ABSTRACT: Tyrkiet skal med, men hvorfor egentlig?

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001


Af Lars Erslev Andersen
Helsinki-beslutningen samt dens opfølgning i Nice er udtryk for, at EU efter nogle års vaklen og slingren har lagt sat fast på en ganske fornuftig politik overfor Tyrkiet: På den ene side har EU ved at holde døren åben for Tyrkiet, velvidende at det tager mindst 20 år før republikken kan træde ind ad den, muligheden for at fastholde en konstruktiv dialog med tyrkerne. Den kan og skal selvfølgelig bruges til at påvirke de politiske forhold i Tyrkiet, men vil navnlig blive brugt til at opretholde og udvikle et konstruktivt samarbejde om de sikkerhedspolitiske spørgsmål, herunder Cypernproblemet. På den anden side kan den tyrkiske regering på hjemmefronten gøre sig til af den prestige, det giver den, at være på vej ind i Europa. Med andre ord vinder begge parter. I bedste fald kan man håbe på, at EU faktisk kan hjælpe de tyrkiske reformkræfter med at tilvejebringe bedre forhold for landets borgere, hvilket klart ville være ønskværdigt, men formentlig nok er for meget at håbe på sådan som den tyrkiske indenrigspolitiske situation er lige nu - men måske på sigt. Når Tyrkiet skal med i EU, er det altså fordi, det er bedre for alle parter at have landet trippende på tærsklen lige uden for end at sende det helt ud i mørket.