UDDRAG: Fri bevægelighed

EU’s indflydelse på socialpolitik, territorieprincippet og frihed

POLITOLOGISKE STUDIER - ÅRG. 4 NR. 1  - APRÈS NICE -MARTS 2001

Af Majken Houborg Pedersen
Formålet med den europæiske regulering af de sociale sikringsordninger har siden 1958 været, at territorieprincippet i hvert fald delvist fjernes fra de sociale sikringsordninger. Uden en sådan ambition om at deterritorialisere socialsikring kan målet om fri bevægelighed ganske simpelt ikke gennemføres. Denne deterritorialisering har dog ikke blot den tekniske effekt, at barrierer fjernes, men berører også de centrale relationer mellem ’man to man, and [...] man to the state’ som Janet Beveridge talte om. Disse relationer er ganske vist realiseret gennem sociale teknologier som for eksempel sociale sikringsordninger, men de udgør også et moralsk fællesskab, hvor rettigheder og pligter ikke blot definerer inden for og udenfor, men også hvad kan vi kræve af hinanden, hvad kan vi kræve af staten, hvad kan staten kræve af os, hvem vi er solidariske med, og hvem forpligtiger vi os overfor. Med den tekniske eliminering af territorieprincippet kan disse spørgsmål ikke længere besvares rumligt, altså ved at stille disse spørgsmål indenfor et bestemt territorium. Endvidere med domstolens udbredelse af retten til fri bevægelighed og arbejdstagerbegrebet kan spørgsmålene ikke engang besvares udfra hvem, der arbejder og hvem, der ikke arbejder. På den anden side betyder det begrænsede koordineringsformål med den europæiske regulering, hvor de nationale sikringsordninger bevarer deres særlige kendetegn, at spørgsmålene heller ikke kan besvares med det enkle svar: unionsborgere. Alle medlemsstater har naturligvis ikke ansvar for alle Unionens borgere. Det bliver altså i høj grad uklart hvilken ’man’ og ikke mindst hvilken ’state’, vi taler om.

Spørgsmålene skal dog måske ikke besvares ud fra en sådan identitets-identifikation. Relationerne mellem ’man to man, and [...] man to the state’ handler ikke blot om moralsk fællesskab. Det er også relationer, som skaber frihed. Måden hvorpå disse relationer er arrangeret bestemmer også, hvordan vi er frie i forhold til hinanden og i forhold til staten. Frihed kan derfor også betragtes som noget territorielt og teknisk, idet vores rettigheder og pligter definerer omfanget og udstrækningen af vores frihed. Med etableringen af retten til fri bevægelighed deterritorialiseres frihed altså også, og et helt nyt frihedsbegreb opstår. Ud fra princippet om fri bevægelighed er frihed, der er begrænset til at være et helt særligt forhold mellem bestemte borgere og en bestemt stat unaturlig. Man er med andre ord ikke fri, hvis man kun har frihed til at bevæge sig indenfor et afgrænset territorium. Bortset fra det ikke uvæsentlige kriterium at man skal være statsborger i et medlemsland for at blive anerkendt som unionsborger, lægger retten til fri bevægelighed ikke forholdet til en bestemt stat til grund for frihed, men derimod kapaciteten til at bevæge sig: at være fri er at kunne bevæge sig uhindret. Det betyder ikke, at man skal bevæge sig for at være fri, men blot at man skal kunne gøre det, hvis man vil. Ved at gøre retten til fri bevægelighed til en fundamental ret i den Europæiske Union går dette frihedsbegreb forud for alle de partikulære frihedsbegreber, der er afgrænset af territorier og direkte strider mod den frie bevægelighed. Når vi skal besvare spørgsmålene om, hvem det moralske fællesskab omfatter, bliver svaret derfor, at det omfatter de på forhånd ikke definerede personer, der udøver deres ret til fri bevægelighed.