto mindre giver (forskning om) familien input til mange andre discipliner, som fx psykologi, antropologi, demografi, social stratifikation, institutionel sociologi, organisationssociologi, social forandring, sociale alternativer osv.

An American Family

I løbet af dette århundrede er der sket en række ”dramatiske” ændringer i familiens liv (på makro-niveauet) i vores del af verden: den gennemsnitlige familiestørrelse er blevet mindre; børnetallet er faldet (primært som følge af effektiv antikonception). Den gennemsnitlige levealder er steget, skilsmisse er blevet mere almindelig, kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, og dermed har kønsrollerne ændret sig, osv.

Det forekommer oplagt med udviklingen i film- og tv-medierne at forske i nutids familier med film som observationsmetode.  At bevæge sig fra ”familiehistorierne” til studiet af den ”virkelige” og ”sande” familie er indlysende:  Hvordan ser en ”rigtig” familie ud? Hvordan er familielivet fx i en amerikansk familie?

Det sidste spørgsmål besluttede et hold amerikanske tv-folk for 30 år siden, at de ville prøve at besvare. Craig Gilbert og hans tv-hold annoncerede efter en ”typisk familie”, der var villig til at lade sig følge rundt af kameraer alle steder hver dag gennem en længere periode.

Han blev introduceret til Loud familien af en journalist, der redigerede ”familie-siderne” i en lokalavis i byen Santa Barbara, Californien. Den passede til hans ønske om at finde en familie, der ”så godt ud” og havde teenage børn. Hans tese var enkel:

”Hvis jeg filmer en hvilken som helst amerikansk familie over en lang periode, så vil jeg eksponere de myter, de værdier og de interaktionsmønstre, der er specielle for amerikanere – og som vi alle dermed genkender.”[iv]

Pat Loud – gift med forretningsmanden Bill, og deres fem børn:  Lance (20 år), Kevin (18 år), Grant (17 år),  Delilah (15 år) og Michelle (13 år) tillod, at deres liv blev filmatiseret dag ud og dag ind i en syv måneders periode. De meldte sig frivilligt, de modtog ikke penge for opgaven, de underskrev de nødvendige papirer uden tøven; faktisk mente de, at det ville være sjovt at komme i fjernsynet. De vidste, at de var ”attractive” – og tre af de fem børn ville være skuespillere som voksne, og måske var dette projekt noget, der kunne hjælpe med på vejen...

Det blev til i alt 300 timers film, der blev sammentrængt og redigeret til 12 tv-programmer à en times varighed. Forskningsmæssigt kan man sige, at der er gjort en stor indsats for at finde viden til illustration af Gilberts tese. Imidlertid er de 12 timers udsendelser blevet betegnet som de mest kontroversielle 12 timers tv nogensinde. Serien er også blevet beskrevet som det mest sete og mest diskuterede eksempel på observationsteknikken.[v] Serien har titlen An American Family.

Familiefilmenes og tv-familieseriernes stabilitet og forudsigelighed var forventet i An American Family – både af tv-holdet og af familien Loud selv, men det blev alt andet. Det, de fleste troede, ville være en amerikansk udgave af ”Huset på Christianshavn” blev til det følelsesmæssige noget mere komplicerede (som f.eks.  Ibsens ”Et dukkehjem” - eller ”Scener fra et ægteskab” af Ingmar Bergman.)

Craig Gilbert og hans kamera-folk gik ind i Loud familiens hjem i Santa Barbara i maj måned 1971, og syv måneder senere forlod de familien. I løbet af observationsperioden havde familien oplevet en række dramatiske ”familie-begivenheder” – blandt andet at (1) den ældste søn Lance ”sprang ud” som homoseksuel og transvestit, (2) forældrene blev separeret efter 20 års ægteskab, (3) en ildebrand var ved at forvandle deres hjem til aske, (4) de var udsat for et mindre biluheld, (5) Delilah og hendes ven Brad startede deres seksualliv, (6) Bill’s forretning gik ned af bakke, og (7) det uddannelsesmæssigt gik dårligt for den yngste søn Grant.

Amerikanerne og især amerikanske forskere var klare med deres fortolkninger af serien, idet der var overvejende enighed om, at det ikke var den – typiske - amerikanske familie, man så på fjernsynet[vi]. Dertil var det for overvældende og afskyvækkende  ” … I had to fight a constant strong desire to push away those Louds, dismiss them as unique, empty, shallow, unlike others ….”[vii]

Metodiske diskussioner

Hvad man faktisk så i serien om den amerikanske familie, var der derimod mange forskellige opfattelser af. Uanset konklusion diskuterede man  metoden. Det er almindeligt i samfundsvidenskabelige diskussioner - når man ikke er enige i resultatet eller følelsesmæssigt tager afstand fra det - at give sig til at diskutere og problematisere den anvendte metode i forbindelse med indsamlingen af data.

Tankegangen er, at enhver metode betyder, at der skal foretages en række valg, før et projekt starter og undervejs i forløbet; disse valg vil påvirke resultaterne. Den videnskabelige diskussion kommer derfor til at handle om, hvor meget metoden har påvirket resultatet. Reliabilitets- og validitetsproblematikkerne bliver centrale: Kan vi regne med resultatet; er det sandt?

Blandt mere positive metode- ”anmeldelser” har antropologen Margaret Mead, beskrevet filmatiseringen som ”en ny kunstform …. Lige så ny og så betydningsfuld som opfindelsen af historien – en ny måde at se på tilværelsen på …”   Det, som Loud familien gjorde, understregede hun[viii], var ”at tillade, at deres endnu ulevede liv blev lagt frem for offentligheden. Deres personlige glæder og sorger skulle deles med millioner af andre mennesker, der mange måneder senere ville iagttage, hvad Loud-familien endnu ikke havde oplevet.”

Blandt de oplagte og mere problematiserende indlæg i debatten, var naturligvis spørgsmålet om videnskabelig objektivitet, når der vælges ud til 12 timer fra i alt 300 timer.

I filmverdenen har man ivrigt drøftet andre metodeproblemer af ”teknisk” art. Eksempelvis den anvendte optagelsesteknik (som nok mest ligner det, vi i dag kalder Dogme-film med håndholdt kamera). Kamerafolkenes tilstedeværelse i familiens ”rum” har naturligvis betydning for hvad, der vises – og dermed optages. (Grænsen for optagelse hos Loud-familien gik ved døren til badeværelset). Og dermed er der også sat begrænsninger for, hvad der senere hen kan analyseres.

I en artikel[ix] diskuteres forbillederne i ”Observational Cinema” for An American Family. Der beskrives en række foretagne valg af teknisk og narrativ art (læs: mulige fejlkilder), der er baggrunden for, at vi ser.

For det første repræsenterer Loud-familien en højere-middelklasse (hvid) familie, hvis levestandard svarer til den, der genfindes i de fleste amerikanske tv-familieserier - og (hvad der er nok så vigtigt) som man (i TV-branchen) antager, at de fleste amerikanere identificerer sig med.

For det andet er de 12 TV-episoder om Loud familien bygget op således, at hvert familiemedlem har sin egen ”introduktion”, inden familien ses under eet. Det betyder, at kronologien i serien er væk, at personerne eksempelvis ”skifter tøj” (umotiveret), fordi der sammenstilles materiale fra forskellige dage.

For det tredje er der mange sekvenser, hvor lyden er lagt på efterfølgende (fx i form af musik). Musik kan lede tankerne hen på bestemte forhold, der således præger ”fortolkningen” af scenen. Filmfolkene kan med deres musikvalg bringe os i bestemte sindsstemninger.

For det fjerde er der en række scener, hvis indhold er væsentligt, men hvor det er svært at opfatte, hvad der bliver sagt, fordi der foregår meget samtidigt (og fordi familiens medlemmer ikke er udstyret med særlige mikrofoner). Det er først i redigeringsfasen, at man er blevet opmærksom på enkelte passager, der derefter er klippet ud til en af de endelige udsendelser. Da det eksempelvis viser sig, at Pat vil skilles fra Bill, fokuseres på mulige situationer, der kunne være signaler om den forestående skilsmisse.  I udsendelsen om skilsmissen aner man et ”følelsesudbrud” fra den ellers så fåmælte Pat, der ikke plejer at afsløre sine tanker, da hun siger: 

”I think that the things you do are shitty. And perhaps you think that the tings I do are shitty; that’s your problem. But I think that you’re a goddam asshole.” 

Lydteknisk set er scenen dårlig, fordi den foregår under et restaurationsbesøg, og de er omgivet af mange mennesker; indholdsmæssigt er scenen betydningsfuld, fordi den er det nærmeste, som Pat kommer til at være vred i hele serien.

Den megen debat, der bevæger sig fra det faglige og saglige til det personlige, og dermed kom til at handle om Loud familien selv, førte til mange udtalelser fra de enkelte medlemmer[x], hvor de lægger afstand til fortolkningerne af deres ”familieliv”. Men deres fortolkninger og udsagn er også kontekstuelle. Inden udsendelserne gik i luften , så Pat dem, og hun skriver et takke-brev til Craig Gilbert, hvor hun siger: ”I think that you’ve handled the film with as much kindness as possible and still remained honest. I am, in short , simply astounded, enormously pleased and very proud …”[xi]

Da serien blev vist i fjernsynet, og de mange følelsesmæssige debatter startede, lagde hun afstand til den. Til en journalist  sagde hun (og min fortolkning er, at hun nu forsvarer sig): ”I think we are a very well-adjusted family. The divorce is a matter of philosophy, not psychology”[xii]

Bill Loud forsvarer også billedet af familien, samtidig med at han forsøger at sende et jeg-er-ok-budskab: “We spent 20 years building a family, and they selected only the negative, bizarre and sensational stuff. But I am very grateful. It was a very gratifying experience.”

Virkelighed i historierne?

Uanset hvor mange metodiske problemer, man kan påvise og hvilken videnskabelig position, man vælger i sin fortolkning af An American Family, kommer man ikke uden om, at virkeligheden overgik drømmen om, hvad en sådan dokumentarisk optagelse kunne frembringe[xiii].

Set i et forskningspolitisk, sociologisk og metodologisk perspektiv er historierne i historien interessante: Lader dette sig gøre, at studere familien på denne måde? Er det en hensigtsmæssig metode? Hvad fortæller resultaterne os? Hvilke fordele og ulemper har teknikken? Hvordan kan den forbedres?

Vender man sig mod det indholdsmæssige i An American Family, så er en af konklusionerne, at Yvonne og Kelds ægteskab og børneopdragelse i ”Olsen banden” er den rene romantik og idyl sammenlignet  med Pat og Bills situation.

Tilbage resterer imidlertid spørgsmålet om, hvor meget historie og hvor meget politik, der er i den virkelighed, som vi – gennem utallige selektionstrin - får at se i tv-filmen  An American Family.

En enkelt metodologisk note skal repeteres afslutningsvis -  Loud familien ønskede at blive fotograferet. Hvad betyder det for selve ”historiens”/forskningens indhold? Er der forskel på personer, der ønsker at blive fotograferet døgnet rundt og personer, der ikke ønsker at blive fotograferet døgnet rundt (bortset fra denne detalje)? Er der forskel på personer, der siger JA til at blive interviewet og personer, der siger NEJ til at blive interviewet (bortset fra denne detalje)?  Er der forskel på personer, der siger JA til at fortælle, hvilket parti, de vil stemme på ved næste valg, og de personer, der siger NEJ til at fortælle, hvilket parti, de vil stemme på ved næste valg (bortset fra denne detalje)?

Mange metodologiske undersøgelser og analyser peger på, at der er forskelle – ud over de åbenlyse.

I relation til An American Family og valg af informanter til familieinstitutionens gøren og laden, kan man sige, at ved at have et kamera i hælene, så kommer blandt andet ”hemmeligheder” til at blive afsløret og blotlagte.

Indholdsmæssigt kan man spørge om, det er betydningsfuldt for en familie at have ”hemmeligheder” for og med hinanden? Min hypotese er, at det er det, og at det derfor langtfra er alle, der ønsker et hold kamera-folk i hælene på sig døgnet rundt.  Hermed impliceres også, at når det hele bliver ”offentligt”, så er den pågældende familie kulturelt og følelsesmæssigt forarmet.

Metodologisk kan man spørge: I hvilket omfang er problem og metode uforenelige størrelser?

Debatten er spændende, relevant og udfordrende på mange fronter.  Og det er også i disse sammenhænge, at serien anvendes i dag på amerikanske universiteter. Mit gæt er, at den vil være hensigtsmæssig, hvis man vil indlede en diskussion af  sociologiens og andre fagdiscipliners metodologiske begrænsninger.

Referencer